Læsetid 5 min.

Ideernes krise i Europa

Adam Holm sætter i ti interviews med europæiske forfattere og intellektuelle fokus på et Europa præget af nationalisme, flygtningestrømme og terror. Interviewene er både forstemmende i deres afdækning af idé- og visionsløsheden og bl.a. af samme grund voldsomt stimulerende
Adam Holms ti interviews med forfattere og intellektuelle om Europa i mange slags kriser følger nogenlunde samme form som Deadline-interviewet. Til den ene side: klogt, vidende, langt, mættet med navne på centrale personer og begivenheder. Til den anden og som modvægt: let i tonen, højt tempo og ikke længere eller sværere, end at man kan læse det hele på en af Europas mellemlange flyruter.

Adam Holms ti interviews med forfattere og intellektuelle om Europa i mange slags kriser følger nogenlunde samme form som Deadline-interviewet. Til den ene side: klogt, vidende, langt, mættet med navne på centrale personer og begivenheder. Til den anden og som modvægt: let i tonen, højt tempo og ikke længere eller sværere, end at man kan læse det hele på en af Europas mellemlange flyruter.

Thomas Borberg
18. marts 2017

Er det en styrke eller en svaghed ved en bog, at den gør sin læser usikker på, om han fik et eneste klart svar på sine spørgsmål, irriteret på et par af hovedpersonerne, irriteret også over noget af det, der står i bogen, og over det, der ikke står?

Det kan godt være en styrke, overraskende nok.

Adam Holms ti interviews med forfattere og intellektuelle om Europa i mange slags kriser følger nogenlunde samme form som Deadline-interviewet (Adam Holms gamle program).

Det er en balanceakt på alle interviewets niveauer. Til den ene side: klogt, vidende, langt, mættet med navne på centrale personer og begivenheder. Til den anden og som modvægt: let i tonen, højt tempo og ikke længere eller sværere, end at man kan læse det hele på en af Europas mellemlange flyruter.

Bogen er mere oplæg til eftertanke og diskussion end udtømmende analyse. Den indleder noget, den er en impuls, den er ikke et slutdokument.

Putin som Europas spøgelse

Den europæiske eufori er gået fløjten, indleder Adam Holm som en præmis for at skrive bogen. Begejstringen over at opbygge noget fælles og bevæge sig mod noget bedre, fx et tættere forbundet Europa, er erstattet af en udbredt krisefornemmelse:

»Grækenland, eurozonen, Brexit, flygtningestrømme, islamistisk terror, krig i det østlige Ukraine, højrepopulister på fremmarch, autoritære vinde i Polen og Ungarn, og ulmende uro i Tyrkiet.«

’Vi bevæger os mod nogle vigtige forandringer, hvor folk, der vil tilbage til verden, som den engang var, vil stå i en stadig mere uforsonlig konflikt med folk, der tænker på i morgen og i overmorgen,’ siger Daniel Cohn-Bendit i interviewbog til Adam Holm.
Læs også

Nogle brændpunkter i de forklaringer, de interviewede giver:

Putin er et af dem, med Ukraine og et forandret udenrigs- og sikkerhedspolitisk engagement (Syrien) som argument og dystre eksempler.

Putin spiller også en anden rolle i bogen: Han er eksemplet par excellence på, at diktaturernes historie i det østlige Europa for en del (som struktur, som tænkemåde) i nogenlunde stilfærdighed er fortsat og er blevet en del af den nye og mere og mere ophedede nationalisme.

Putin er KGB, siger den russiske forfatter Mikhail Sjisjkin, mens kollegaen Andrej Kurkov taler om Putins antivestlige og nationalistiske retorik, og Svetlana Aleksijevitj om russernes århundredgamle og paralyserende forelskelse i ’imperiet’.

Bruxelles-agtigt eller stoflig historie

Nationalismen, apropos, er et andet brændpunkt eller en akse snarere med to modsatte poler. Og måske den vigtigste udfordring overhovedet i bogen.

I den ene ende af bogen kalder den britiske historiker og forfatter Antony Beevor med en befriende ligefremhed Europa-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker en »idiot«, der med sin arrogance og frembrusende EU-begejstring (parret med en sjælden tykhudethed) truer med at smadre »den europæiske drøm«.

Mens den hollandske journalist og forfatter Geert Mak i den modsatte ende ser føderationen, et samlet og handlekraftig EU, som vejen ud af dødvandet og den frygtsomme visionsløshed.

Det dilemma er ikke bare afgørende, en spidsformulering af hele det europæiske projekts krise. Det er desuden både politisk og psykologisk. Drejet bare en anelse handler det om den lige nu tilsyneladende altoverskyggende diskussion om eliterne og de andre.

Jeg har stadig svært ved at afgøre, om de bedste interviews er dem, der kigger hen over det europæiske, så at sige overstatsligt og Bruxelles-agtigt, eller om det er dem, der borer sig ned i lokale fortællinger og mere stoflige sammenhænge.

Jeg tror nok, at jeg hælder til de sidste (som hos Svetlana Aleksijevitj om Rusland, Kjell Westö om Finland, selvom hans svar også holder en stor flyvehøjde, og Sofi Oksanen om det finske og estiske).

Men det er ikke den personlige historie, der først og fremmest har interesseret Adam Holm, selvom den har en central plads i de korte biografier og også indimellem titter frem i interviewene.

