Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Amma Asante: Min film er én sandhed, den er ikke hele sandheden

Vi har mere tilfælles, end vi er forskellige, siger den britiske filminstruktør Amma Asante, der er biografaktuel med det politiske kærlighedsdrama ’Kærlighed kender ingen grænser’. Information har talt med hende om at være barn af Afrika og have mulighed for at fortælle sine egne historier
Den britiske filminstruktør Amma Asante taler med hovedrolleindehaver David Oyelowo under optagelserne til det politiske kærlighedsdrama ’Kærlighed kender ingen grænser’. Foto: UIP

Den britiske filminstruktør Amma Asante taler med hovedrolleindehaver David Oyelowo under optagelserne til det politiske kærlighedsdrama ’Kærlighed kender ingen grænser’. Foto: UIP

Kultur
17. marts 2017

Det er ikke kun et spørgsmål om at generobre sine egne historier ved at rive dem ud af hånden på andre. Det drejer sig snarere om at fortælle de samme historier fra andre synsvinkler og så dele dem med så mange mennesker som muligt. Ingen ejer nemlig historierne, og der findes ikke kun én sandhed.

Det mener den britiske filminstruktør Amma Asante, der er biografaktuel med det virkelighedsbaserede, historiske drama Kærlighed kender ingen grænser. Filmen foregår i slutningen af 1940’erne og handler om de storpolitiske og personlige komplikationer, det får, da Seretse Khama (David Oyelowo), arving til tronen i et britisk protektorat i Afrika, Bechuanaland – Botswana fra 1966 – forelsker sig i og vælger at gifte sig med en hvid kvinde, kontorassistenten Ruth Williams (Rosamund Pike).

Ikke nok med, at Seretses familie er imod forholdet, den britiske regering vil heller ikke have, at den sorte mand gifter sig med den hvide kvinde, da det vil støde briternes vigtige samarbejdspartnere i nabolandet Sydafrika, hvor apartheid er blevet indført, og snart bliver parrets kærlighed taget som gidsel i en tilsyneladende uløselig situation. Det var en historie, som Asante slet ikke kendte til, da hun af Oyelowo blev præsenteret for historikeren Susan Williams’ bog, Colour Bar: A United Kingdom, der ligger til grund for filmen.

»Mange sydafrikanere kender historien, men i England gør vi ikke, og som børn af Afrika synes både David og jeg, at vi bør vide mere om Seretse og Ruth og deres situation,« siger 47-årige Asante, da jeg taler med hende på filmfestivalen i Toronto. Hendes forældre kommer fra Ghana.

»Det er historien om en mand, der vælger at kæmpe for det, han opfatter som retfærdighed og retten til at elske den, han vælger at elske, og opholde sig i det land, han har lyst til at opholde sig i, mens han gør det. Når jeg skal i gang med en film, spørger jeg altid mig selv, hvad historien har at sige et almindeligt menneske, hvad enten man er sort eller hvid. I Kærlighed kender ingen grænser handler det om, hvorvidt man nogensinde har troet på noget, selv om alt var imod én. Selv om alle omkring én ikke troede på det. På hvilket tidspunkt beslutter man sig for at stå fast? På hvilket tidspunkt beslutter man sig for at give op?«

Blandede ægteskaber

Ligesom David Oyelowo lever Amma Asante i et blandet ægteskab – hendes mand er hvid og dansk – hvorfor hun også kunne sætte sig ind i de tanker og følelser, som Seretse og Ruth måtte have. Men, understreger hun, »ingen af os lever under de samme vilkår, som det par gjorde.

Men vi ved, at blandede ægteskaber ikke er så accepterede her i 2017, som vi godt kunne tænke os. Historien vækker genklang, fordi det i nogle kredse stadig er tabu. Samtidig var Seretse en afrikansk mand og leder, der ikke var en diktator, men sloges for noget positivt – for at forene sit land«.

Asante fortæller, at hendes forældres hjemland, vestafrikanske Ghana, var et af de første afrikanske lande syd for Sahara til at genvinde sin frihed, da de europæiske koloniherrer midt i det 20. århundrede begyndte at give slip på deres kolonier.

»Min far stod på Independence Square i Accra, da Guldkysten i 1957 blev til Ghana, og viftede med det første ghanesiske flag,« siger hun.

»Jeg får gåsehud, når jeg taler om ham, for han var i sandhed en vidunderlig mand, og mange af de meninger, jeg har, når det kommer til livet og det faktum, at vi har mere tilfælles, end vi er forskellige, kommer fra ham. Han troede på et Afrikas Forenede Stater. Da uafhængighedstanken begyndte at sprede sig i Afrika, mente nogle, at den eneste måde at opnå uafhængighed på, var ved at smide undertrykkerne helt ud. Afrika skulle kun være sort. Tanken om, at der kunne eksistere lighed, når der var hvide mennesker i samme land, troede nogle afrikanere ikke på. Men det gjorde min far.«

Og det gjorde Seretse.

»Det er vigtigt at forstå, at han var i stand til at føre sit land frem til uafhængighed og samtidig ... tolerere er ikke det rigtige ord, fordi det lyder, som om man udholder et eller andet, men han forstod at sætte pris på forskellighederne. Jeg vidste ikke, at der var en anden mand, som havde gjort det før Nelson Mandela. Og jeg vidste ikke, at der midt i diskussionerne omkring afrikansk uafhængighed i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne var et menneske, som takket være kærligheden til sin kone formåede at ændre et helt lands synspunkt og opfattelse af accept, tolerance og påskønnelse.«

Retten til historien

Det bringer os frem til spørgsmålet om, hvordan man som filminstruktør med afrikanske rødder kan generobre de sorte historier, som ellers i høj grad bliver fortalt af hvide filminstruktører.

»Vi lever i en tid, hvor vi har mulighed for at være i centrum af vores egne historier, i stedet for bare at observere eller være biroller i historier, der handler om os,« siger Amma Asante, hvis forrige film, Belle (2013), fortalte om en ung, sort kvinde og hendes hvide familie i 1700-tallets England.

»Men det drejer sig ikke om at tage historierne ud af hænderne på andre mennesker. Man kan altid diskutere forholdet mellem kunstneren og historien – hvem ejer den? Jeg tror ikke på, at nogen skal have lov til at eje historier. Min første film handlede om en gruppe teenagere, der voksede op i det sydlige Wales, og de var alle hvide. Jeg har aldrig selv boet i Wales. Jeg er ikke hvid. Jeg har ikke oplevet deres form for fattigdom. Men jeg ønsker ikke, at man siger til mig: ’Du er sort! Du kan ikke fortælle den historie.’ Vi kan komme med forskellige perspektiver og vinkler på en historie, så man som publikum har et spektrum af synsvinkler, man kan opleve Afrika igennem – opleve Irland og Tyskland igennem. Så det hele ikke stammer fra samme kilde, der skævvrider historien. Kærlighed kender ingen grænser er én sandhed, det er ikke hele sandheden. Det er altså i højere grad et spørgsmål om at dele end om at eje.«

Desuden er Asante drevet af kærlighed, og i sine film, både Belle og Kærlighed kender ingen grænser, prøver hun at balancere politik med mennesker og følelser.

»Jeg har oplevet min egen store kærlighedsaffære med min mand,« siger hun.

»Det interesserer mig, hvad det betyder at forelske sig i nogen og samtidig forelske sig i deres land. Det er en stor ting. Grunden til, at jeg valgte at basere Kærligheden kender ingen grænser på Susan Williams’ bog, var, at hun var i stand til at kombinere kompleks politik og stærk kærlighed. Jeg ville have, at filmen skulle være essensen af hendes bog.«

’Kærligheden kender ingen grænser’ kan ses i danske biografer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her