Læsetid: 4 min.

Da Herta Müller mødte Marcel Proust på Karen Blixens farm

Madame Nielsens kærlighedsroman er en stilistisk kraftpræstation og et rungende postulat
1. april 2017

I sin stadige, rastløst stædige afprøvning af nye udtryksmuligheder, former og litterære genrer er Madame Nielsen (som han/hun jo for tiden kalder sig) nu nået til den store, altomvæltende kærlighed, »den kærlighed, der som det historiske øjeblik flår menneskene ud af tiden, verden og dem selv«, og som hensætter os »i en helt anden verden, gudernes mytiske verden«, hvor vi ikke er skabt til at kunne overleve.

Den desværre ret tynde røde tråd i fortællingen udgøres (eller skulle man forsigtigvis sige: »hævdes at være udgjort«?) af det vanvidssitrende, korte forhold mellem en kunstnermand fra Danmark og en ung, navnløs, i Milano afhoppet rumænsk balletdanserinde. At der overhovedet er blevet en (lille) roman ud af det, skyldes hovedsagelig tre forhold:

For det første at forfatteren har følt trang til, endnu en gang, at promenere sin evne til at forme uendeligt lange, arabeskagtigt slyngede sætningsperioder pumpet op med appositioner, opremsninger og adverbielle indskud.

For det andet at beretningen om den erotiske utopi indlejres i et rammelignende arrangement, en dialog, hvor ’Madame’ udspørger eller snarere udfritter et ’du’, som så scene for scene forvandler sig til et erindrende ’jeg’.

Og for det tredje at der parallelt med kærlighedshistorien kører et retrospektivt politisk-historisk spor, som omhandler danserindens opvækst i Rumænien under Ceausescu, den store leder, »folkets søn«, Gigant af Karpaterne, Valakiets, Moldavias og Transsylvaniens forener.

’Bare tag hende’

Konceptet (for hvad er Nielsen efterhånden andet end koncepter?) lyder sagt i al korthed, at Stoffet Møder Stilen. At Herta Müller møder Marcel Proust. Men vel at mærke en pseudo-Proust, idet Madame Nielsen jo snyder med syntaksen og kun får gjort sine perioder så umanerligt lange (på f.eks. 75 og 85 linjer) ved ikke at sætte punktum, når en ny helsætning begynder.

Skrive, det kan hun så absolut, tit ligefrem, så englene synger; problemet bliver blot, ligesom i Den endeløse sommer (2014), at alt imens den anstrengt ’intense’ stil foregiver, at der sker en hel masse, sker der egentlig kun sørgelig lidt, nemlig denne gang at to elskende mødes på en teatercafé i senfirsernes København, nyder hendes auberginer bagt over en gasflamme, elsker, så kropssafterne driver, og tilbringer en uge eller så på en mystisk klippeø (Bornholm?), inden de adskilles, men genforenes, ak, alt for kort i Paris.

Forholdet ophører brat, da det til et ’jeg’ transformerede ’du’ slet og ret overlader pigen til sin ven, som var hun en brugt klud, skønt romanen andre steder gør alt, hvad den kan, for at fortælle os, at vi oplever intet mindre end århundredets kærlighedshistorie – generaliseret op til internationalt format dels af en henvisning til Marcel og Albertine hos Proust, dels ved citering af Jacques Préverts nyklassiske digt om de elskende børn.

Af vennens senere udsagn fremgår, at pigen har fået voldsomme psykiske problemer, allerede foregrebet på datidsplanet i en mindst fire gange repeteret scene, hvor jeget eller duet »den sidste aften« går i mørket ligesom en hos selveste Dante hentet »skygge blandt skyggerne« og hen over kanalen hører hendes skrig, »skriget der skærer natten op som en bug, denne stemme, der ikke længere er hendes, men et dyrs, dyret, der pludselig ved, det skal dø«.

Ingen fingre imellem

Hvor Madame Nielsen i Den endeløse sommer greb en i grunden temmelig banal ungdomselskovshistorie gennemspillet i slutningen af 1970’erne og med flittig anvendelse af melodramatiske trivialeffekter søgte at skrive den op til et evigt epos om Skæbnen og Tiden, har hun i Det højeste væsen sat sin stilistiske kraft ind på at løfte den kortvarige, desperate forelskelse op til et mytisk niveau. Og der lægges ikke fingre imellem, hør bare her:

»Jeg så hende. Eller rettere, jeg så mennesket, udsat, blottet, det nøgne liv, heroisk, udødeligt og så skrøbeligt, at selv den mindste bevægelse, det mindste slag, støvkorn eller ord, bare tanken, vil knuse det.«

Fra samme skuffe, nemlig den med romantisk kitsch, er 11 sider længere fremme følgende skingert hujende selvreklame:

»Det her er en kærlighedshistorie, den har intet med verden udenfor at gøre, den er en verden i verden, en anden verden, umulig, den er stedet, der ikke findes.«

Spørgsmålet, som romanen vil stille, er, om man som menneske kan leve i en anden verden, uden for Historien og Tiden. Og svaret er naturligvis et beklagende nej, men måske et forsonende Utopiens Nej, for så vidt som det om danserinden påstås, at hun er som »Tutankhamon sekundet inden europæeren vælter stenen til side og tre tusinde års lys vælder ind«.

Hvis arkæologen her skal svare til romanens mandlige subjekt, hævder altså værket, at elskeren i realiteten krænkede en gudinde, en skikkelse, der med tekstens egne ord repræsenterede »en helt ny og ældgammel, mytisk måde at være menneske på, hvor hun måske slet ikke længere ville være et menneske, men bare et væsen, en engel, ild eller luft«.

Man aner overtoner af Karen Blixen i denne vision af alternativ humanitet. Herta Müller møder Marcel Proust på Den afrikanske Farm, alt imens romanens personer flove lister ud ad bagdøren, beskæmmede over at skulle deltage i så monstrøs en betydningstilskrivning.

’Det højeste væsen’. Madame Nielsen. Gyldendal. 175 sider. 250 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu