Læsetid: 5 min.

En elbil kører galt og giver os en historie om store drømme, flove fald og en tid, hvor negervittigheder var normale

Casper Christensen og Frank Hvams nye film er en overbevisende opdatering af en stolt dansk folkekomedietradition
Hvam og Christensen mestrer det ironiserende og det udstillende, og det klæder dem at vise, at de også kan spille solidarisk med deres karakterer. Man mærker helt gennemgående en ret stor kærlighed til karaktererne, deres projekt og heroiske nederlag i ’Dan Dream’.

Hvam og Christensen mestrer det ironiserende og det udstillende, og det klæder dem at vise, at de også kan spille solidarisk med deres karakterer. Man mærker helt gennemgående en ret stor kærlighed til karaktererne, deres projekt og heroiske nederlag i ’Dan Dream’.

Per Arnesen

30. marts 2017

I 1983 kører prototypen af en elbil galt foran presse og indkøbere fra hele verden til en storstilet demonstration i Forum i København.

Ikke sådan katastrofalt galt, der er hverken eksplosioner, flammer, røgskyer eller tilskadekomne. Bilen kører bare ti meter i lav fart henad Forums cykelbane og triller så stille og roligt ned og rammer afskærmningen.

Sådan falder drømmen om at lave verdens første elbil til jorden: Ikke med et sensationelt brag, men med et flovt klonk. Det er denne scene fra virkelighedens verden, som er omdrejningspunkt for hele Frank Hvam og Casper Christensens nye film Dan Dream.

Man ved stadig ikke, hvorfor Hope Whisperer-elbilen kørte galt den dag, men resultatet blev, at alle ordrer blev annulleret og et potentielt stort dansk erhvervseventyr gik i vasken.

Casper Christensen ankommer til gallapremiere på ’Dan Dream’, der er inspireret af historien om elbilen Hope Whisper.
Læs også

Hvam og Christensen har med Jesper Rofelt som instruktør påtaget sig at fortælle en historie om, hvordan det kunne ende sådan. Det er en historie om at drømme stort, tænke nyt, tro på sit projekt, snuble lige før målstregen og finde ud af, hvad man så gør, når man ligger der helt latterlig: Man lægger en ny plan.

Det er en velkendt skabelon i den danske folkekomedietradition, og det er nyt at se Casper Christensen og Frank Hvam boltre sig i den. Med deres kyniske fremstilling af den sprængfarlige cocktail ’privilegier & forfængelighed’ i Klovn har de indtil nu stået for noget helt andet end de fleste andre danske folkekomedier. Det nye er altså ikke, at sjove film på dansk handler om håbefulde knoldesparkere, der prøver, fejler og prøver igen. Det nye er, at Frank Hvam og Casper Christensen laver den slags komedie.

Effekten af saltvandsindsprøjtning, som de Tarantino-inspirerede voldskomedier fra startnullerne var, har i løbet af de sidste ti år fortabt sig, og det er helt rart at se en tossemandskomedie uden plotsjusk og med opfindsomme vittigheder. Det er også helt mærkeligt at se Frank Hvam og Casper Christensen i en film, der faktisk skilter med, hvad den mener er godt og rigtigt.   

Nollerhedens afgrund

Dan Dream er navnet på den elbil, som filmens hovedrolle, elektronikfirmadirektøren Thorkild (Casper Christensen), sætter sig for at udvikle i samarbejde med et broget hold af medfantaster. Frank Hvam spiller en noller makker til Casper Christensens selvsikre verdensmand.

Det har han gjort før, og det kommer han nok til at gøre igen. Men den underdanige og innovative ingeniør Knagsted, der bakser med at genopfinde bilbatteriet på hobbybasis, har til forskel fra Frank i Klovn ingen ambitioner om coolness. Knagsted er en uskyldsren karakter, der elsker sit fag og sin kone. Det eneste, han vil, er at opfinde en ordentlig elbil og holde konen Kirsten (Stine Schröder Jensen) glad og tilfreds. Det er også svært nok. Rollen har ikke samme konstante dilemmapotentiale, som Frank-rollen, men i stedet gør Frank Hvam nollerhedens afgrund mellem det, Knagsted fatter, og det, han ikke fatter, helt tydelig og ret rørende.

Casper Christensens Thorkild er også et væsentligt mindre kynisk og hyklerisk menneske end det alter ego, der optræder i Klovn. Thorkild vil bare frem i verden, og hvis han kan smøre sine omgivelser med smiger og belønning, går det lidt stærkere.

Hvam og Christensen mestrer det ironiserende og det udstillende, og det klæder dem at vise, at de også kan spille solidarisk med deres karakterer. Man mærker helt gennemgående en ret stor kærlighed til karaktererne, deres projekt og heroiske nederlag i Dan Dream.

Nogen har vist gjort deres yndlingsanekdote til en fabel om mod.

Timet og tilrettelagt

Thorkild og Knagsted allierer sig med den topbøvede bralrerøv af en mekaniker Vonsil (Magnus Millang) og designeren Henrik fra Thorkilds gamle firma. Henrik kan lyde som og ligne Kim Schumacher, hans kanin er opkaldt efter Freddie Mercury, og han påtager sig gerne den udglattende rolle, som Kjeld stod for i Olsen-banden.

Der er i det hele taget en del paralleller til Olsen-bandens persongalleri. I Kirsten Knagsteds klagende stemmeføring hører man ekkoet af Kirsten Walthers geniale Yvonne-figur, og Dan Dream lægger sig sikkert i forlængelse af en stolt dansk tradition for folkekomedier, hvor umage konstellationer af antiautoritære og ukonventionelle optimistister lægger en omhyggelig plan, hvor alting er timet og tilrettelagt. Alligevel snubler de som det mest uretfærdige og naturlige i verden lige før målstregen. Filmen hylder fantasterne – også selv om de fejler og er dumme at høre på undervejs.

Den eneste ægte skurk er medløberen i form af Lars Hjortshøjs joviale bonderøv af en provinsborgmester, der banker sin kone, og som synes, vores helte skal nøjes med at udvikle en ny elkedel.  

Gennemdansk drøm

Film fra 80’erne risikerer i højere grad end andre periodefilm at fremstå som en udklædningsfest, hvor alt går op i parykker, sjovt skæg og spidsfindige referencer. Dan Dream holder sig ikke tilbage for at svælge i firseri. Der er både Jolly Cola-reklamer, en konstant kokainsniffende yuppie-advokat og en overgearet neongrafisk præsentation af karaktererne. Men det overdøver ikke historien.

Scenograferne står inde for Thorkilds smag i 80’er-parcelhusarkitektur frem for at grine af den. Det samme gælder filmens brug af dansk 80’er-pop, som drøner ud over udvalgte scener som eksempler på, hvordan håb faktisk lød i 1983.

I min yndlingsscene, som er fuld af skuffet håb og desperationsdruk efter Dan Dream-bilens fiasko og Thorkilds deraf følgende fallit, hopper og danser han rundt derhjemme i underhyler og badekåbe til Gnags’ »De vilde kaniner«, hvis hysteriske veloplagthed er en perfekt kontrast til Thorkilds deroute. Igen fremstår 80’er-hittet ikke latterligt i al sin fjollethed, det giver bare entusiasmens efterdønninger et grotesk præg.

Dan Dream er et portræt af Danmark, dengang ordet ’brainstorm’ var nyt, og negervittigheder var bredt accepterede. Her i fjollefirserne tager personerne så småt hul på den fremtid, vi pt befinder os i. Det gør de både med elbilsvisionerne og ved at gøre op med den racisme, som især Vonsil, men faktisk også alle de andre, udsætter Thorkilds ghanesiske kone Grace (Louisa Yaa Aisin) for.

Filmen sovser rundt i alle ærkedanske yndlingsfortællinger om Klods-Hans, den grimme ælling, den dumme Jantelov og det heroiske nederlag.

Ligesom sine hovedpersoner er filmen båret af en urokkelig tro på projektet – og i modsætning til dem lykkes den ganske udmærket med sin joviale hyldest til fantasterne.

’Dan Dream’. Manuskript: Casper Christensen og Frank Hvam. Instruktion: Jesper Rofelt. Dansk (Biografer over hele landet). Premiere i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Ole Frank
ulrik mortensen og Ole Frank anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det forlød dengang, at el-chaufføren var faldet i søvn. Jeg er spændt på hvad filmen viser.

Karsten Aaen og Allan Stampe Kristiansen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Hvad jeg ikke vidste var at bilen faktisk fungerede (ser unægtelig ikke sådan ud på videoen) og var selvkørende til showet fra hele vejen over Storebælt, hvor den havde været udsat for et ikke nærmere specificeret uheld, hvorefter den så "vingeskudt" og latterlig ud ved præsentationen - og måske virkede bremserne derfor heller ikke eller chaufføren var for træt efter dagens strabadser og ratlåsen sad fast og der var meget i vejen. I hvert fald burde afsløringen have været udsat, selv om 1200 gæster ventede i Forum. Beslutningen om at fremvise den defekte bil for verdenspressen var i virkeligheden det mest tåbelige ved projektet. MED MINDRE ophavsmændene havde fået kolde fødder undervejs og desperat ledte efter en nødudgang? Resten er historie - og nu også komik på film.

Søren Kristensen

I øvrigt er titlen på filmen genial. Firserne var årtiet hvor alting skulle hedde noget med DAN. DAN HOTELS. STEELY DAN. DAN CAKE, DAN TURELL, DANTAXI og sågar min lillebror havde et firma der hed DANSCOT. Hvis ikke DANMARK havde eksisteret i firserne, havde man opfundet det.

Ole Frank, Allan Stampe Kristiansen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar

Jeg så på TV elbilen rulle ganske langsomt på langs ad den skrå bane ud mod nederste kant og stoppe ved afspærringen. Jeg husker ikke at ha` set en fører. Den film må findes et sted.

Karsten Aaen og Allan Stampe Kristiansen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Kan huske at Det Bedste have en hel side med "neger" vittigheder. Kan en del af dem endnu, og nu hvor de er blevet totalt politisk ukorrekte, så er de så meget desto sjovere at fortælle. Men mærkeligt var det!

Bruger 266956 og Allan Stampe Kristiansen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Men i det hele taget, så er vittigheder noget, der er gået lidt i glemmebogen, man hører ikke så mange mere. Kendte dog en der var jøde, og han havde et hav af jøde vitser oppe i ærmet, som gerne fortalte både 1, 2 og 3 gange. Men gad vide om det er den politiske korrekthed, der ligesom har elimineret kunsten af fortælle en god joke.

Mads Kjærgård

Nej, men nu fandtes der andre vittigheder en de racistiske. Synes ikke jeg hører nogle mere! Og jo, det var lidt sjovt og selvironisk. Og folk vidste jo godt, at det var en joke, der ikke havde noget med virkeligheden at gøre. Måske det, der kendetegnede 70'erne, folk kunne godt skelne og bruge deres sunde fornuft! I den politiske korrektheds verden går man ud fra, at folk er idioter!

Mads Kjærgård

Og så var danskerne også til grin nogle gange, kan huske da Thestrup, var det ikke det han hed, prøvede at åbne en dør i en flyvemaskine i et ordentlig brandert. Jeg var på Thule Basen på det tidspunkt og Afroamerikanerne synes det var urimeligt sjov, så de var ved at grine, deres r.. i laser, hver gang de så en dansker. Men man vidste da godt, at det ikke havde noget med en selv personligt at gøre. Nå men spekulerer nogle gange på, om Monty Python ville have været en mulighed i dag?

Mads Kjærgård

Tænkte jeg nok! Men man hører da ikke så mange mere? I 70erne, så var det tit det første folk sagde til en, når man mødtes, "har du hørt den om." Jeg fortalte mine børn en gammel vits, som jeg havde fra Rapport, der var ham der Max, der styrede en vittighedsside. Men de var bare et stort spørgsmålstegn.

Ib Christensen

Du skal aldrig stole på gifte kvinder!
Man kan sgu ikke være sikker på hendes mand vil tage hende tilbage igen. :)