Iagttagerens komiske sider

Begge dele kan fungere godt og har indlysende kvaliteter. De har også deres udfordringer og komiske sider.

Den intellektuelle, der iagttager verden ovenfra som et landskab omsluttet af hav og gennemskåret af floder, har en forkærlighed for generaliseringen; verden betragtet som bekvem tværsum.

Vil man se fænomenet udfolde sig konkret, skal man kigge efter stedordene og forskellige benævnelser for mennesker og befolkningsgrupper: Ord som »vi«, »de«, »russerne«, »europæerne« falder som trommeild. Når stedordene blandes op med metaforernes lidt tågede betydning, kan det lyde sådan her:

»Vi kan vælge mellem at være et aftægtssted for flygtninge og migranter eller selv rejse os i stolen og gøre noget fremadrettet ved problemerne.« (Daniel Cohn-Bendit lyder som en oplægsholder for sælgere af KVIK-køkkener.)

Den personlige bevidnelse af historien bliver morsom, når den interviewede forvandler sin bevidnelsesidentitet til et omnipotent, allestedsnærværende og til alle tider vågent øje. Her er det Sofi Oksanen om det skelsættende år 1989, da Estland igen blev en del af Europa:

»Jeg er gammel nok til at erindre, at det var en forvirrende tid med meget usikkerhed«, »Nej, jeg husker ikke, at esterne var direkte chokerede.«

Sofi Oksanen er på det tidspunkt af verdenshistorien 12 år gammel.

Og i en blanding af de to former, her den i øvrigt vidunderlige Svetlana Aleksijevitj:

»For nylig var jeg i Kina, hvor jeg så, hvordan folk gør alting sammen, nærmest som en slags bevidstløs kollektiv handling.« (Og forleden så jeg, at finnerne har let til kniven.)

Krise og udsigtsløshed

Der er som sagt ting, jeg undrer mig over, at de interviewede vælger ikke at sige noget om eller ikke siger mere om: integration som ord og emne er næsten fraværende, det samme er ghettoer og i det hele taget sociale forhold, global fattigdom som kilde til flygtningekrisen, uddannelseskløfter, affolkede og udpinte provinser, Europas mange nationale mindretal osv.

Iderigdommen – eller visionen, som Geert Mak taler om – er også hurtigt overset. De europæiske intellektuelle er gode iagttagere, de er også gode til at analysere. At dømme efter interviewene med ti af dem er de til gengæld ikke særligt innovative. I forstemmende grad ikke.

Det sidste opfatter jeg som et udtryk for den samme krise, der var afsættet for Adam Holms bog, hans impuls til at skrive den. Der er en krise, der er en fornemmelse af udsigtsløshed. En ideernes alarmerende krise.

Det er selvfølgelig bogens største fortjeneste at kortlægge en række af dens årsager og sammenhænge og derefter ryste noget af støvet af gammelkendte emner. Men det er også en stor kvalitet ved en bog af præcis den her slags med den rigtige timing at pege på krisen. Herfra kan diskussionen fortsætte.

’Endestation Europa’. Adam Holm. Gyldendal. 163 sider, 230 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Indspark fra venstre og højre

Det kan undre, at artiklen indtil nu slet ikke har fået nogen kommentar med på vejen. Dens emne er jo ellers indlysende Informations-stof. Andre har ikke holdt sig tilbage, bl.a. Støvring i Berlingske, der har skrevet en tankevækkende anmeldelse:

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2017/03/23/europas-stoerste-intell...

Støvrings pointe er - overordnet set - at de intellektuelle, der traditionelt altid har befundet sig på venstrefløjen (med få undtagelser), nu er begyndt at indse, at deres politisk korrekte projekt er kørt af sporet, og at det er nødvendigt at nyorientere sig, hvis man stadig vil gøre krav på den samfundsvigtige opgave som 'intellektuel' (i Sartres kritiske forstand). Gør de ikke det, begår de åndeligt talt forræderi.

Støvring er ikke den første, der peger på denne mulighed (spørgsmålet har været på banen i det mindste siden den Franske Revolution), og det ville klæde Information at indlede en artikel-samling, der tager dette tema op..

Men hér (hos Støvring) er anstødsstenen de intellektuelles løsagtige forhold til kulturel identitet, der på en underligt forløjet måde viser sig i, at de intellektuelle på den ene side har et foragtende blik på den lokale, folkelige kultur og på den anden side næsten ikke kan få armene ned i begejstring for 'andre kulturer'. Perspektivet kan udvides, så foragten generelt gælder europæiske værdier og fascinationen retter sig mod præmoderne kulturformer, der i kraft af de globale migrationsstrømme nu også gør sig gældende i Vesten, herunder Danmark.

Intellektuelle, der i århundreder har betragtet religionskritikken som en hovedhjørnesten i opgøret med antikverede produktionsforhold (Marx), er pludselig blevet bløde i knæene ved mødet med restringerede kulturer, der flittigt præsenterer sig som 'ofre'. Den indremissionske fisker i Vestjylland fortjener foragt; den islamiske bistandklient i København fortjener medfølelse. Der er gået råd i intellektualiteten. De politisk korrekte har devalueret den samfundskritiske værdi af 'intellektualitet'. De er blevet romantikere, der sværmer for det eksotiske.

