Læsetid 4 min.

Drømmen om at flyve

’Drengen der ville være vægtløs’ på Aalborg Teater er en vidunderligt morsom og barsk historie om nørden, der ønsker sig væk fra sit klaustrofobiske provinshul. Med Ena Spottag som eminent mønsterbryder
Ena Spottag fascinerer med sin nørdede firskårenhed under 1980’er-brillerne i rollen som ’Drengen der ville være vægtløs’ på Aalborg Teater, hvor Hanne Windfeld sjokker rundt i lyserød badekåbe i baggrunden og får publikum til at gyse over sine ulækre løgne.

Ena Spottag fascinerer med sin nørdede firskårenhed under 1980’er-brillerne i rollen som ’Drengen der ville være vægtløs’ på Aalborg Teater, hvor Hanne Windfeld sjokker rundt i lyserød badekåbe i baggrunden og får publikum til at gyse over sine ulækre løgne.

Lars Horn
3. marts 2017

Hvad gør man egentlig, når man er født ind i den forkerte familie det helt forkerte sted? Det er den fortælling, som Thomas Markmann har givet sig i kast med i sit nye stykke Drengen der ville være vægtløs.

Tiden er midten af 1980’erne, stedet er en by i provinsen - og hovedpersonen er en dreng, der er klassens nørd og moderens bekymring. Ikke mindst nu, hvor faderen lige er død, og det er drengen, der skal forsørge familien.

Selv har denne nørdede René det strålende, hvis altså bare han får lov til at dyrke sin uhæmmede interesse for astronomi. Men det kan kun ske i det skjulte, for han er blevet tvunget til at tage en læreplads som blikkenslager, og hans venner opsøger ham hele tiden, fordi de har gang i noget kluntet kriminalitet, som de forsøger at få ham med i.

I sådan en situation er det svært at få fortalt verden, at man meget hellere vil til storbyen og læse astrofysik – og en dag selv tage plads i et rumskib og flyve af sted.

Ribbet parcelhus

Klaustrofobien er maksimal. Det har scenografen Christian Albrechtsen fint fanget i sin nedslidte dekoration, der ligner et nedrivningsklart parcelhus, der er parteret og sat det direkte ind på scenen.

Alt er plettet og beskidt og sørgeligt – kun de højblå fliser i badeværelset skinner stadig. Det er virkelig et sted, der er ribbet for enhver drøm. Men alligevel formår denne René at fantasere sig langt væk og ud i universet, så tilskueren også pludselig kan få øje på alle stjernerne.

Instruktøren Nicolei Faber har iscenesat med en realisme, der er fuldstændig afvæbnende. Skuespillerne siger deres desperationsreplikker uden snerten af falskhed. Når Nanna Skaarup Voss vælter ind på scenen med højt hår og frisørdrømme, så optræder hun virkelig som blondinedronningen af byen.

Og når Jakob Hannibal kommer ind med svedige hænder og varme varer i sin sportstaske, så har hans stemme netop den kortsigtede teenageklang af dårlige valg, som styrer dette Underdanmark.

Grin og kvalme

Henrik Weel spiller morsomt og præcist den voksne udefra, der hurtigt ser muligheden for at score enken – og måske rette op på den utilpassede dreng.

Og Hanne Windfeld triumferer i rollen som moderen, der hele tiden klynker om drengens svigt. Hanne Windfeld er en forrygende karakterskuespiller. Hun har en ublu komik, som får folk til at gispe. Når hun sjokker ind i lyserød morgenkåbe og slaskede trusser, som hun trækker ned i for at anbringe sine stikpiller på rette sted, er folk lige ved at brække sig – både af grin og af kvalme. Samtidig viser hun et troværdigt overleverrepertoire af hypokonderreplikker og elskerindetricks. Det er gennemført uforfængeligt skuespil i al sin gru.

Big Bang-macho

Men forestillingen står og falder naturligvis med denne René, der ved alt om galakserne og lysets hastighed - og om menneskekroppens overlevelsesevne et sted mellem her og Mars.

Ena Spottag spiller drengen med en næsten rystende autoritet. Hun gør sig selv helt firskåren, når hun læser op af sin elskede bog om ’Big Bang’ – og hun vælter grovmotorisk rundt i sit blå kansas-arbejdstøj med en uvilje, der er totalt macho.

Men inde bag de dråbeformede 80’er-briller transformerer denne klassens tykke dreng sig til et væsen, der lærer sig selv at flyve. Og pludselig kan tilskueren se, hvordan denne store krop tilsyneladende kan lette, alene på viljen og drømmen om at svæve.

I modsætning til de andre åh, så slanke mennesker, der er bundet til provinshullet, som om de havde blylodder om benene.

Dolkning af dreng

Egentlig er Drengen der ville være vægtløs en sjælden mønsterbryderhistorie lige nu. Måske fordi valget af ungdomsuddannelse i dag er sat så heftigt i system, at man måske glemmer, hvor enorme kræfter det kræver at gå imod det, som ens familie og ens venner forventer, at man vil gøre.

Iscenesættelsen har en slagkraftighed, der er besnærende. Det var også den kunstneriske trio Markmann-Faber-Albrechtsen, der stod bag Reumert-vinder forestillingen Beton for to år siden i Aalborg. Her var deres styrke en ekstrem præcision i skildringerne af de mennesker, som blev ofre for en ændring i betonindustriens vilkår i den globale konkurrence.

I Drengen der ville være vægtløs funkler de med præcisionen i historien om dolkningen af en drengs drøm. Her er ingen overdramatiske armbevægelser. Her er kun den stilhed, der kommer, når nogen siger fra.

Samtidig skaber forestillingen en befriende latter over alle os, der fortsætter vores rejse ind det trygge og velkendte. Måske uden at vi letter fra jorden et eneste lillebitte øjeblik.

’Drengen der ville være vægtløs’. Tekst: Thomas Markmann. Iscenesættelse: Nicolei Faber. Scenografi: Christian Albrechtsen. Lys: Mathias Hersland. Lyd: Jonas Hvid. Aalborg Teater. Til 18. marts 2017

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu