Læsetid: 4 min.

Ballade i middelklassen

Woody Allen laver sjov med sig selv og de politisk turbulente 1960’ere i sin første og formentlig eneste tv-serie – den mildt underholdende ’Crisis in Six Scenes’
Elaine May, Woody Allen og Miley Cyrus i Allens mildt underholdende tv-serie, ’Crisis in Six Scenes’. Foto: Amazon

Elaine May, Woody Allen og Miley Cyrus i Allens mildt underholdende tv-serie, ’Crisis in Six Scenes’. Foto: Amazon

13. marts 2017

Det er hårdt for en Woody Allen-fan(atiker) at skulle indrømme, men tv-serier er ikke den brillante, amerikanske instruktør og komikers force. Det beviser han med første – og åbenbart eneste – sæson af den Amazon-producerede komedieserie Crisis in Six Scenes, der nu kan ses på Amazon Prime også i Danmark.

Det er ikke, fordi den seks afsnit lange serie som sådan er dårlig – den er bestemt velskrevet og velspillet – blot er den ikke meget mere end mildt underholdende og samtidig så løs i koderne, at man fornemmer en instruktør, der ikke er vant til formatet og ikke formår at skabe samme fremdrift og energi i de enkelte afsnit, som han gør i sine film.

Snakkesaglige Crisis in Six Scenes, der foregår i de politisk turbulente 1960’ere, kan bedst beskrives som en blanding af Allens løsslupne krimifarce Manhattan Murder Mystery og periodestykket The Curse of the Jade Scorpion

Instruktøren spiller selv hovedrollen som den aldrende, obskure forfatter Sidney J. Munsinger, der drømmer om at blive lige så stor og anerkendt som J.D. Salinger – J’et i Sidneys navn står ikke for noget, men S.J. Munsinger lugter lidt af J.D. Salinger – og Elaine May spiller hans kone, parterapeuten Kay. 

Parret bor i et stille villakvarter uden for New York, og hos dem bor et par nære venners universitetsstuderende søn, Alan (John Magaro), der er forlovet med Ellie (Rachel Brosnahan).

Spinkelt skelet

Men en nat bryder den militante politiske aktivist Lennie Dale (Miley Cyrus) ind hos parret. Hun er på flugt fra politiet, og hun kender Kay, og meget mod Sidneys vilje får hun lov til at gemme sig hos ægteparret, indtil hun kan komme til Cuba. Og Lennie sætter ægteparrets stille liv på den anden ende og giver hypokonderen og neurotikeren Sidney noget at brokke sig over.

Ikke nok med at Lennie spiser al hans elskede mad, hun anklager ham også for at være et dovent borgerdyr, der bare nyder det gode liv i forstæderne, mens den amerikanske regering slår tusindvis af uskyldige mennesker ihjel i Vietnam. Hun fordrejer hovedet på Alan, og får Kay og hendes bogklub af pæne, ældre jødiske damer til at læse og citere Marx og formand Mao og tale om blodsudgydelse og civil ulydighed.

Det lyder vel alt sammen ret godt, når man læser om det, men de seks gange 23 minutter, som Crisis in Six Scenes varer, er alt for meget til den smule handling, der udgør seriens spinkle skelet. Det er da vældig morsomt at lytte til Lennie og Sidney diskutere politik, ikke mindst fordi de er så forskellige. Han er den pragmatiske middelklasseborger, der mener, at man gør, hvad man kan, når man stemmer. Problemet er, at han ikke stemmer.

Hun er den unge, idealistiske kvinde, der er så stålsat og urokkelig i sine meninger, at hun slet ikke formår at lytte til andre. Ovenikøbet får hun den ellers så fredelige Alan til at fremstille en bombe, der er nær ved at tage livet af ham.

Endelig er der noget urkomisk i at overvære en flok gamle damer diskutere Marx, Mao og radikal politik uden for alvor at fatte, hvad det handler om – og indimellem køre ud ad tangenter, der intet har med sagen at gøre.

De ufarlige 1960’ere

Crisis in Six Scenes er den lette og ufarlige skildring af de radikaliserede 1960’ere, hvor også Sorte Pantere og politifolk får lov til at blande sig i en stor omgang forvekslings- og sædekomedie, som selvfølgelig også knytter an til i dag og en eviggyldig diskussion om, hvad politisk engagement er, om målet nogensinde helliger midlet, om politisk og moralsk naivitet og om uvirksomhed og selvtilstrækkelighed i den intellektuelle del af middelklassen, ja, i middelklassen i det hele taget.

Tillige laver Woody Allen lidt sjov med sig selv og det faktum, at han jo selv, ligesom den fine forfatter, Sidney, forsøger sig med at lave en tv-serie for at blive mere kommercielt interessant.

Serien bliver på sin vis også, som Richard Brody sidste år observerede i The New Yorker, Allens kommentar til sit eget værk og en stille fascination af revolutionære skikkelsers mod og lidenskab, men en modvilje mod selv at gøre noget så voldsomt.

Men jeg tænker nu alligevel, at Crisis in Six Scenes ville have været meget mere stram og skarp i sin satire, var den blevet klippet sammen til en film på 80-90 minutter. Indimellem virker det, som om Allen træder vande i afsnittene, fordi han reelt ikke har historie nok til at fylde samtlige 140 minutter ud. Tv-serien er ikke et format, der passer ham.

Det gør så heller ikke noget, når han er så god til at lave film.

’Crisis in Six Scenes’ kan ses på Amazon Prime

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu