Læsetid: 4 min.

I førergreb gennem automatreaktioner

Den afroamerikanske instruktør Nate Parkers film om en rebel og et slaveoprør i Virginia i 1831 er en stereotypt fortalt historie om retfærdig harme og blodig hævn. Den er en vakuumpakket, selvindlysende sandhed. Og den gavner ikke en ellers vigtig formidling af et stykke forfærdelig verdenshistorie
Selvfølgelig skal historierne om verdenshistoriens modbydeligheder fortælles. Men de skal fortælles, så de engagerer, nuancerer og/eller informerer. Og uden at tvangsfodre og overforsimple

Selvfølgelig skal historierne om verdenshistoriens modbydeligheder fortælles. Men de skal fortælles, så de engagerer, nuancerer og/eller informerer. Og uden at tvangsfodre og overforsimple

Camera Film

24. marts 2017

Egentlig er det vel kulturel appropriation, når en ny amerikansk film af en afroamerikansk instruktør tager sin titel fra en racistisk filmklassiker af en hvid instruktør?

Kulturel appropriation af den mest bredt acceptable slags, naturligvis. For den tager titlen på D.W. Griffiths stumfilmklasikker The Birth of a Nation og gør fortællingen om den amerikanske nations fødsel til en fortælling om nødvendigheden af et – virkeligt – slaveoprør i 1831 i Southhampton County, Virginia. Altså ikke som originalens fortælling om, hvor stor en fejltagelse det var at ophæve slaveriet.

Instruktør, manuskriptforfatter og skuespiller Nate Parker fortæller med sin aktuelle film historien om virkelighedens Nat Turner (1800-1831). Parker voksede selv op i Virginia, hvor Nat Turner levede og døde, men kendte kun til ham fra familiemedlemmers kortfattede beskrivelser af en mand, der inkarnerede opstand. Først på college, på afroamerikanske studier, lærte han historien om en rebel, hvis rigtige navn ingen kender. Som fortalt i pressemeddelelsen.

En del af historien er for længst gået tabt, men det ligger fast, at slaveriets undertrykkels, ydmygelse og sadisme affødte en voldelig reaktion fra Turner og hans oprørsgruppe i sommeren 1831. De gik fra hus til hus og myrdede alle hvide og blev først stoppet to dage senere i Jerusalem. Turner gemte sig, men blev til sidst fanget og endelig hængt den 11. november. Ingen ved, hvor han ligger begravet.

Virkelighedens Nat Turner blev – som det beskrives i The New Yorker af Vinson Cunningham – interviewet af Virginia-advokaten Thomas Ruffin Gray i fængslet. Det er uvist, hvor rent Gray transmitterede Turners udtalelser, men han fremstår i hvert fald som en mystisk skikkelse, der tidligt vidste, at han var speciel.

»Having soon discovered to be great, I must appear so, and therefore studiously avoided mixing in society, and wrapped myself in mystery, devoting my time to fasting and prayer

Automatreaktioner

I overensstemmelse med Virginia-advokatens formidling af den virkelige Nat Turners fortælling ser også filmens Nat Turner en solformørkelse som tegn på, at hævnens time er kommet. Men ellers bliver der taget en del friheder.

Nat Turner er langt mere udadvendt i Nate Parkers film. Her lærer han fra barnsben at læse, og som voksen finder hans ejer ud af, at han kan tjene penge på Turners oplæsninger af Bibelen. Vel at mærke de passager, der tilsiger Guds børn at tage til takke med, hvad de har. Bare være stærke i troen. Altså religion som, yes, opium.

Det er under denne fiktive turnévirksomhed, at hævngerrigheden formuleres. Ikke kun hos Turner, men også hos publikum. Vi føres nemlig gennem forfærdelige scenarier og ufattelig behandling af medmennesker på de mest derangerede farme. Det er her, vi og Turner forstår, hvor galt det står til med hans fæller.

Det amerikanske slaveri er blevet rigt portrætteret i film og tv i de senere år. HBO’s nyindspilning af 70’er-tv-serien Roots, Steve McQueens 12 Years a Slave. Men det giver mest mening at sammenligne The Birth of a Nation med Tarantinos Django Unchained. Jeg har tidligere kritiseret Tarantino for dovent at bruge hævnen som emotionel motor i sine film, og det vil jeg også kritisere Nate Parker for.

Og: Mens det er svært ikke at anerkende Tarantinos evne til at fucke med genrekoderne i sine film, som når han for eksempel affyrer hiphop, mens protagonisterne rider på heste gennem et gammelt USA, er det desværre tilsvarende svært at blive duperet over Nate Parkers filmiske vingefang i The Birth of a Nation. For det er begrænset. Det er fersk filmarbejde med forudsigelig payoff-logik. Søbende stryger- og klavermusik tvinger os i førergreb ind i de mest færdigpakkede automatreaktioner.

Selvindlysende

De onde er fedtede, glinsende, manipulerende; de har dårlige tænder, alkoholiske vaner, løsslupne dillere og skulende blikke. De gode er ophøjede, inderlige, med klare blik. Og kvinderne? De er ofre, passive, i det hele taget bipersoner. Parker spiller selv hovedrollen, og det gør han ganske fint og afdæmpet, men også betragtelig tættere på en renskuret retfærdig helteskikkelse end et virkeligt menneske.

Selvfølgelig skal historierne om verdenshistoriens modbydeligheder fortælles. Men de skal fortælles, så de engagerer, nuancerer og/eller informerer. Og uden at tvangsfodre og overforsimple.

Hvis historien fortælles i hermetisk lukkede skabeloner og gennem vakuumpakkede budskaber, så bliver den en filterboble af selvindlysende sandhed. De bliver til pantomimer, i hvilke tilskuerne skal gennemgå et på forhånd aftalt sæt følelser. Fortvivlelse, vrede, hævngerrighed, forløsning. Uden at have engageret sig i personerne eller de historiske implikationer. Uden at være blevet klogere eller have fået nye perspektiver – endsige have tænkt selvstændige tanker.

The Birth of a Nation blev – uforståeligt nok – mødt med stor hype i USA ved premieren på sidste års Sundance Film Festival. Der opstod Oscar-buzz om filmen, men så kom det frem, at Nate Parker havde været anklaget for sammen med en ven at have voldtaget en ung kvinde i 1999. Ydermere hævdede kvinden, at de to mænd var blevet ved med at chikanere hende. Det er vigtigt at fastslå, at Parker blev frikendt, men også at kvinden efter flere forsøg tog livet af sig selv.

Den slags går ikke i Oscar-ræset, hvor man er helt ude af stand til at skille værk og skaber ad. Så trods massivt hysteri nul nomineringer til The Birth of a Nation.

I stedet blev det lykkeligvis en film af en afroamerikansk instruktør i færd med at formulere afroamerikanske mennesker og skæbner på banebrydende vis, der vandt Oscar for bedste film. Barry Jenkins’ Moonlight. Et kort øjeblik var verden et retfærdigt sted.

’The Birth of a Nation’. Instruktion og manuskript: Nate Parker. Amerikansk. (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu