Nogle gange kan novellerne i en samling danne en mosaik eller et mønster. I Caroline Albertine Minors nye, stilfærdigt fremragende bog Velsignelser er de mere som pindene i et mikadospil.
Nogle ligger på kryds, man kan ikke læse den ene, uden at det påvirker den anden, andre strejfer bare lige hinanden, enkelte ligger helt for sig.
Uanset hvad handler de nærmest alle sammen om sorg og tab – om sorgen som tab og som gåde – og tit også om unge mødre, der er alene med deres børn. Det er en bog om at være i tyverne, men egentlig ikke en bog om at være ung. Eller måske en bog om at være ung på en anderledes, indforstået, næsten stillestående måde.
Cirka halvdelen af novellerne berører på den ene eller den anden måde den danske pige Anso, der helt uforklarligt begår selvmord, mens hun er nanny i Australien.
I »Glem Archie Pey« har hendes mor Gedske fået tilsendt en mailkorrespondance fra Australien, åbenbart havde hendes datter en affære dernede. I »Flügel des Lebens« er korrespondancen nået frem til Fransciska, Ansos barndomsveninde, som har sin egen følelse af tomhed at slås med.
Så prøver hun at fylde hullet fra en sorg, hun ikke rigtig kan forstå – det er alligevel lang tid siden, hun og Anso var tætte – med insisterende sex med to østrigske udvekslingsstuderende. Mailene fra Anso når hun ikke frem til før til allersidst. Vi læsere hører ikke om deres indhold.
I bogens sidste novelle, »Anso får det sidste ord«, er Anso selv fortæller – vi hører om hendes begejstring for en noget ældre, australsk elsker, der bag om ryggen på hende virker ret ubehagelig.
Ikke at det bringer os, læserne, nærmere den gåde, hendes selvmord er, men det skaber billeder så selvfølgelige og overraskende som dette:
»Archie lukker sit bælte og ser på mig, som om jeg er en kartoffel, der i al hemmelighed og i ly af mørket er begyndt at spire, spørger, om jeg ikke skal i bad? Om jeg ikke føler mig beskidt?«
Uanstrengt godt
Det kan ellers være svært at forklare, hvad det er ved Velsignelser, der gør dens noveller så gode. Scene for scene og sætning for sætning skriver Caroline Albertine Minor imponerende sikkert, men især skriver hun helt upåfaldende og uanstrengt. Det er, som om stilen forbliver klar hele tiden. Selv de mest overraskende metaforer peger hen mod de situationer, de skal betegne, snarere end at gøre opmærksom på sig selv.
Det er, som om der løber en svag, knitrende elektricitet bag de mest almindelige sætninger i denne bog, som om fortællingerne er strømførende og diskrete på samme tid. Her i en passage fra den næsten ubærlige »Sorgens have«, hvor jegfortælleren Caroline må leve videre, efter at hendes kæreste har fået en alvorlig hjerneskade:
»I lang tid efter ulykken kunne M. ikke genkalde sig vores søns fødsel. Fortiden kom til ham i glimt, og jeg gjorde, hvad jeg kunne for at holde fast i, forbinde og udvide hans øer af klarhed. Mit håb var, at der i ham ville opstå en kyststrækning af minder tilsvarende den, der fandtes i mig. Jeg beskrev udpluk fra vores liv sammen i detaljer. Det sidste skænderi, hvad vi plejede at få til aftensmad, mønstret på vores sengetøj og rutinerne omkring plejen af barnet. Den serie, vi var i gang med at se.«
Den kyststrækning er smuk og sørgelig. Samtidig er der – her og i resten af Velsignelser – noget omhyggeligt, roligt, næsten melankolsk over stilen. De skynder sig aldrig, fortællerne, prosaen japper ikke af sted. På den anden side er Caroline Albertine Minor ikke bange for at efterlade afgørende øjeblikke uden forklaring.
I det hele taget er disse noveller ikke særligt optagede af at forklare sine skikkelser. De vil hellere fremstille dem i deres på en gang rolige og retningsløse liv.
Sex og begær
Eller, retningsløse. Det er mere præcist at sige, at skikkelserne i Velsignelser er fyldt med et ulmende liv, men at de ligesom prosaens stil samtidig har noget afklaret over sig. Selv når det går dem allerværst, virker det som om, de hviler i sig selv. Caroline fra »Sorgens have« erklærer undervejs:
»Vi var uden for verden, det var en simpel tid. Jeg havde ingen forventninger til dagene.«
Den stemning løber gennem hele bogen. Den betegner både bogens portræt af sorgens rum og er, måske, del af et generationsportræt. Den fremstilles som en generationsstemning.
Den genfindes i al fald i bogens indledende og længste novelle, der lader den unge Helena rejse til Sydfrankrig. Hendes fjerne lægefar har boet dernede i ti år, men har nu fået en blodprop. Så finder hun et liv der.
Og i bogens titelnovelle har Therese fået barn med Danny, men har også haft en affære med hans afdøde ven Aron. Nu befinder de sig i et sommerhus ved vestkysten, Danny skal arbejde på en byggeplads med sin ven Timothy. Så må dagene gå der.
Det er i øvrigt en anden stor kvalitet i Velsignelser: Den skriver om sex og begær, så det bliver en naturlig og rodet del af tilværelsen, uden at skulle være en nøgle til forståelsen af disse skikkelser og deres fortællinger. Det er bare en del af det ulmende liv.
Hvad mere? Det er svært og fjollet at spå om, hvorvidt en bog bliver et hovedværk i sin generations litteratur, så det vil jeg lade være med.
’Velsignelser’. Caroline Albertine Minor. Rosinante. 240 sider. 225 kroner.