Støvring har ret i sin kritik; men jeg deler ikke hans konklusion. Der er ikke noget kritisk perspektiv i, at 'intellektuelle' bliver 'konservative'. Det er vel nærmest en desparat nødløsning - lige som Brandes' sene bekendelse til aristokratisk radikalisme. Når demokratiet udarter til pøbelvælde, og den historisk-kritiske dimension går tabt.

Der er mere intellektuel potens i Mattias Tesfayes refleksioner over Socialdemokratiets ideologiske forvirring og manglende evne til at forstå de problemer, som en globalisering medfører. Her er der tale om en (selv)kritisk alvor, der minder mig om Kants berømte essay om "Hvad er oplysning". Tesfaye er en intellektuel i ordets bedste betydning:

http://www.b.dk/nationalt/mattias-tesfaye-i-ny-bog-om-indvandring-man-ka...

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Mihail Larsen,

Du opstiller efter min mening et fortegnet billede af situationen. Måske fordi du bruger Støvring som talerør? For er det ikke en for simpel analyse af problemet, når du/Støvring hævder, at de 'intellektuelle' primært er ude i et politisk korrekt projekt?

Hvori består det 'politisk korrekte' for eksempel i en insisteren på et rigt Vesteuropas forpligtelse til at tage mod flygtninge, der kommer til dets grænser? Og i hvilken forstand er det et udtryk for 'politisk korrekthed', hvis man i en diskussion om hvad der konstituerer en 'ægte flygtning', pointerer at også udsigtsløse livsvilkår kan være en legitim årsag til flugt, som igen forpligter et rigt Vesteuropa til at vise sin gæstfrihed?

Sideløbende med dette er der så ganske rigtigt en identitetspolitisk diskussion, hvor samtalen bestemt er degenereret. Og hvor en bundforvirret 'venstreorienteret' intelligentsia må siges at bære en ikke ubetydelig del af ansvaret for kortslutningen. For det synes ganske vist, at man i sin postmodernistiske og konstruktivistiske feber har bildt sig ind, at kultur og identitet ikke blot er til (vedvarende) forhandling og under stadig transformation - en korrekt analyse - men også at der, i spørgsmål om både kultur og identitet, ikke kan afsiges værdidomme: "Med hvilken ret hævder vi, at vores kultur er bedre end andres?". "Hvem kan med autoritet påstå, at min måde at leve på, er mindre værdifuld end deres?"

Her kommer det 'politisk korrekte' til udtryk: Dels i form af en undervurdering af og utålmodighed med en i både kultur og identitet iboende konservatisme og træghed, og samtidig i en modvilje mod at indtage et konsekvent normativt standpunkt i kulturelle og identitetspolitiske spørgsmål.

Jeg tror det er ret vigtigt at holde æbler og pærer adskilt i denne løbende diskussion, hvis man ikke ønsker den skal sande til i kronisk og gensidig modvilje.

Brugerbillede for Rasmus Knus

Ide - og visionsløsheden opstår i det vacuum som neoliberalismen er.

Strukturerne i de vestlige samfund er i løbet af de sidste tredive - fyrre år omskabt til at favne og forsvare neoliberalistiske ide. Alle konkurrerende ideer bliver miskrediteret som fx Socialistiske (eller Kommunistiske!) eller naive (som fx ideer om Klimatilpasning eller Bæredygtighed).

Hvis man åbner Neoliberalismen op er det bl.a. ideer om økonomi (monetarisme), mennesket (Homo Economicus) og de heraf afledte politiske ideer om samfundets indretning (fx Minimalstat). Et kritisk blik på neoliberalismen vil hævde at den er ontologisk tom, da dens mål om penge blot er et middel. Endvidere fremstår neoliberalismen som en quasi-fascisme light: Som en reducering af en allerede miskrediteret og latterlig Ayn Rand ide om, at rige mennesker er stærke (og dermed gode) og fattige mennesker er svage (og dermed snyltere og overfødelige). Denne ide er ikke blot anakronistisk, men også ikke overførbar til en senmoderne velfærdsstat som Danmark, hvor den sociale kontrakt opretholdes via. universelle overførsler (fx folkepension). Det er derfor ikke den stærkes (riges) ret som råder, men en grundlæggende ide om menneskelig lighed. At neoliberale ideer stadig er politisk comme il faut i en dansk kontekst, siger meget om det politiske systems ideologiske og materielle korruption, hvor alt åbenbart er til salg.

Neoliberalismen er kompromitteret af bl.a. Finanskrisen, og nyere forskning i bl.a. ulighed (fx Pikerttys forskning i kapitalhistorie). Neoliberalismens funktion fremstår mere som klassebevarer og belønner af de absolut rigeste, end som den ide om økonomisk frihed som universel frihed, den postulerer at være. Markedet er altså ikke frit og til gavn for alle.

Man kan således hævde, at den Neoliberale ide er miskrediteret og død, men lever et zombieliv i kraft af de magtfulde samfundsinstitutioner som lever af at forsvare den.

Vi befinder os i et paradoksalt ideologisk status quo.

Torsten Jacobsen, Flemming Berger, Niels Nielsen, Torben Skov, Peter Salling og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Æbler og pærer

- bliver grundigt blandet sammen i Torsten Jacobsens kommentar [10:12].

Der er ikke noget illegitimt i at give individuelle flygtninge asyl. Det er vi faktisk juridisk og moralsk forpligtede til. Men vi er ikke forpligtede til at tage imod enhver, der søger til landet for at opnå et bedre liv - f.eks. velstandsmigranter. Derfor er det hel afgørende at skelne mellem 'rigtige' flygtninge og migranter. Flygtninge har et menneskeretligt krav på beskyttelse mod forfølgelse; men det er ingen menneskeret at bosætte sig i Danmark.

Uheldigvis skelnes der ikke klart mellem flygtning og migrant i den offentlige debat. Det er synd for de reelle flygtninge, der på den måde bliver slået i hartkorn med de migrerende lykkeriddere. I kølvandet på denne sammenblanding formulerer nogle politikere en besynderlig, politisk målsætning om at reducere antallet af asylansøgere. Det giver kun god mening, hvis man forveksler flygtning og immigranter.

Hvis man skulle godkende, at "udsigtsløse livsvilkår kan være en legitim årsag til flugt, som igen forpligter et rigt Vesteuropa til at vise sin gæstfrihed", så skylder man for det første at gøre rede for, hvori 'udsigtsløsheden' består. Mange af migranterne kommer her, fordi de tror, at det er en individuel genvej til en højere levestandard. For det andet kan selv et rigt land som Danmark ikke modtage og understøtte hvem som helst, der (forståeligt nok) ønsker at flygte fra fattigdom og underudvikling. Det ville i givet fald hurtigt føre til et sammenbrud i velfærdssamfundets sociale kontrakt (jfr. Tesfayes analyse).

Torsten Jacobsen formulerer sig noget misforståeligt, når han hævder, "at der, i spørgsmål om både kultur og identitet, ikke kan afsiges værdidomme" og senere efterlyse "et konsekvent normativt standpunkt i kulturelle og identitetspolitiske spørgsmål". Spørgsmål om kultur og identitet er normative, og dermed værdibaserede - nemlig i første omgang (ontogenetisk) for dem, der vedkender sig eller har den pågældende kultur og identitet, og i anden omgang (fylogenetisk) i et historisk-komparativt udviklingsperspektiv, der tillader en skelnen mellem primitive og højtudviklede kulturer.

Denne skelnen er i sig selv ikke normativ, men analytisk. Den giver derfor ingen ret til at betegne de førstnævnte som mindreværdige og de sidstnævnte som mereværdige, for deres 'værdi' kan kun måles ud fra egen, særlige kultur og identitet. Det betyder på den anden side heller ikke, at alle kulturelle forskelle er ét fedt eller ligegyldige. Når to (eller flere) kulturer skal sameksistere på det samme territorium, er de nødt til at respektere - men ikke nødvendigvis anerkende - hinanden. I den udstrækning, deres 'domæner' rager ind over hinanden, vil der enten ske en assimilation, en segregering i parallelsamfund eller en kulturkamp. Det sidste kan let blive tilfældet, hvis de fylogenetiske forskelle er store. I de fleste tilfælde vil det ende med, at den mest udviklede kultur 'vinder' - også selv om den i en overgang løbes over ende af den mindre udviklede.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Mihail Larsen,

Du forholder dig ikke til anken i min første kommentar? Men tak for forelæsningen, alligevel. Det er altid imponerende at se en sand intellektuel sætte skabet endegyldigt på plads ;)

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Mihail Larsen: "Den indremissionske fisker i Vestjylland fortjener foragt; den islamiske bistandklient i København fortjener medfølelse."

Er det sådan, du oplever verden? Er det sådan dine studerende tænker?

I mine øjne fortjener hverken fiskeren eller bistandsklienten foragt - faktisk er der ikke så mange fiskere tilbage, så det gør noget, de fleste af dem er formodentlig på kontanthjælp. Så begge grupper skal da have samme hjælp og støtte, det er deres ret i en socialstat.

Så er der selvfølgelig spørgsmålet om disse bistandsklienter hylder indremissionske værdier eller muslimske værdier. Igen ser jeg ingen grund til at møde nogen af dem med foragt, hvorfor skulle vi dog det?

Kampen om religionens plads i samfundet blev vundet for snart mange år siden - før jeg blev født, faktisk - og vinderne var sekularisterne. Hvilket betyder, at folk i vore dage må tro på lige hvad de vil.

Grunden til, at de missionske i sin tid blev særligt foragtede, var jo netop, at de missionerede og prædikede afholdenhed og ville forbyde alt, hvad der var sjovt. Det er meget, meget udansk at gøre. Men allerede da jeg var barn var Indre Mission kørt ud på et sidespor, en ubetydelig lille sekt, som ikke havde nogen indflydelse andre steder end i nogle få menighedsråd langt ude på landet.

Muslimerne tilhører også et ubetydeligt mindretal, og det er ikke min opfattelse, at de hverken missionerer eller forsøger at kuppe den politiske dagsorden, således som Indre Mission gjorde, dengang vi stadig havde sogneråd. Muslimerne har ikke engang dannet et selvstændigt politisk parti, i modsætning til de kristne, som kan stemme på kristeligt folkeparti og dermed på demokratisk vis skabe et fundamentalistisk teokrati, hvis de skulle gå hen og få flertal. Hvad de ikke gør, aldrig.

Så det er virkelig svært for mig at se, hvad vi skulle have en politisk foragt i, hverken overfor indremissionske eller muslimer, så længe de ikke prøver at pådutte os deres tro. Og det gør de ikke, ergo...

Så der må være tale om en kulturelt bestemt foragt.

Derfor kan foragten i mine øjne ikke være politisk, men kulturelt bestemt. Men som du selv skriver: "den mest udviklede kultur ’vinder’" - så hvorfor overhovedet operere med begrebet foragt, hvis vi alligevel vinder til sidst?

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Et lille P.S. til Mihail Larsen, ifald Pærer, æbler og 'misforsteligheder, skulle have sat sig fast i maskineriet:

Du opstiller efter min mening et fortegnet billede af situationen. Måske fordi du bruger Støvring som talerør? For er det ikke en for simpel analyse af problemet, når du/Støvring hævder, at de ’intellektuelle’ primært er ude i et politisk korrekt projekt?

Dette var spørgsmålet, min herre...

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Torsten Jacobsen

Javel, ja. Din anke går altså på, at det er "en for simpel analyse af problemet, når du/Støvring hævder, at de ’intellektuelle’ primært er ude i et politisk korrekt projekt?"

Både ja og nej.

Ja, fordi en prominent del af landets 'intellektuelle' faktisk forfægter en multikulturel relativisme, der i tolerancens navn forsøger at bagatellisere de problemer, som en indvandring fra især muslimske lande medfører - eller tilmed viser større respekt for indvandrernes kulturelle normer end for den kulturelt overleverede danske. (Jeg tænker bl.a. på forfattere som Klaus Rifbjerg, Suzanne Brøgger og Carsten Jensen). De bidrager aktivt til et domænetab for dansk kultur i et 'politisk korrekt' ønske om at forsvare 'den svage part' eller måske 'sone' den vestlige verdens imperialistiske fortid. Måske er der også en del romantisk fascination over det eksotisk-fremmede i spil. Meget ofte fremtræder disse intellektuelle stærkt moraliserende, samtidig med at de selv har et noget distant - for ikke at sige nedladende - forhold til mennesker, der bekymrer sig om dansk kultur. De er, kort sagt, dét som mange almindelige mennesker opfatter som 'eliten'. Det folkelige gensvar er populisme.

Nej, fordi der vitterligt også er en del 'intellektuelle' (jeg tænker f.eks. på Frederik Stjernfelt og mig selv), der placerer sig i frihedstraditionen fra Oplysningstiden, og som ikke vil finde sig i, at hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder skal vige pladsen for særlige hensyn til minoriteter, der fylogenetisk repræsenterer og hævder en præmoderne normativitet - som f.eks. religiøs fundamentalisme, undertrykkelse af ytringsfrihed, arkaisk forskelsbehandling af kvinder og mænd, etnisk segregering og klan-tænkning (herunder spekulation i arrangerede ægteskaber og kolonisering). I tak med at sådanne grupper gør krav på en offentlig respekt, udfordrer de det værdigrundlag, som et oplyst, moderne velfærdssamfund bygger på. Selv om det i øjeblikket er vildt overdrevet at tale om en islamisering af det danske samfund, så er der ingen tvivl om, at der blandt muslimerne findes grupper, der målrettet arbejder på at udvide det islamiske domæne og modarbejde enhver form for assimilation (hvordan kan det ellers gå til, at en del muslimske kvinder, der har boet i Danmark i årtier, fortsat ikke kan tale dansk, eller at hjemlandets klanbaserede ægteskabsnormer videreføres i 2., 3. og 4. generation?).

Så - ja og nej.

Men jeg vedgår med beklagelse, at jeg i mit første indlæg begik en stor fejl ved at omtale de intellektuelle og venstrefløjen i bestemt form. Det er måske denne fejl, der har motiveret dig til din anke i første omgang. Det beklager jeg i så fald - og håber at have rettet lidt op på med nærværende kommentar.

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Niels Nielsen

"Mihail Larsen: "Den indremissionske fisker i Vestjylland fortjener foragt; den islamiske bistandklient i København fortjener medfølelse."
Er det sådan, du oplever verden? Er det sådan dine studerende tænker?"

Naturligvis ikke. Jeg forsøgte at gengive den kognitive dissonans, hvis ikke ligefrem dobbelte standard, der efter min opfattelse karakteriserer nogle intellektuelle, der - for nu at parafrasere Rousseaus kritik af Voltaire - har mere travlt med at 'redde verden', end at 'vise interesse for sin nabo'.

Hvis disse intellektuelle viste lige så megen medfølelse med og forståelse for etniske danskere på samfundets bund, som de omfavner fremmede af anden kultur med - så ville det 'dobbelte' i standarden forsvinde.

Hvis disse intellektuelle ville kritisere andre religioner lige så skarpt og kompromisløst, som de har hudflettet kristendommen - så ville mange integrationsproblemer kunne undgås.

Hvis disse intellektuelle ville stå lige så fast på 'oplysningens projekt', når det gælder danskere 'af anden etnisk herkomst', som deres baggrund i den kulturradikale tradition tilsiger, og kræve et opgør med kulturelt overleveret såvel som selvforskyldt umyndighed (Kant: Hvad er oplysning?), så ville den slappe 'kulturrelativisme' få kamp til stregen.

(Som du ved, Niels, har jeg tidligere skrevet mere principielt om disse problemer i min bog De fire dimensioner.)

Flemming Berger, odd bjertnes og Peter Møllgaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Efter min mening er begrebet 'politisk korrekt' ubrugeligt i en ordentlig debat.
Det har ligesom et pendulord svingende betydninger, og med den finesse, at de, der bruger det retorisk polemisk lader som om, der kun findes én forståelse af det. Men det gør der ikke, i hvert fald ikke over tid.

