Læsetid: 4 min.

Belle er en moderne, feministisk heltinde

Meget er det samme i Disneys live action-genindspilning af deres 25 år gamle musical- og animationsklassiker, ’Skønheden og udyret’ – og så er den skræddersyet til et politisk bevidst biografpublikum
Belle (Emma Watson) danser med sit udyr (Dan Stevens) og Bill Condons ’Skønheden og udyret’.

Belle (Emma Watson) danser med sit udyr (Dan Stevens) og Bill Condons ’Skønheden og udyret’.

Walt Disney Studios Motion Pictures

17. marts 2017

Det er ikke, fordi jeg ikke kan forstå, hvorfor Disney i disse år grådigt kaster sig over egne animerede klassikere og forvandler dem til film med ’rigtige’ skuespillere i rollerne. Selskabet har allerede gjort det med Snehvide og Junglebogen, begge store økonomiske succeser, nu er der premiere på Skønheden og udyret, og snart kommer både Dumbo og Løvernes konge.

Det koster dem formentlig ikke lige så meget at genbruge historier, musik og sange, som hvis de skal skabe noget helt fra bunden. Desuden har de nye film et indbygget publikum i skikkelse af alle de mennesker, der er vokset op med de animerede forlæg, og hvis børn også vokser op med dem.

Deri ligger selvfølgelig også faren ved Disneys strategi: Mange af animationsfilmene er så elskede, at en stor del af det potentielle publikum står parat til at rive de nye versioner fra hinanden, hvis ikke de kan leve op til de gamle, ja, hvis ikke de endda er bedre.

Bedre end sin animerede søster er Bill Condons Skønheden og udyret ikke. Den er heller ikke lige så god. Men den er heldigvis heller ikke meget dårligere. I virkeligheden minder de to film en del om hinanden – Condon og hans enorme filmhold har klogt kalkeret mange af de bedste scener i animationsfilmen af – blot har Disney valgt at udvide historien lidt mere, give titlens skønhed, Belle, mere baghistorie, understrege den eviggyldige morale, tilføje scener og sange og i det hele taget skrue op for den visuelle lir.

Uvidenhed er en dyd

Bogormen Belle (Emma Watson, der synger udmærket, omend ikke prangende) er smuk, men også lidt af en særling, synes de indskrænkede beboere i hendes lille franske landsby, hvor selv skolelæreren sætter en ære i ikke at lære børnene at læse. Uvidenhed er en dyd, og derfor rynker man på næsen af Belle, når hun bevæger sig rundt i byen med næsen begravet i en bog.

Bredskulderede og ikke videre begavede Gaston (Luke Evans, der morer med at spille en rigtig frikadelle) synes dog, at Belle er interessant, men det skyldes kun, at hun i modsætning til byens øvrige skønne, unge piger, ikke frivilligt kaster sig for hans fødder. Hun er en udfordring, fordi hun afviser ham – hele tiden og med tydelig afsky.

Men så er det, at Belles opfinderfar, Maurice (Kevin Kline), farer vild i skoven og ender som fange på det brutale udyrs (Dan Stevens i cgi-makeup) slot. For at redde faren indvilger Belle i at tage hans plads som udyrets fange, og langsomt – og med det fortryllede slotspersonales hjælp (stemmer af blandt andre Ewan McGregor, Emma Thompson, Ian McKellen) – begynder de to at nærme sig hinanden.

Det viser sig, at udyret er en forhekset prins, og at det er kun ægte kærlighed, der kan redde ham og resten af slottes beboere, der er forvandlet til møbler og service, fra en troldkvindes forbandelse. Spørgsmålet er dog, om man kan elske et udyr. Og hvad siger landsbyboerne til Maurices uhyggelige historier om det udyr, der har fanget hans datter?

En moderne film

Kender man den animerede udgave af Skønheden og udyret, er det svært at frigøre sig fra, hvor overflødig, Bill Condons film på flere måder er. Det er jo ikke, fordi han og manuskriptforfatterne ligefrem forsøger sig med en radikal nyfortolkning af det klassiske, franske eventyr, der ligger bag, og som sagt er mange scener nærmest direkte kopier af scener i originalen.

Filmen er bestemt flot, men det klinger en smule hult, når der skrues så meget op for effekterne, som der gør. Den berømte balsalsscene, der var så betagende i sin animerede udgave, og hvor Belle og udyret danser, er nu endnu mere naturlovsophævende, mens Belles første møde med slottets levende indbo ligner noget, som Busby Berkeley kunne have fundet på i en af sine symmetriske musicals for 80 år siden.

Det er lagkage med lagkage på og så en ordentlig klat flødeskum på toppen til sidst.

Omvendt er Skønheden og udyret ofte meget morsom, og filmen fortæller en vigtig og betimelig historie, der er som skræddersyet til et politisk bevidst publikum: Belle har flere ben i næsen end tidligere, en ægte feministisk heltinde, og der sættes en tryk streg under landsbyboernes xenofobi og intolerance og det sympatiske budskab om, at det er det indre, der tæller, ikke det ydre.

LeFou (Josh Gad giver den hele armen), Gastons tro følgesvend, er Disney-historiens første homoseksuelle figur – hvilket allerede har vakt en vis opsigt – og på rollelisten er adskillige skuespillere med en anden hudfarve end hvid.

Så selv om den foregår for flere hundrede år siden, er Skønheden og udyret en ganske moderne film, der – ligesom de fleste andre Disney-film – afspejler den tid, den er lavet i. For min skyld havde man ikke behøvet at skrue op på 11, men lykkes det at fange og udvide horisonten hos et stort, ungt publikum af alle køn, tilgiver jeg det gerne.

’Skønheden og udyret’. Instruktion: Bill Condon. Manuskript: Stephen Chbosky og Evan Spiliotopoulos. Amerikansk (Biografer verden over og i Danmark både i en originalversion og en eftersynkroniseret version)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu