Læsetid 4 min.

Her bor ømme kærlighedserklæringer dør om dør med sort snot

I sin tredje digtsamling retter Julie Sten-Knudsen blikket udad i en smuk undersøgelse af de aftryk, vi sætter på vores omgivelser og hinanden
I Julie Sten-Knudsens nye digtsamling ’Spor efter fugle’ rendyrker hun sin sans for at betragte og undersøge sanseerfaringer, som er så uspektakulære, at de er i fare for at blive til ikke-erfaringer. Den nye bog fokuserer på de små og store aftryk, vi sætter i vores omgivelser og i hinanden.

I Julie Sten-Knudsens nye digtsamling ’Spor efter fugle’ rendyrker hun sin sans for at betragte og undersøge sanseerfaringer, som er så uspektakulære, at de er i fare for at blive til ikke-erfaringer. Den nye bog fokuserer på de små og store aftryk, vi sætter i vores omgivelser og i hinanden.

Tor Birk Trads
25. marts 2017

I sin forrige bog, Atlanterhavet vokser, høstede Julie Sten-Knudsen fortjente roser for at give en hverdagsdanskers kropslige oplevelse af ’hvidhed’ præcis sproglig form.

Det gjorde hun i en serie digte om børnehavens hudfarvede tus. Digtene handlede også om erfaringen af at vokse op med en halvsøster, hvis far var afrikaner, og dele alt, undtagen netop de kropslige erfaringer knyttet til hudfarven og ikke mindst omverdens reaktioner på den.

Som de fleste nok husker fra den såkaldte ’hvidhedsdebat’, der dengang huserede, og hvis ikke, så fra det nylige stormvejr om Christina Hagens Jungle, så er der som oftest kort fra gnist til eksplosion i debatter om identitet og usynlige privilegier.

Her udmærkede Julie Sten-Knudsens digte sig ved deres nuancering og præcision og den dæmpethed, hvormed de lukkede op for kropsligheden af nogle erfaringer, som har tendens til at blive beskrevet alene som et fravær af kropslig erfaring med f.eks. diskrimination eller til at blive lukket inde i en sort boks med prædikatet ’almindelig’ udenpå.

Små og store aftryk

I Sten-Knudsens nye digtsamling Spor efter fugle rendyrker hun denne sans for at betragte og undersøge sanseerfaringer, som er så uspektakulære, at de er i fare for at blive til ikke-erfaringer. Det direkte identitetsundersøgende er trængt i baggrunden i den nye bog, som fokuserer på de små og store aftryk, vi sætter i vores omgivelser og i hinanden.

Jeget er stadig det filter, verden betragtes igennem, men falder også ind i et vi, som både kan dække over en sensibel tosomhedserfaring og andre, mere midlertidige, udsigelsesfællesskaber. Eller det falder helt ud af teksten, f.eks. når den hengiver sig til omhyggelig, sprød registrering af varierede kulturlandskaber:

»brændenælder i vejkanten/et flag der vajer fra en bygning/en grå himmel. snebær, pink/enkelte fugleskrig og fjern trafikstøj/en aflang stilhed har bredt sig ud i byen.«

Jeg er glad for Sten-Knudsens tilbagetrukne poetiske stil. De sproglige billeder som i det nys citerede er så umarkerede, at man oftest næsten ikke opdager dem. Samtidig står hun ved sin egen poetiskhed ved nænsomt, men stramt, at forme et let forfinet dagligsprog i korte, knækkede linjer. 

Uprætentiøs og rummelig

I stedet for at insistere demonstrativt på at give hverdagserfaringerne en sjasket hverdagssproglig dragt peger digtene diskret på deres egen poetiske indramning som uprætentiøs og rummelig.

Skønheden materialiserer sig i enhver skala, og der kan digtes om den. Og om så meget andet, må jeg straks tilføje, for Sten-Knudsens bevægelse mod det uanselige indebærer intet idylbyggeri. Det ’infra-ordinære’, som George Perec kaldte det, er hverken smukkere eller mere fantastisk end så meget andet, her bor ømme kærlighedserklæringer dør om dør med sort snot.

Og præcis som med hvidhedserfaringen indrammer digtene oplevelser, som er vigtige at få syn på. Punkter, hvorfra vi kan begynde at tale om den måde, vi er i verden på. Som f.eks. frustrationen over hvor åndssvagt det falder ud, da jeget vil være imødekommende over for en flygtning:

»welcome to denmark, siger jeg til manden/ på sædet overfor, men fortryder med det samme/ det lød alt for storslået. som om jeg pludselig/ kunne repræsentere mit land/ vi nærmer os hovedbanegården/ han har lige spurgt om det er her han skal skifte/ for at komme til sandholm. før sad han og sov/ jeg ville ønske at jeg var begyndt et andet sted/ jeg kunne have fortalt ham hvor jeg var på vej hen/ jeg kunne have spurgt om han var sulten eller tørstig/ vi sidder tavse og kigger ud ad vinduet/ mens toget kører ind til perronen.«

Digtene formidler bevidstheden om at være indskrevet i sammenhænge, som konstant kan spændes op mod hinanden med lammende effekt. At gå til bogreceptioner og øjeblikket efter læse i avisen, hvordan en gammel ven vejleder tunesiske fiskere i at bjærge druknede flygtninges lig etisk og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Hvilke »retningslinjer for vand« kan gælde, både for det vand, som lukker sig over druknende kroppe, og det vand, som i et senere digt sætter et umærkeligt kalkspor i en vindueskarm? Det er en svagt resigneret position, som tegnes op, men mest fordi den skriver sig fri af den antropocentriske selvovervurdering, som komisk udstilles, da en kvinde, nys belært om træers anlæg for erindring og kommunikation, gribes af frelsertrang:

»men hvad så med mig(…) hvad kan jeg gøre for at hjælpe træerne (…) forstmanden siger: jeg er ikke sikker på/at vi mennesker har noget at give træerne/bortset fra at omgås dem lidt mere nænsomt.«

Kan vi gøre så meget andet end at opføre os rimelig tænksomt og nænsomt over for hinanden og over for naturen og alt det, der ligner? I Spor efter fugle leverer Julie Sten-Knudsen i hvert fald en beskeden, men smuk undersøgelse af de former, det kan tage.

’Spor efter fugle’. Julie Sten-Knudsen. Gyldendal. 72 sider. 200 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu