Læsetid: 4 min.

713 sider senere er Paul McCartney stadig et uløst mysterium

Den engelske journalist Philip Norman har skrevet en ordentlig moppedreng om Paul McCartney, der loyalt refererer dennes liv og karriere uden at gøre et seriøst forsøg på at trænge ind i hans psyke endsige musikalske univers
Den person, der tegner sig et billede af i Normans bog om Paul McCartney, kan karakterises som en særdeles jordbunden og ukrukket personage, et udpræget familiemenneske, en utrættelig arbejdsnarkoman uden frygt for nye medier eller muligheder. Men meget klogere på McCartneys psyke og musikalske univers, bliver vi ikke

Den person, der tegner sig et billede af i Normans bog om Paul McCartney, kan karakterises som en særdeles jordbunden og ukrukket personage, et udpræget familiemenneske, en utrættelig arbejdsnarkoman uden frygt for nye medier eller muligheder. Men meget klogere på McCartneys psyke og musikalske univers, bliver vi ikke

Paul Ellis

22. marts 2017

Efter at have læst Philip Normans 713 sider lange biografi om Paul McCartney, kan jeg med sikkerhed sige, at meget klogere er jeg ikke blevet på hverken mandens psyke eller hans musik.

Jeg ved til gengæld en hel del om hans livsforløb, hans finanser, hans familieliv og ikke mindst hans korte stormomsuste ægteskab (2002-2006) med Heather Mills, et tabloidagtigt og rimelig mareridtsagtigt forløb om en vaskeægte mismatch. Også fordi Mills tilsyneladende er den eneste person på denne side af John Lennon, der for alvor har formået at ryste McCartney ud af hans joviale uforstyrrelighed.

Jeg skriver med vilje tilsyneladende, for der skal ikke herske tvivl om, at manden er såvel følsom som overfølsom samt ikke mindst præget af den selvlærte proletars mindreværdskomplekser overfor akademikere, kuratorer og klassisk skolede musikere. Hvad der paradoksalt nok så også er drivkraften i hans kreative motor.

Den altovervejende fornemmelse, bogen efterlader læseren med, er, at Paul McCartney med garanti indeholder en hel del mere end Norman formår at afdække. Og givetvis er en mere interessant personlighed, end den man møder i værket her. Men ham passer McCartney så altså rigtig godt på, og det forstår man sgu egentlig udmærket.

Jordbunden og ukrukket

Men den person, der tegner sig et billede af, kan karakterises som en i lyset af hans berømmelse og rigdom særdeles jordbunden og ukrukket personage, et udpræget familiemenneske, en utrættelig arbejdsnarkoman uden frygt for nye medier eller muligheder, en mand, der ikke glemmer sine rødder i den engelske arbejderklasse eller sine hengivne fans, selv om han i pressede situationer kan være kort for hovedet.

Med årene vænner han sig til at få sin vilje på de fleste af livets områder, uden at der går kejser Nero i den, men musikalsk savner han i afgørende situationer nogen, der tør sige ham imod.

Kun sangskrivningspartneren Elvis Costello i slutningen af 1980’erne og produceren Nigel Godrich i 2005 tør sige fra. Med strålende resultater, vel at mærke. Så lidt mere professionel modstand havde givetvis pyntet på det i øvrigt imponerende værk. Som vi i øvrigt hører alt for lidt om her.

Tog Lennons parti

Norman er en engelsk journalist, jævnaldrende med McCartney (de er begge midt i 70’erne), der har skrevet en række biografier, heriblandt ikke mindst Shout! The True Story of the Beatles, der udsendtes i 1981 i hælene på det meningsløse mord på John Lennon. Det var en af de første gennemresearchede bøger om bandet, og den blev genudgivet i revideret form i 1996.

Interessant var det, at Norman åbenlyst valgte side i den evigt pågående diskussion om, hvorvidt det er John Lennon eller Paul McCartney, der udgør gruppens kreative tyngdepunkt. Hans modvilje mod McCartney var stor, mens hans overvældende begejstring for Lennon grænsede til det kvalmende, hvad der i lange passager gjorde bogen næsten ulæselig.

Sidenhen har han skrevet to hagiografier af Lennon, samt mere traditionelle biografier om Buddy Holly, Rolling Stones, Elton John m.fl.

Det gør det interessant, at McCartney har givet Norman tilladelse om end ikke hjælp til nærværende værk. Hvilket igen betyder, at en række mennesker fra McCartneys inderkreds har indvilget i at tale med Norman, uden at der dog er kommet de store afslørende ting ud af det.

Paul McCartney var ifølge en enkelt navngiven kilde tilsyneladende ikke så glad for, at hans daværende hustru, Linda McCartney (som døde af cancer i 1998), i senfirserne begyndte at profilere sig som vegetarkogebogsforfatter, men ellers er det så som så med scoops.

Tværtimod virker det, som om inderkredsen respekterer hans trang til at holde kortene tæt til kroppen og derfor selv vælger at gøre det samme. Og finde nogen, der ikke bryder sig om ham eller har et regnskab at gøre op, lykkes altså ikke for Norman. Det antydes dog, at den mangeårige guitarist i Wings, Denny Laine (samt ikke mindst dennes tidligere hustru Jo Jo) skulle have mindre artige ting at fortælle. Det gør de så bare ikke.

Velbeskrevet

At Paul McCartney i sin tid var medlem af The Beatles, hører i den grad med til historien. I en sådan grad at noget i retning af 300 sider i bogen her omhandler netop denne periode, som vel i forvejen er en af ikke bare rockens, men vel nærmest den moderne kulturhistories grundigst beskrevne forløb, ja, Beatles-litteraturen kan i al sin mangfoldighed snildt fylde hylderne på et mindre provinsbibliotek.

Det skuffende ved bogen her er, at Norman ikke fyldestgørende formår at fortælle historien, som den må have taget sig ud fra McCartneys synsvinkel. Hvad der f.eks. gør Martin Scorseses dokumentarfilm om George Harrison, Living in a Material World (2012), så fascinerende, er netop, at sådan var forløbet ikke blevet fortalt før.

Her er det stort set bare et referat af noget, der er hørt til bevidstløshed før, og leder man efter nye vinkler på fænomenet og ikke mindst McCartneys rolle i gruppen, går man forgæves. Desværre.

Lækkert hår

Måske er det bare mig. Som yngre menneske var jeg overbevist om, at Lennon modsat McCartney var et geni. Og tilmed en langt mere interessant person.

Det sidstnævnte er givetvis rigtigt, hvis bogen her om McCartney udgør et troværdigt dokument. Modsat den komplekse, aggressive, selvhadende, misbrugende, politisk bevidste og citerbare Lennon fremstår McCartney anderledes ukompliceret og omgængelig, velfungerende og tjekket, ja, sød, sjov, sexet og charmerende. Og lækkert hår oveni.

Men som årene går bliver McCartneys musikalske talent (for nu ikke at sige geni!) mere og mere hørbart, og selv om han som få har stået til røvfuld hos kritikerne, er det forbløffende, hvor meget der er at hente i værket, også efter Beatles-årene. Det havde jeg så gerne hørt noget mere om.

Men musikken er nok det, der interesserer Norman mindst. Derfor er værket her absolut ikke sidste ord i sagen og henvender sig derfor kun til liebhavere.

Philip Norman: Paul McCartney. Oversat af Ebbe Rossander. 713 sider. People’s Press. Vejl. pris 399,95.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer