Ideernes krise i Europa

Adam Holm sætter i ti interviews med europæiske forfattere og intellektuelle fokus på et Europa præget af nationalisme, flygtningestrømme og terror. Interviewene er både forstemmende i deres afdækning af idé- og visionsløsheden og bl.a. af samme grund voldsomt stimulerende
Adam Holms ti interviews med forfattere og intellektuelle om Europa i mange slags kriser følger nogenlunde samme form som Deadline-interviewet. Til den ene side: klogt, vidende, langt, mættet med navne på centrale personer og begivenheder. Til den anden og som modvægt: let i tonen, højt tempo og ikke længere eller sværere, end at man kan læse det hele på en af Europas mellemlange flyruter.

Adam Holms ti interviews med forfattere og intellektuelle om Europa i mange slags kriser følger nogenlunde samme form som Deadline-interviewet. Til den ene side: klogt, vidende, langt, mættet med navne på centrale personer og begivenheder. Til den anden og som modvægt: let i tonen, højt tempo og ikke længere eller sværere, end at man kan læse det hele på en af Europas mellemlange flyruter.

Thomas Borberg
18. marts 2017

Er det en styrke eller en svaghed ved en bog, at den gør sin læser usikker på, om han fik et eneste klart svar på sine spørgsmål, irriteret på et par af hovedpersonerne, irriteret også over noget af det, der står i bogen, og over det, der ikke står?

Det kan godt være en styrke, overraskende nok.

Adam Holms ti interviews med forfattere og intellektuelle om Europa i mange slags kriser følger nogenlunde samme form som Deadline-interviewet (Adam Holms gamle program).

Det er en balanceakt på alle interviewets niveauer. Til den ene side: klogt, vidende, langt, mættet med navne på centrale personer og begivenheder. Til den anden og som modvægt: let i tonen, højt tempo og ikke længere eller sværere, end at man kan læse det hele på en af Europas mellemlange flyruter.

Bogen er mere oplæg til eftertanke og diskussion end udtømmende analyse. Den indleder noget, den er en impuls, den er ikke et slutdokument.

 

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Indspark fra venstre og højre

Det kan undre, at artiklen indtil nu slet ikke har fået nogen kommentar med på vejen. Dens emne er jo ellers indlysende Informations-stof. Andre har ikke holdt sig tilbage, bl.a. Støvring i Berlingske, der har skrevet en tankevækkende anmeldelse:

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2017/03/23/europas-stoerste-intell...

Støvrings pointe er - overordnet set - at de intellektuelle, der traditionelt altid har befundet sig på venstrefløjen (med få undtagelser), nu er begyndt at indse, at deres politisk korrekte projekt er kørt af sporet, og at det er nødvendigt at nyorientere sig, hvis man stadig vil gøre krav på den samfundsvigtige opgave som 'intellektuel' (i Sartres kritiske forstand). Gør de ikke det, begår de åndeligt talt forræderi.

Støvring er ikke den første, der peger på denne mulighed (spørgsmålet har været på banen i det mindste siden den Franske Revolution), og det ville klæde Information at indlede en artikel-samling, der tager dette tema op..

Men hér (hos Støvring) er anstødsstenen de intellektuelles løsagtige forhold til kulturel identitet, der på en underligt forløjet måde viser sig i, at de intellektuelle på den ene side har et foragtende blik på den lokale, folkelige kultur og på den anden side næsten ikke kan få armene ned i begejstring for 'andre kulturer'. Perspektivet kan udvides, så foragten generelt gælder europæiske værdier og fascinationen retter sig mod præmoderne kulturformer, der i kraft af de globale migrationsstrømme nu også gør sig gældende i Vesten, herunder Danmark.

Intellektuelle, der i århundreder har betragtet religionskritikken som en hovedhjørnesten i opgøret med antikverede produktionsforhold (Marx), er pludselig blevet bløde i knæene ved mødet med restringerede kulturer, der flittigt præsenterer sig som 'ofre'. Den indremissionske fisker i Vestjylland fortjener foragt; den islamiske bistandklient i København fortjener medfølelse. Der er gået råd i intellektualiteten. De politisk korrekte har devalueret den samfundskritiske værdi af 'intellektualitet'. De er blevet romantikere, der sværmer for det eksotiske.

Støvring har ret i sin kritik; men jeg deler ikke hans konklusion. Der er ikke noget kritisk perspektiv i, at 'intellektuelle' bliver 'konservative'. Det er vel nærmest en desparat nødløsning - lige som Brandes' sene bekendelse til aristokratisk radikalisme. Når demokratiet udarter til pøbelvælde, og den historisk-kritiske dimension går tabt.

