Rum 37 spiller en tung og alvorlig rock, der gerne vil tages seriøst. Det kan næsten ikke være anderledes, eftersom gruppens trommeslager, Mikkel Lumbye, døde under indspilningerne, kun 37 år gammel.
Det betyder, at albummet Guldstol mod yderste kaj har fået karakter af et stykke sorgarbejde, og man kan som lytter ikke forblive upåvirket af den stemning af tab og smerte, der hviler over albummets 11 velturnerede sange, som uden skygge af pop stille og roligt lister sig ind på lytteren.
Det er på ingen måde nyskabende, til gengæld intelligent og veludført rockmusik i den stille ende. I forhold til debuten Mellem rum, der kom for fem år siden, er der sket en lykkelig udvikling mod noget mere personligt og inspirerende.
Det er en enkel og renfærdig rockmusik, ensemblet byder på. I stil med det, man engang kaldte alternativ rock, hvilket blot betyder, at der ikke fedtes for nogen, og chancen for at blive spillet i radioen er lig nul.
Inspirationen fra svenske Kent er ikke til at komme udenom, men materialet besidder karakter nok til, at pastichestadiet er et overstået kapitel. Albumformen passer Rum 37 perfekt, sangene besidder en personlig og konsekvent lavmælt tone, det er både eftertænksomt og melankolsk uden at blive knugende eller nedslående. Guldstol mod yderste kaj ejer dybde og substans
Også Jonas Breum opfatter musikken som et kunstnerisk udtryk og hans tredje soloalbum, Endelig fri, er da også helt oppe på de eksistentielle nagler. Eller helt nede, om man vil.
Det er en dyster omgang dødspop, der møder lytteren, hvilket ikke er så sært, sammenhængen betragtet. Sangene bygger på en række henrettede fangers sidste ord, som Breum fandt i et arkiv på nettet, postet af Texas Department of Justice.
Forventede Breum vrede eller sorg, blev han overrasket, for i stedet mødte han afklaring, anger og ønske om forsoning. Som der står i pressematerialet: »At læse fangernes last statements var som at åbne en salmebog, hvor musikken endnu ikke var skrevet.« Han ventede klogelig nok med at læse om de forbrydelser, de dømte skulle henrettes for, til han havde skrevet sangene: »Jeg havde nær kastet op; også i mig vågner trangen til at dømme hårdt,« som han tilføjer.
Et hemmeligt våben
Men at sætte musik til disse afskedsreplikker er, præcis hvad Breum har gjort. Samt oversat dem til et fuldstændig nøgent dansk. Vi befinder os på alle måder hinsides ondt og godt, der hvor afslutningen på eksistensen er såvel uafvendelig som lige op over.
Resultatet er i sagens natur lavmælt, men ikke mindre hjerteskærende af den grund. Eller måske netop derfor.
Klangligt minder det om John Lennons allermest nedbarberede soloudgivelser, med den sære badeværelsesrumklang og en klaverlyd, som spilledes det i en forladt lagerhal af beton. Breum spiller selv alle instrumenter på nær trommer, og over projektet hænger en uomgængelig fornemmelse af det gamle 1980’er-buzzword, ’indre nødvendighed’.
Man går ikke uberørt fra Endelig fri, men det er bestemt også meningen. Det er smukt, gribende og gåsehudsfremkaldende: »nu ved jeg lidt/ om lidt ved jeg lidt mere …« For helvede da.
Musikalsk er der mere schwung over tingene hos kvartetten Den Fjerde Væg, selvom bandet næppe kan kaldes mainstream, heller ikke her på gruppens tredje album, Jeg giver slip hvis du giver slip. Udtrykket har dog en poppet kant om end ikke lige af den slags, der giver adgang til radioen, men flair for det indbydende melodiske ejer gruppen bestemt.
Der trækkes fra sang til sang på diverse moderne genrer, berøringsangst er her ingen af, ind i mellem savnes lidt mere fokus, men skidtet swinger og bindes flot sammen af de to højspændte leadvokalister, Lasse Aagaard og Rune Risager, der endvidere betjener keyboards og guitar.
Mere end flot støttet af en effektiv no-nonsens rytmegruppe, bestående af bassist Andreas Lassithiotakis og ikke mindst Mikael Nørlund, gruppens hemmelige våben.
Pladen er gennemproduceret på den fede måde, et trip i høretelefoner og en fest i et par gode højtalere, men hvad der løfter Den Fjerde Væg op over mængden, er den omhyggelighed, der lægges i sangskrivning og arrangementer.
Teksterne omhandler savn, tillid, nærhed, afsked, ja, menneskelige relationer på kryds og tværs og kunne måske godt både strammes lidt op og sigte mod en større præcision i udtrykket, der indimellem tangerer det vævende abstrakte.
Ikke desto mindre besidder sangene overall en sproglig flair, man ikke ofte møder i den dansksprogede ende af musikken, og at der tages nogle chancer samt udvises tillid til lytterens intelligens, kan kun bifaldes.
Alt i alt nok lidt for skævt og egensindigt til det store gennembrud, til gengæld både originalt og finurligt nok til, at man med fornøjelse følger bandet hele vejen til endestationen.
Rum 37: ’Guldstol mod yderste kaj’ (Target) Er udkommet.
Jonas Breum: ’Endelig fri’ (Eget selskab) Er udkommet.
Den Fjerde Væg: ’Jeg giver slip hvis du giver slip’ (Sony Music) Er udkommet
