Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

20 år gammel feministisk roman er irriterende og eminent

Chris Kraus’ ’I Love Dick’ er stadig, tyve år efter udgivelsen, afsindig relevant og vigtig
Kultur
4. marts 2017
Mængden af henvisninger til marxistiske, strukturalistiske og feministiske tænkere og forfattere i Chris Kraus’ roman ’I love Dick’ er enorm og ofte irriterende, belærende og unødigt elitære, skriver Informations anmelder.

Mængden af henvisninger til marxistiske, strukturalistiske og feministiske tænkere og forfattere i Chris Kraus’ roman ’I love Dick’ er enorm og ofte irriterende, belærende og unødigt elitære, skriver Informations anmelder.

John Kelsey

Da amerikanske Chris Kraus’ roman I Love Dick udkom i 1997, blev den ikke synderligt bemærket. Et årti efter omtales den som »den vigtigste bog om mænd og kvinder i det 20 århundrede« i The Guardian, som »en grænsenedbrydende gamechanger« i The New Yorker og er i dag et absolut hovedværk inden for feministisk litteratur i USA.

Og nu – to årtier senere – udkommer romanen også på dansk i en aldeles fremragende oversættelse ved Louise Ardenfelt Ravnild. Det er sent, men på ingen måde for sent.

Aktivist og forfatter

Med Donald Trump som misogyn amerikansk præsident og forslag om abortforbud ikke alene USA, men også Polen, Rusland og adskillige andre steder, så er det svært ikke at bifalde enhver skrivende, protesterende og enerverende kvindelig stemme – i litteraturen såvel som på gaden.

Sådan én er Chris Kraus – både som aktivist og forfatter (herfra Kraus) og som romankarakter og fortæller i I Love Dick (herfra Chris). Romanen er som bekendt autofiktiv; ligesom Chris findes også Dick i virkeligheden. Og han skulle efter sigende have været stærk modstander af romanens udgivelse.

Men I Love Dick handler egentlig ikke om Dick. Den handler om den 39-årige eksperimentalfilmkunstner Chris og hendes fantasier om Dick. Hun lever i et sexløst, men kærligheds-, filosofi- og samtalemættet parforhold med Sylvère Lotringer, en 56-årig universitetslektor fra New York med kunstig hofte.

Da Chris forelsker sig hovedkluds i Sylvères yngre og »umådeligt intellektuelle« kollega Dick, en engelsk kulturkritiker på en sushibar i Pasadena, beslutter hun at skrive ham en roman bestående af kærlighedsbreve til ham. Hun indvier Sylvère i projektet, og de opsøger skiftevis Dick som en del af den fælles erotiske aktivitet, skrivearbejdet er blevet. Lige indtil – spoiler alert – Chris forlader Sylvère.

At blive til nogen

Mængden af henvisninger til marxistiske, strukturalistiske og feministiske tænkere og forfattere er enorm og ofte irriterende, belærende og unødigt elitær. 

Andre gange formår de akademiske ekskurser at berige læsningen; åbne værket op. Eksempelvis i en reference til den franske feminist Luce Irigarays tanke om, hvordan der ikke findes et kvindeligt subjekt i det eksisterende patriarkalske sprog, hvorfor Irigaray ifølge Chris ofte måtte ty til tårer i mangel af »kvindelige ord« i sine forelæsninger om Saussure på Columbia University.

Den manglende plads til et kvindeligt subjekt er i I Love Dick ikke bare et strukturalistisk og grammatisk motiv, der diskuteres på Ivy League-universiteter i 70’erne, men et gennemgående tema i romanen.

For Chris forsvinder i forholdet til Sylvère. Selv om de har besluttet sig for »at udfordre århundreders mandlig overlegenhed og pikvælde«, først i sengen og siden i deres professionelle og kunstneriske virker, så er det konsekvent Chris’ navn, der udelades på gæstelisterne. Hun betegnes som »Sylvéres ledsager«.

Før hun mødte Sylvère, var hun mærkelig og ensom, men sammen med Sylvère er hun ingen, beskrives det. På samme måde fornægter Dick hende. Han er simpelthen ikke interesseret, og han lever op til sin navn som køligt, kynisk og lettere afstumpet pikhoved. (Eller også er han faktisk nærmere et uforstående og stakkels offer for stalking?)

Når Dick en sjælden gang imellem besvarer Chris’ opkald og breve, så gør han det gennem Sylvère, ligesom han nægter at stave Chris’ navn korrekt – med C og ikke med K. Og tydeligere kan det næsten ikke siges: De ser ikke Chris. Hun findes ikke som navn og selvstændigt subjekt ved siden af dem.

Ærlighed anno 2017

Store dele af romanen er lige så irriterende, som den er eminent. Brevene er næsten for inderlige, udleverende, usikre og håbløst forelskede. Man mister som læser tålmodigheden et par gange undervejs.

For Chris er ikke en stærk, selvstændig kvinde. Det er ikke det, der gør hende til nogen. Hun er et nervevrag, en romantiker, en desillusioneret drømmer; hun er et sammensat subjekt, der skriver sig selv frem i al hendes selvmodsætning – og dermed ud af Dick og Sylvères blikke og definitioner. Og det bliver romanens største styrke og budskab. For som forfatter Kraus siger gennem Chris:

»Alene det, at kvinder taler, eksisterer, paradoksalt, uforklarligt, rapkæftet, selvdestruktivt, men frem for alt offentligt, er det mest revolutionerende i hele verden.«

Eller som karakteren Chris siger gennem David Rattray:

»Ærlighed i den størrelsesorden er en trussel mod al orden.«

Men er I Love Dick »en trussel mod al orden«? Er den, som The Guardian skrev »den vigtigste bog om mænd og kvinder«? Nej. Men den er en trussel mod nogle ordner, ligesom den er én vigtig bog for mange mænd og kvinder.

Jeg læser ikke I Love Dick som en bog, der vil sætte ord på, hvad det vil sige at være kvinde generelt, men som en bog, der vil sige noget om, hvad det vil sige at være Chris Kraus; en veluddannet, intellektuel, usikker, arrogant, økonomisk velstillet, hvid og heteroseksuel kvinde i år 1997. 

Partikulær

Der er mange kvinder, der ikke genkender sig selv i karakteren Chris og hendes trods alt temmelig privilegerede oprørsposition. Det gør ikke I Love Dick mindre oprørsk og vigtig, men det gør den partikulær.

Og det er for mig at se netop romanens force i en feministisk kontekst anno 2017. Der må insisteres – og gerne på Chris Kraus’ enerverende og kompromisløs ærlige vis – på definitionsretten til enhver erfaring, uanset hvor partikulær og specifik den måtte være. 

Den insisteren er vigtig i litteraturen og i verden, ligesom det er vigtigt ikke at almengøre specifikke erfaringer og de litterære værker, der giver krop til dem. For alle kvinder er ikke amerikanske, veluddannede, intellektuelle, hvide og heteroseksuelle Chris Kraus. 

’I love Dick’. Chris Kraus. Oversat af Louise Ardenfelt RavnildGyldendal. 204 sider. 225 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen M. Mollerup

Navlepilleri