Søren Krarup og Georg Metz opfatter ikke det samme ved politisk korrekthed.
Hvis jeg lige må citere fra en wiki-artikel om emnet:
"I de senere år er politisk korrekthed som begreb blevet udvidet til også at omfatte enhver polemisk karakteristik af holdninger og synspunkter som menes antaget og formuleret af mennesker, man er politisk uenig med. I denne betydning er begrebet konjunkturbestemt, især hvis det overvejende anvendes af et politisk flertal som legitimation for at stemple modpartens synspunkter. Når det anvendes på denne måde er det i og med flertallets fortrinsret meningsløst. For eksempel betegner Søren Krarup i Kristendom og danskhed den politiske korrekthed som en "krig mod det danske folk",[4] mens Georg Metz hævder, at det er politisk korrekt at stigmatisere muslimer.[5"

https://da.wikipedia.org/wiki/Politisk_korrekthed

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

'Korrekt' eller 'rigtig'?

Hvis jeg må føje noget til wiki-artiklen, som citeres ovenfor, så går betegnelsen 'korrekt' ikke (kun) på, om man er enig eller uenig - altså om man anser andre(s) synspunkter for rigtige eller forkerte - men på den moraliseren, hvormed de fremføres.

Det er også derfor, at 'korrekt' anvendes i en ironisk betydning. I normal tale er 'korrekt' et plus-ord, men det er ikke tilfældet, når man anvender udtrykket 'politisk korrekthed'.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Mihail Larsen
26. marts, 2017 - 14:53

Enig, tror jeg nok. Prøv evt.også at læse Dansk Sprognævns artikel om Politisk Korrekthed, der er bilag til Wiki-artiklen ovenfor, den artikel er god.

Jakob Lilliendahl
26. marts, 2017 - 15:24

Spændende link du sender, men vil du ikke godt forklare, hvad du vil med det?

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Ja, jeg vil selvsagt anbefale selve artiklen. Curt Sørensens kommentar er derimod et kedeligt eksempel på, at argumenter sommetider erstattes af skældsord.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Okay, og jeg anbefalede også dengang Curt Sørensen. Derimod har jeg aldrig anbefalet professor Stjernfelt, som sålænge jeg kan huske har nedgjort det arabiske forår i alle staterne som en umulighed, fordi islam og demokrati er umage par.

Det er dog så godt som lykkedes der, hvor det startede, i Tunesien, Og efter min mening havde kristendommen også langvarige problemer med at få etableret demokrati. Før og efter Luther.
Når det alligevel kunne lykkes i de kristne lande, er der ingen grund til at udelukke, at det skulle kunne ske i de muslimske.

At det falder så svært, skyldes disse landes historiske udvikling, der var præget af vestlig koloniherredømme, frihedskamp, og endelig selvstændighed under en militærperson, der ikke havde den mindste sans for demokrati.

Det har ikke noget med religion at gøre.

Brugerbillede for Jakob Lilliendahl
Jakob Lilliendahl

Den afgørende trussel i i de seneste 20 års udvikling over hele Europa er imidlertid ikke ’de kulturradikale,, men fascismens genkomst, den stærke fremvækst af højreradikale og neo-fascistiske bevægelser og partier.

Er du uenig i udsagnet, Mihail Larsen?

Men lige som den gang retter nationale ’kulturpersonligheder’ deres kritik mod en lille intellektuel venstrefløj. En forsvindende gruppe som den gang blev udskreget som ’kulturbolsjeviker’ og i dag her i Danmark som ’kulturradikale’. Og det samlende feltråb for denne neo-fascisme og racisme er , i tidens Orwellske Newspeak, ’ytringsfrihed’.

Og er det ikke præcis det du gør, når du så sent som i går og i dag vælter rundt i diverse projektioner af politisk korrekthed og fabler (bogstaveligt talt) om kulturradikale skribenter fra en efterhånden svunden tid?

Niels Nielsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Mihail Larsen, du taler i dit svar til mig om "disse intellektuelle". Hvem mener du mere præcist? Selv føler jeg mig ikke truffet, da jeg har travlt med både at redde verden og vise interesse for min nabo, så det kan ikke være mig du mener. Men hvem så?

Jeg tror, at det er en falsk dikotomi, du opstiller. Faktisk er det mit indtryk, at de fleste, der ønsker at redde verden, samtidig viser stor interesse for deres nabo. Mens de mennesker, der er ligeglade med verden samtidig er dem, der er mest ligeglade med, om deres nabo lider.

Den første kategori er den jeg tilhører, og som i daglig (uklar) tale kaldes venstrefløjen, den sidste kaldes (ligeså uklart) højrefløjen. Venstrefløjen (konkret: EL) ser solidaritet som den murbrækker, der skal redde både naboen og verden, mens højrefløjen (konkret: de regeringsbærende partier med DF i spidsen, skarpt forfulgt af Venstre) ser individualismen som vejen frem.

Jeg er ret sikker på, at hvis Kant havde levet i dag, ville han have støttet mit synspunkt. Ideen om at "redde verden" er det regulative ideal, som styrer de konkrete bestræbelser på at bedre kårene for mig og min nabo.

Brugerbillede for Jan Weis

De europæiske ideer er som regel tyske.