Der er mere intellektuel potens i Mattias Tesfayes refleksioner over Socialdemokratiets ideologiske forvirring og manglende evne til at forstå de problemer, som en globalisering medfører. Her er der tale om en (selv)kritisk alvor, der minder mig om Kants berømte essay om "Hvad er oplysning". Tesfaye er en intellektuel i ordets bedste betydning:

http://www.b.dk/nationalt/mattias-tesfaye-i-ny-bog-om-indvandring-man-ka...

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Mihail Larsen,

Du opstiller efter min mening et fortegnet billede af situationen. Måske fordi du bruger Støvring som talerør? For er det ikke en for simpel analyse af problemet, når du/Støvring hævder, at de 'intellektuelle' primært er ude i et politisk korrekt projekt?

Hvori består det 'politisk korrekte' for eksempel i en insisteren på et rigt Vesteuropas forpligtelse til at tage mod flygtninge, der kommer til dets grænser? Og i hvilken forstand er det et udtryk for 'politisk korrekthed', hvis man i en diskussion om hvad der konstituerer en 'ægte flygtning', pointerer at også udsigtsløse livsvilkår kan være en legitim årsag til flugt, som igen forpligter et rigt Vesteuropa til at vise sin gæstfrihed?

Sideløbende med dette er der så ganske rigtigt en identitetspolitisk diskussion, hvor samtalen bestemt er degenereret. Og hvor en bundforvirret 'venstreorienteret' intelligentsia må siges at bære en ikke ubetydelig del af ansvaret for kortslutningen. For det synes ganske vist, at man i sin postmodernistiske og konstruktivistiske feber har bildt sig ind, at kultur og identitet ikke blot er til (vedvarende) forhandling og under stadig transformation - en korrekt analyse - men også at der, i spørgsmål om både kultur og identitet, ikke kan afsiges værdidomme: "Med hvilken ret hævder vi, at vores kultur er bedre end andres?". "Hvem kan med autoritet påstå, at min måde at leve på, er mindre værdifuld end deres?"

Her kommer det 'politisk korrekte' til udtryk: Dels i form af en undervurdering af og utålmodighed med en i både kultur og identitet iboende konservatisme og træghed, og samtidig i en modvilje mod at indtage et konsekvent normativt standpunkt i kulturelle og identitetspolitiske spørgsmål.

Jeg tror det er ret vigtigt at holde æbler og pærer adskilt i denne løbende diskussion, hvis man ikke ønsker den skal sande til i kronisk og gensidig modvilje.

Brugerbillede for Rasmus Knus

Ide - og visionsløsheden opstår i det vacuum som neoliberalismen er.

Strukturerne i de vestlige samfund er i løbet af de sidste tredive - fyrre år omskabt til at favne og forsvare neoliberalistiske ide. Alle konkurrerende ideer bliver miskrediteret som fx Socialistiske (eller Kommunistiske!) eller naive (som fx ideer om Klimatilpasning eller Bæredygtighed).

Hvis man åbner Neoliberalismen op er det bl.a. ideer om økonomi (monetarisme), mennesket (Homo Economicus) og de heraf afledte politiske ideer om samfundets indretning (fx Minimalstat). Et kritisk blik på neoliberalismen vil hævde at den er ontologisk tom, da dens mål om penge blot er et middel. Endvidere fremstår neoliberalismen som en quasi-fascisme light: Som en reducering af en allerede miskrediteret og latterlig Ayn Rand ide om, at rige mennesker er stærke (og dermed gode) og fattige mennesker er svage (og dermed snyltere og overfødelige). Denne ide er ikke blot anakronistisk, men også ikke overførbar til en senmoderne velfærdsstat som Danmark, hvor den sociale kontrakt opretholdes via. universelle overførsler (fx folkepension). Det er derfor ikke den stærkes (riges) ret som råder, men en grundlæggende ide om menneskelig lighed. At neoliberale ideer stadig er politisk comme il faut i en dansk kontekst, siger meget om det politiske systems ideologiske og materielle korruption, hvor alt åbenbart er til salg.

Neoliberalismen er kompromitteret af bl.a. Finanskrisen, og nyere forskning i bl.a. ulighed (fx Pikerttys forskning i kapitalhistorie). Neoliberalismens funktion fremstår mere som klassebevarer og belønner af de absolut rigeste, end som den ide om økonomisk frihed som universel frihed, den postulerer at være. Markedet er altså ikke frit og til gavn for alle.

Man kan således hævde, at den Neoliberale ide er miskrediteret og død, men lever et zombieliv i kraft af de magtfulde samfundsinstitutioner som lever af at forsvare den.

Vi befinder os i et paradoksalt ideologisk status quo.

Niels Nielsen, Torben Skov, Peter Salling og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar