Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Discoens mesterstykke som rendyrket underholdning

Musicalversionen af filmklassikeren ’Saturday Night Fever’ er et sådant festfyrværkeri af discomusik, sang og dans, at den pauvre dramaturgi (næsten) glemmes
Silas Holst, der spiller rollen som Tony Manero i den nyklassiske ’Saturday Night Fever’, danser ifølge Informations anmelder som en drøm. Foto: Jan Unger/Polfoto

Silas Holst, der spiller rollen som Tony Manero i den nyklassiske ’Saturday Night Fever’, danser ifølge Informations anmelder som en drøm. Foto: Jan Unger/Polfoto

Kultur
24. marts 2017

Filmforlægget har efterhånden 40 år på bagen og musicalen næsten tyve, så det er så som så med aktualiteten, selvom teaterversionen altså først får dansk premiere nu.

Til gengæld lyder musikken til den nyklassiske Saturday Night Fever stadig iltert indbydende og ikke mindst forbløffende frisk, hvad De er velkommen til at afprøve ved næste fest for venner og familie.

»Stayin’ Alive«, »Night Fever«, »Jive Talkin« og »How Deep Is Your Love« som er skrevet og sunget af de tre brødre, der udgjorde Bee Gees, har alle med god grund opnået klassikerstatus. Mere melodisk indbydende og labert arrangeret dansemusik skal man lede længe efter, og sammen med en stribe af discoens andre klassikere udgør de kernen i nærværende version.

Den bliver bestemt ikke dårligere af at komme i hænderne på en flok dygtige musikere, som fx dem, der under ledelse af Joakim Pedersen er indforskrevet til den aktuelle danske opsætning af musicalen i Falconer Salen, for føj, hvor det dog swinger.

Her tør man tale om en spilleglæde, der forplanter sig helt ned på bagerste række. Som det sig hør og bør, eftersom musikken naturligvis er det primære, og der skal ikke herske tvivl om, at øjne og ører forkæles af denne opsætning, som sprudler af musikalsk overskud og en smittende danseglæde, som ind i mellem gør det svært at sidde stille, ja mor og datter-parret ved min side var da også jævnligt på vej op ad stolene for at deltage i løjerne.

Og naturligvis kommer folk langvejs fra for at se Silas Holst i den altoverskyggende hovedrolle som Tony Manero (filmrollen, der gjorde John Travolta til stjerne), knægten fra de beskedne kår og den konfliktfyldte indvandrerfamilie, som fanget i et udsigtsløst job kun lever for lørdag aften, hvor han kan give den gas på det lokale diskotek og til overmål demonstrere sine uforlignelige evner som danser.

Og det samme kan siges om Holst, han danser som en drøm, og så har han noget af den der aura, der gør det svært at holde øjnene fra ham. Han synger også helt hæderligt og er blevet så god til det med replikker, at han ubesværet fylder såvel rollen som scenen ud.

Desværre kan det samme ikke helt siges om hans to modspillere, Christine Astrid som Annette, der elsker Tony, og Amalie Dollerup som Stephanie Mangano, der er pigen, Tony elsker. Som dansere går det fint for dem begge, det ligger til gengæld tungere, hvad angår replikkens ædle kunst, især tangerer Dollerup det amatøragtige med sin manglende sans for dynamik og timing.

Til gengæld ligner Emil Birk Hartmann i rollen som Double J en af fyrene i Tonys slæng, et stortalent i svøb. Den mand kan danse røven ud af bukserne på de fleste, hvilket siger ikke så lidt, det høje niveau på dansegulvet taget i betragtning.

Forpustet

Der synges og danses nemlig af ensemblet, så det driver ned ad væggene, og koreografien er flot og effektiv, ja, de drabelige dansescener fra diskoteket fungerer upåklageligt.

Eneste anke er en konsekvent hårdhed i bevægelserne, en tendens til at fremhæve discoens staccatoagtige karakter på bekostning af dens blødere og mere sensuelle side, hvilket formodes at være et bevidst valg, men alligevel. Det handler jo om sex, for crying out loud. Hvad den grasserende og gyselige 70’er-mode, der møder ens blik, godt kan få en til at glemme, for sikke dog noget kluns vi stadsede os ud i.

Dramaturgisk er svagheden, at musicalen vil have så meget af filmens handling med, at utallige sceneskift (især i første akt) gør det til en lidt forpustet forestilling. Det afhjælpes en smule af en imponerende flot scenografi, der gør de bratte overgange mere spiselige.

Stykket formår heller ikke på samme måde som forlægget at nuancere den udsigtsløshed, figurerne lever i og opererer med, idet meget af konfliktstoffet (race- og narkoproblemer, social udsathed, vold) simpelthen er skrevet ud.

Tilbage står man med et stykke (vellykket) underholdning, der tilmed tillader sig en happy ending. Man kan som bekendt ikke få alt, heller ikke i teatret, men i sidste ende får man da ret god valuta for pengene.

'Saturday Night Fever'. Instruktør: Anders Lundorph. Koreograf: Tim Zimmerman. Medvirkende: Silas Holst, Amalie Dollerup, Christine Astrid m.fl. Falconér Salen. Spiller frem til 29. april

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her