Kasper Støvrings blogindlæg ’Kulturkamp’ er meget læseværdigt, som også Mihail undrende nævner, især, da Støvring fremhæver tyske intellektuelle som f.eks. Peter Sloterdijk, Rüdiger Safranski og Hans Magnus Enzensberger, der også ofte er blevet fremhævet og citeret på denne platform af overtegnede – dog som regel med ringe eller slet ingen respons, da referencerne som regel meddeles på originalsproget …

Her har en del af den ’kommenterende venstrefløj’ f.eks. dømt Sloterdijk til at være højreorienteret, de har det jo med altid at skulle placere folk i et politisk spektrum, selv de intellektuelle, og derfor traditionen tro ikke værd at beskæftige sig med – den sædvanlige ’dødssynd’ i de kredse …

Mens de så bøvler rundt i manegen med alle deres skældsord, ikke kan se skoven for bare træer, holder på rene politiske tabersager og dermed mister troværdighed, er der andre, der er i stand til at analysere de nye tider og komme med ædruelige bud på, hvad der sker og hvorfor …

Den gammelkendte danske tilbøjelighed blandt intellektuelle til at undgår det tyske, i hvert fald siden krigen, et sprog som de færreste åbenbart behersker, og ensrette sig mod det angloamerikanske, et sprogområde, som ikke tilnærmelsesvis fostrer det samme antal ’tænkere’ som lige syd for grænsen – ’den engelske syge’ og manglende tyske sprogkundskaber blandt læserne koster på den hjemlige almene oplysningsfront – så Mihails grund til undren har sine årsager …

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Elefanten Adam Holm går ned til floden og vasker sig over hele kroppen
(Post coitum omne animalium triste est)

Spørgsmål: Hvorfor slikker hunde deres egne genitalier?
Svar: Fordi de kan, jf. Slavoj Zizek .... ;-)

..

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Ingen årsag, Mosjø van Weis,
Men aids som primær dødsårsag blandt poly-amourøse vestlige bodega- og ølstuefilosoffer er vist ved at være passé i vores ende af den frie vestlige verdensdel. Nu hedder de nye antibiotika-resistente kønssygdomme, vi ufrivilligt importerer i ØV-ropa sammen med den invasive artsfremmede arbejdkraft fra Afrika, Asien og Levanten, vistnok klamydia og gonore.

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Grethe Preisler: "...de nye antibiotika-resistente kønssygdomme, vi ufrivilligt importerer i ØV-ropa sammen med den invasive artsfremmede arbejdkraft fra Afrika, Asien og Levanten...".

Er du sikker på, at gonore og klamydia er nye kønssygdomme? Jeg har aldrig selv haft gonore, men jeg havde da klamydia for snart 50 år siden, så helt nyt er det ikke.

Iøvrigt udtaler videnskaben følgende:

http://videnskab.dk/krop-sundhed/omskaering-af-maend-giver-lavere-risiko...

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Niels Nielsen,
'Det nye' er, at de omhandlede sygdomme, som tidligere kunne kureres med et skud antibiotikum, nu er gået hen og blevet blevet resistente. Formentlig p.g.a. gyllebaronernes hæmningsløse forbrug af 'det gule pulver til pattegrise med tyndskid', hvis betegnelse er en rural eufemisme for et af de tidligere mest effektive bredspektede antibiotika udviklet til humant forbrug (oxytetracyklin), som nu er nærmest virkningsløst til bekæmpelse af klamydia og gonore.

Godt nyt for kondomfabrikanterne, men skidt nyt for de stakler, der lever det søde ungdomsliv med skiftende sexpartnere og sprut ad libitum i weekends og ferier uden at være klar over risikoen ved at kvitte 'regnfrakken', før de hengiver sig til kødets lyster på de krøllede lagener i studenterhybler og spejderteltene på 'smatten' i Roskilde, når musikken spiller og safterne stiger igen .. ;o/

Glædelig sommertid!

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Grethe Preisler, kan man kurere klamydia med antibiotika? Da jeg var ramt, indebar kuren ætsende væsker, der blev påført kønsdelen af en hvidkitlet specialist, som blev assisteret af sin lægesekretær. Det gjorde ondt som ind i h..., men det værste var, at det skulle ske for øjnene af den meget sexede kvindelige assistent.

Hurra for lægevidenskaben!

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Mihail Larsen,

Tak for uddybningen. Den adresserer stadig ikke min indvending til din første kommentar, men det er min egen skyld. Jeg udtrykte mig tydeligvis ikke tilstrækkeligt klart. Tillad mig at prøve igen:

Der er muligvis blot tale om en 'pavlovsk refleks', men jeg finder det bekymrende, når Kasper Støvring og hans analyser af aftenlandenes prækære situation, møder ukritisk tilslutning fra mennesker, som ærligt talt burde vide bedre. Kasper Støvring er ideolog, ikke intellektuel. Med mindre begrebet intellektuel da blot skal forstås, som: 'et menneske, der har læst en masse bøger'. Men selv den bedste bog begrænses af læseren, ligesom læseren begrænses af sine prædispositioner og sit (manglende) bekendtskab med andre bøger, som ligeledes har mangt og meget at fortælle.

Med andre ord er der altså grund til en vis skepsis, når vi konfronteres med (for) ensidige analyser af en kompleks situation. I det mindste når og hvis vi insisterer på at kalde os selv eller andre for intellektuelle:

“An intellectual? Yes. And never deny it. An intellectual is someone whose mind watches itself. I like this, because I am happy to be both halves, the watcher and the watched. "Can they be brought together?" This is a practical question. We must get down to it. "I despise intelligence" really means: "I cannot bear my doubts.”
- Albert Camus

I det foreliggende tilfælde er der noget henrivende latterligt ved den analyse af årsagerne til højrepopulismens fremmarch, som Kasper Støvring og ligesindede fremsætter, og som du (desværre) efterfølgende skriver under på: Latterligt, netop fordi en helt grundlæggende mangel på selvindsigt - det modsatte af 'intellektualitet' - synes at have formørket sind og dømmekraft i de nationalkonservative kredse.

Ikke nok med at der konstant opereres i en modus af kontrafaktisk historieskrivning, men samtidig er man tilsyneladende helt blind for hvilken rolle egen og andres - til tider decideret hadske - tale måtte have spillet, i forhold til at skabe skel og stammetænkning i den brede befolkning. For da slet ikke at tale om nyliberalismens eroderende effekt på både velfærdsstat og dennes forudsætning: Solidariteten. Den slags 'ubetydeligheder' synes man uvillig til at medinddrage i sine kontrafaktiske spekulationer om årsagerne til samfundets generelle deroute, og ansvaret placeres istedet for foden af - i den store sammenhæng - ganske magtesløse hofnarre.

For det er sgu ikke de intellektuelle som længere er bygherrer på dette, vort fælles projekt. Måske var det aldrig de intellektuelle. Selv om de selvfølgelig alt for gerne vedkender sig æren...

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Niels Nielsen,

50 år er lang tid - så er du nu helt sikker på, at det var klamydia og ikke kondylomer, du for et halvt århundrede siden blev behandlet for med 'påføring af ætsende væsker' på rumleskaftet hos venerologen med den sexede lægesekretær?

"En hver ting er enten konkav eller -vex,
så alt, hvad man drømmer, er noget med sex"
(Kumbel)

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Torsten Jakobsen

Med din definition på intellektuel er Platon ikke nogen 'intellektuel'. Tankevækkende. Det er ikke nok at tvivle (på verden, på samfundet, på sig selv); man må også kunne forundres og tænke alment.

Det sidste, der måske er mest eksplicit i Sartres definition på 'intellektualitet' (som evnen til at kunne se ud over sig selv og begribe samfundet som en totalitet), understøttes også af filosofiske hoveder som Kant, Hegel, Marx, Lukàcs og Habermas. Hos sidstnævnte kaldes det 'univelsalpragmatik'.

Støvring har sine (velkendte) ideologiske holdninger; men han ulejliger sig også med at udfordre sig selv ved at læse sine modstanderes publikationer. Det er en meget basal intellektuel dyd, som mange kunne lære noget af i stedet for at konfirmere deres fordomme i nogle sekteriske ekkokamre (det modsatte af 'selvindsigt'). I det mindste undres Støvring.

Hvad den kontrafaktiske historieskrivning angår, så er denne betegnelse egentlig ukorrekt at rette mod Støvring - i al fald i den sammenhæng, du nævner. Så vidt jeg ved, har han ikke benægtet eksistensen af neoliberalismen (som han som kulturkonservativ er modstander af), ej heller af den manglende solidaritet (som han imidlertid forstår konservativt som en manglende sammenhængskraft).

Der er derimod uafviseligt tale om massiv kontrafaktisk historieskrivning i dele af venstrefløjen, der i årevis ganske enkelt har benægtet fakta, hvad angår problemer med indvandring (jfr. Tesfayes ærlige selverkendelse).

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Nyberg

Jeg anbefaler sommetider artikler, som jeg personligt er meget uenig i, men som jeg finder læseværdige. Det kan være, fordi de bringer noget nyt og interessant på bane; det kan også være, fordi de argumenterer godt for et eller andet synspunkt (uden at jeg, som sagt, behøver at være enig).

Jeg har sagt det før. Hvis man kun skulle anbefale det, man selv mener, er man på vej ind i et ekkokammer. Det ville være en intellektuel fallit. Som mangeårig universitetslærer har jeg nu og da måttet give topkarakterer til studerende, der sagde mig midt imod.

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Tæppefald

Artiklen findes ikke mere på Informations aktuelle hjemmeside. At fortsætte diskussion bliver et anliggende for Tordenskjolds soldater. Ærgerligt i betragtning af emnets relevans (som i mellemtiden er blevet forstyrret af nogle deltageres private erfaringer med kønssygdomme). Jeg står af.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Mihail Larsen,

En skam. Men tillad mig at efterlade dig med dette spørgsmål, til nærmere eftertanke:

"Er der i forhold til Migrationen af mennesker til Europa tale om et reelt valg, i den forstand at vi kan takke ja eller nej?"

Hvis ja, hvordan vil et afslag tage sig ud? Hvordan vil en Europæisk insisteren på væsentlig strammere kontrol med denne migration tage sig ud? Svaret gives naturligvis ikke med sikkerhed på forhånd, men med opbydelsen af al intellektuel formåen og den deraf følgende begribelse af samfundet som totalitet, bør man vel kunne gøre sig visse anelser.

Ikke mindst kan man vel gøre sig nogle tanker om, hvorvidt de valg og de handlinger, man som Europæisk nation i en sådan lukket modus må træffe og stå ved, kan vise sig uforenelige med selve den tradition for oplysning, humanisme og respekt for individets ukrænkelige værdi, som selvsamme Europæiske nationer efter sigende har som fundament..

Grethe Preisler, Jakob Lilliendahl og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar