Læsetid: 4 min.

Her bor ømme kærlighedserklæringer dør om dør med sort snot

I sin tredje digtsamling retter Julie Sten-Knudsen blikket udad i en smuk undersøgelse af de aftryk, vi sætter på vores omgivelser og hinanden
I Julie Sten-Knudsens nye digtsamling ’Spor efter fugle’ rendyrker hun sin sans for at betragte og undersøge sanseerfaringer, som er så uspektakulære, at de er i fare for at blive til ikke-erfaringer. Den nye bog fokuserer på de små og store aftryk, vi sætter i vores omgivelser og i hinanden.

I Julie Sten-Knudsens nye digtsamling ’Spor efter fugle’ rendyrker hun sin sans for at betragte og undersøge sanseerfaringer, som er så uspektakulære, at de er i fare for at blive til ikke-erfaringer. Den nye bog fokuserer på de små og store aftryk, vi sætter i vores omgivelser og i hinanden.

Tor Birk Trads

25. marts 2017

I sin forrige bog, Atlanterhavet vokser, høstede Julie Sten-Knudsen fortjente roser for at give en hverdagsdanskers kropslige oplevelse af ’hvidhed’ præcis sproglig form.

Det gjorde hun i en serie digte om børnehavens hudfarvede tus. Digtene handlede også om erfaringen af at vokse op med en halvsøster, hvis far var afrikaner, og dele alt, undtagen netop de kropslige erfaringer knyttet til hudfarven og ikke mindst omverdens reaktioner på den.

Som de fleste nok husker fra den såkaldte ’hvidhedsdebat’, der dengang huserede, og hvis ikke, så fra det nylige stormvejr om Christina Hagens Jungle, så er der som oftest kort fra gnist til eksplosion i debatter om identitet og usynlige privilegier.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu