Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Georgi Gospodinov skriver som en drøm

Fantastisk roman af bulgarske Georgi Gospodinov spinder en lysende tråd mellem Minotauros, forladt og indespærret i sin labyrint, og den melankoli og forladthed, som alle mennesker er fælles om
Kultur
11. marts 2017

Roman eller essay? Det er svært at sige, begge dele nok.

Der er et handlingens centrum omkring Sofia, Bulgarien, der er en hovedperson, der ligesom forfatteren er født i 1968. Der er en fortælling, der går bagud i tid og slægtsromanagtigt griber fat om først den ene så den anden kernebegivenhed i bedstefarens liv.

Som så igen åbner historien mod mytologiens brede horisont og senere endnu mod en mere personlig fortælling om hovedpersonens barndom og liv med kærlighed, forfatterarbejde, en datter, rejser og en allestedsnærværende melankoli.

Det er især i sammenvævningerne af motiverne, der som tektoniske plader lægger sig ind over hinanden, at essayformen tager over. Det sker umærkeligt, både overgangen mellem roman og essay og overgangen mellem essayets enkelte dele, som i en film eller snarere som i en drøm, hvor billederne – her: metaforerne – blidt sender én på rejse fra et univers til det næste, fra kælderen til skødet, fra dna-molekylet til labyrinten, fra støvkornet til meteorregnen.

Det kan altså næsten tages bogstaveligt: Georgi Gospodinov skriver som en drøm.

Den forladte Minotaurus

Den gennemgående myte i hans bog er den om Minotauros, halvt menneske, halvt dyr, der sidder indespærret i labyrinten, indtil Theseus dukker op og slår ham – bastarden, uhyret – ihjel.

Færdigt arbejde.

Hvad man ifølge romanen er tilbøjelig til at glemme er, at Minotauros er søn af Pasifaës, en mor altså, som har forladt sin bastardunge og overladt ham til labyrintens meningsløse fletværk og en dyb ensomhed. Minotauros er altså ikke først og fremmest et uhyre, der æder små børn. Han er en forladt søn.

Det er i det perspektiv, myten uden en mislyd glider over og hægter sig fast i (i den rækkefølge eller den modsatte, det går bogen igennem frem og tilbage) historien om bedstefaren, der som treårig i to, tre lange sekunder (varigheden af morens tøven) bliver efterladt i en mølle, som den fattige familie lige har besøgt for at tigge sig til nogle sække hvedekorn. Og igen glider over i historien (på grænsen til det sentimentale, men smukt skildret) om bedstefaren, der i nogle måneder efter krigens slutning holder sig skjult i en enkes kælder i et fremmed land. For så til sidst at vende hjem til kone og barn – og efterlade sig en anden kvinde, en anden søn.

Et barn med patologisk empati

Det forladte barn, livet på den anden side af det liv, man lever. Tiden, der farer af sted som en raket og efterlader alt bagude, tabt for andet end erindringen. Støvkornene, der står i stuen som roterende krystalsøjler i de lange eftermiddages sollys.

Det er så tykt, at det bliver hængende på siderne.

Men så midt i det hele lyder et befriende ’muuuh’ som et langt ekko fra Minotauros i labyrinten og et signal om et andet lag i Gospodinovs måde at skrive det melankolske frem på. Vittigt, letfærdigt, indimellem i øvrigt også med en superskarp analytisk opmærksomhed.

Det gælder for eksempel historierne fra barndommen, hvor fortælleren led af såkaldt »patologisk empati« eller »obsessivt empatisk-somatisk syndrom«, der beskriver evnen til at indtræde i andres kroppe og bevidsthed. Jo absolut en god egenskab at have som forfatter, men også en prøvelse for eksempel at se verden i en myres perspektiv, livet under et bombardement af fodsåler eller angrebet af et gigantisk pegefingermissil.

Det vittige og det analytiske løber også sammen i historierne fra det kommunistiske Bulgariens »galeanstalt«, i alle henseender en mangeltid, hvor følsomheden blev sat ind på en form for maksimering af det værende (snarere end på det empatiske). For eksempel i form af vennen Gaustins mange fantastiske projekter: »Film for fattige« (genfortælling af film på baggrund af plakaterne i udhængsskabet), »Personligt digt« (vi skriver deres digt, mens de venter) eller fotoudstillingen »Himlen over forskellige byer, fotograferet klokken tre om eftermiddagen«.

Det er i sig selv fine konceptualiseringer af melankolien, kedsomheden og det absurde.

Anbefalet både nutids- og fremtidsmennesket

Fortællerens interesse for tidskapsler kan man sige det samme om, altså at den er fantasien om at opbevare tiden for senere at kunne genopleve den. Heri ligger jo et stort metaforisk potentiale for melankolien og for dens forskellige artefakter, fra lydene af ord sagt for at trøste et barn over de fysiske genstandes ejendommelige aura (og praktiske nytte, for hvorfor ikke også en æske tændstikker?) til heksameteret som uafviseligt sikker emballage.

Og er epifanien, det fortættede øjeblik af altings tilstedeværelse, som bogen også ofrer et kapitel, i grunden ikke også sådan en tidskapsel? (»Guldkameler i minutternes endeløse karavne« hedder den slags øjeblikke i bogen).

Det fremgår vist, at jeg synes, at Georgi Gospodinovs bog er helt fantastisk. Lidt Proust, lidt Orhan Pamuk, Claudio Magris, såmænd også lidt Tomas Espedal. Såmænd også en bunke andre. Det hele skrevet med indfølt kærlighed til det værende og i dyb sorg over både dets snarlige og kontinuerlige forsvinden, derfor skrevet også med en tøjlet, men hørlig anråbelse. Ordet ’apokalypse’ optræder mange steder i bogen og i mange betydninger.

Det hele også skrevet med en stærk hældning mod en lang europæisk romantradition, hvor det uegale og snavsede er formens princip, og menneskemonsteret hovedpersonen:

»Alle dem der kom ud af intetheden og forsvandt ud i intetheden, navnløse, forgængelige, de der var uden for billedet, altid var tavse.«

På den led er også romanen, den helt konkrete af Georgi Gospodinov, en tidskapsel. Nutids- og fremtidsmennesket anbefalet.

’Melankoliens fysik’. Georgi Gospodinov. Oversat af Helle Dalgaard. Jensen & Dalgaard. 302 sider. 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her