Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Verdis ’Requiem’ er verdsligt og vedkommende

Verdis ’Requiem’ kan stadig trække et stort publikum. Men komponistens på én gang umiddelbare og grandiose stil er en truet kunst
Kultur
17. februar 2017

I den forgangne uge kastede DR SymfoniOrkestret og DR KoncertKoret sig ud i hele tre opførelser i rap af Giuseppe Verdis Requiem – alle sammen udsolgt.

Verdi havde i anledning af komponisten Giacomo Rossinis død i 1868 opfordret forskellige komponister til at komponere en sats til et requiem for Rossini. Selv komponerede han et Libera me, som én af de sidste satser i dødsmessen.

På grund af uenigheder blev messen dog aldrig til noget. Verdi var operakomponist og forsvor, at han skulle skrive en hel messe selv med henvisning til, at dem var der da nok af.

Ikke desto mindre blev tanken fem år senere, i 1873, igen aktuel for Verdi, da forfatteren og tænkeren Alessandro Manzoni gik bort. Verdi var en stor beundrer af Manzoni, og nu meddelte han, at for denne mand ville han komponere en hel dødsmesse og ansøgte bystyret om økonomisk støtte til projektet.

Hvad der lå i Verdis koketteri omkring at skrive og ikke at skrive en dødsmesse, er jo ikke til at sige, men ud over nervøsiteten ved at lægge sig ud med forgængere som Mozart og Cherubini i en for Verdi fremmed genre, er der også den vinkel, at statsmanden Verdi havde et problem med den katolske kirke, ligesom at bystyret havde et problem med at støtte et projekt, der skulle opføres i en kirke – en dualitet, der var højaktuel på det tidspunkt og som man skal have for øre, når vi lytter til musikken:

Verdis musik er præcis det, den kritiseres for at være, en opera uden at være en opera og et stykke kirkemusik, der sprænger rammerne. Alene brugen af kvindesstemmer i kirken skulle der søges kompensation for.

At kalde det et verdsligt requiem er nok at gå for vidt, men det magiske i værket ligger i høj grad i, hvordan agnostikeren Verdi vender sin skaberkraft mod metafysiske emner, og hvordan han formår at gøre religiøse forestillinger til psykologiske dramaer, uden at perspektivet krymper.

Det påfaldende ved stemningen i DR KoncertHuset ved fredagens koncert, hvor denne anmelder var ude, var, hvor populært og stimulerende denne dødsmesse stadig synes for et moderne publikum.

En uddøende stil

Det absolut svære ved Verdi er, at han er en fortid, vi har bevaret alt for dårligt. Hans race er sjælden i dag. Han var folkelig uden at være forførende, bondsk uden at være plump, kultiveret uden at være dannet, politisk uden at være radikal, og hans musik er på en måde som rene landbrugsprodukter – lige fra jorden, modnet af solen, vandet af regnen, absolut uden brug af myter eller andre giftstoffer og lige så mirakuløs for det.

Hans musik har brug for de store dramatiske stemmer, men i dag er de fleste dramatiske sangere fokuserede på at ende som Wagner-sangere med brynje og fletninger.

Den umiddelbarhed, Verdi kræver af sine stemmer, overlever ikke den romantiske skole, og naturligheden ryger fløjten. Også hos dirigenterne, der kræves at kunne dirigere både det ene og det andet.

Det vil altid være et spørgsmål om omstilling og specialisering, der kan lykkes mere eller mindre i messens forskellige slags musik, men lige netop med Verdi er der tale om en sound, der ikke længere er dyrket nok til, at vi har nogle rigtige repræsentanter for den eller bare et billede af den, og man kan tvivle på, at den nogensinde vil genopstå.

En af de sidste store Verdi-sopraner, Leontyne Price, fyldte 90 i sidste uge.

Mange sporadiske glæder

At bevæge sig væk fra legendariske pladeoptagelser og begive sig ind til en moderne koncertopførelse af Verdis Requiem kræver altså, at man på forhånd indstiller sig på, at det nok højst sporadisk vil være en stor oplevelse.

DR KoncertKoret og DR SymfoniOrkestrets opførelse under chefdirigent Fabio Luisi er ingen undtagelse.

Men når så det er sagt, kan man kun sige, at der netop var mange sporadiske glæder. Til Verdis store udtræk var koret forøget med BBC Singers, og solistholdet var et af de stærkere.

At lægge tre koncerter i træk og få dem alle udsolgt kræver et stort tillykke og giver jo et overordentligt positivt billede af, hvor mange publikummer DR kan trække. Så må stemmebåndene bløde, for det må for sangerne have været lidt af en maraton.

Fabio Luisi havde måske ikke hele orkesteret i sin hule hånd, i hvert fald syntes den vigtige messingblæsergruppe ikke helt tryg nok til at være overbevisende, og som det lød på balkonen, manglede der indimellem en stærk nok puls til det rytmiske element i musikken, men nogle gange kan dette også skyldes, at koncertsalen dybest set er et studie – langt fra Verdis ønske om kirkerummets overvældende, fysiske akustik.

Til gengæld kunne Luisi på en eller anden måde vifte musikken frem til fortissimo, altså uden større håndbevægelser, ligesom hans begyndelse var magisk og lige præcis så tilbagelænet og underskøn, som jeg nu for altid vil savne at høre den igen.

Insung Sim var måske det blegeste indslag med en ret så udramatisk, men velklingende bas, tenoren Giorgio Berrugi var et velkomment italiensk indslag og skal have anerkendelse for ved fredagens koncert at smide noderne under sin solo og give den hele armen og komme godt afsted med det.

Mezzosopran Olesya Petrova har en vidunderlig stemme og ikke mindst højde og var måske lige lovlig russisk eksotisk i sin klang, men god i ensemblerne med de andre sangere og til at give dramatisk bund.

Den norske sopran Lise Davidsen er intet mindre end et nyt fænomen. Så stor i skikkelse, at man tror, hun står op, når hun sidder ned. Bare 29 år og med en kæmpe stemme, hun allerede behersker fænomenalt.

Dog kan man endnu ikke høre, hvor hun vil hen, og en meget forståelig ungdommelig klang og tilgang prægede det ellers suverænt sungne parti. Hvis der ikke allerede stod fletninger og brynje parat, kunne man håbe på en ny Verdi-sanger. Potentialet er der i hvert fald.

DR Koncertsalen 9. – 11. februar 2017. Verdis ’Requiem’. DR SymfoniOrkestret. DR KoncertKoret. BBC Singers. Fabio Luisi, dirigent. Lise Davidsen, sopran. Olesya Petrova, mezzozopran. Giorgio Berrugi, tenor. Insung Sin, bas

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her