Læsetid: 6 min.

En kærlighedshistorie fra lykke over vanvid til død og genopstandelse

Suzanne Brøggers nye selvbiografiske roman, 'Koral', nyfortolker et fatalt kærlighedsforhold fra 1970’erne i en sammenskrivning af tre ældre romaner. Bogen er på én gang en invitation til nye læsere – og en forvanskning af bøger, der var gode nok i sig selv
Suzanne Brøgger er aktuel med romanen ’Koral’. Her spørger hun indirekte sin eftertid, hvordan vi fremover vil forvalte kærligheden.

Suzanne Brøgger er aktuel med romanen ’Koral’. Her spørger hun indirekte sin eftertid, hvordan vi fremover vil forvalte kærligheden.

14. marts 2017

Suzanne Brøggers nye selvbiografiske roman, Koral, er reelt en forkortet udgave af især romanen Ja (1984), hvor hun skildrer sit fatale kærlighedsforhold til en mand, der ikke kunne leve med hende som den offentlige figur og myte, hun var ved at blive.

Ved siden af forelskelsen i ham skrev hun – ironisk nok! – på bogen Fri os fra kærligheden (1973), der i hvert fald teoretisk sænkede ægteskabet som institution, og samtidig gjorde hende til det ikon, hun er i dag.

Da bogen var færdig, ville hun giftes. Med ham. Det var hende, der friede. Ja, sagde han også. Men brylluppet i landsbykirken og samlivet i huset på landet blev aldrig til noget. De to kunne ikke leve sammen.

Elementer af Creme fraiche (1978), og Transparence (1993) indgår også i bogen. De tre romaner – til sammen lige under 1.000 sider – er i Koral skrevet sammen til under det halve.

»Jeg ødelægger mine bøger for at sige ja til livet om og om igen – og har genkomponeret min livsføljeton i et nyt lys,« skriver Brøgger på bogens bagside.

Det nye lys er dog mere dystert end det gamle. Den sorg og det raseri, der lyser ud af siderne, var i Ja og Creme fraiche balanceret af en barok humor, der gjorde det klart, hvorfor forfatteren og fødselslægen var draget mod hinanden. Han var sjov og smuk, det var hun også.

»Der lå en genkendelse i de fremmede hænder, der hvilede på mine hofter.«

Humor og hormoner er en kraftig cocktail. I Ja kunne læseren derfor dele fortællerens skuffelse og fortvivlelse, da kærligheden endegyldigt forliser, og med den også drømmen om en beskytter i nød og lyst.

Læseren af Koral er derimod nærmest lettet, da fortælleren endelig kommer af med den ufølsomme idiot. Historien er skåret ned til skelettet, og det har kostet alt det sjove udenom. Korals jeg-fortæller lægger ingen fingre imellem, når hendes elskede, »lægen« eller »fødselslægen«, som han konsekvent kaldes, udstilles i al sin borgerlige rædsel for, hvad kollegerne vil sige til deres forhold, og om fortællerens iøjnefaldende hatte og trusseløse silkenatkjoler til selskabsbrug mon vil koste ham stillingen som overlæge på Rigshospitalet.

Væk er desuden mange af de breve, fortælleren fik i en lind strøm fra ikke kun de gamle libertinervenner fra ungdommen i Bangkok – om dem kan man læse i Louise Zeuthens Krukke (2014) – men også fra bl.a. en præst i Bethlehem. Brevene rummede et udsyn og en friskhed og uskyld, som nu er tilbage som kun en svag duft.

Kvinder bliver sindssyge, når de er forelskede

I et radiointerview 8. marts blev Suzanne Brøgger spurgt, hvorfor hun har valgt at genskrive de tre romaner. Hun svarede:

»Fordi jeg gerne vil fortælle, at kvinder bliver sindssyge, når de bliver forelskede.«

Man må altså tro, at Suzanne Brøgger (og forlaget?) har villet skabe en slags aktualiseret pixiudgave af forfatterskabets nøglefortællinger. Nye læsere kan begynde her.

Etymologisk betyder ’koral’ dels en undersøisk vækst af stor skønhed og ælde, aktuelt truet med at blegne og forsvinde, dels den ’simple’ del af kirkesangen, som alle kan synge med på.

Vi må tro, at titlen har begge betydninger i spil: Suzanne Brøgger (f. 1944) er bevidst om at være en art monument, et koralrev, der rummer tusind års erfaringslag. Samtidig er hendes budskab den sang, som åbner for nye tolkninger.

Selv om Koral på 412 sider langt fra er en letlæst pixibog, er det interessant, at Suzanne Brøgger her indirekte spørger sin eftertid, hvordan vi fremover vil forvalte kærligheden.

Er der fx et ’naturligt’ hierarki mellem kønnene, så en mand nødvendigvis må føle sig overlegen for at trives i et forhold med en kvinde? Eller er det eksisterende kønshierarki en historisk tilfældighed?

I Koral refererer Guy – ét af Suzanne Brøggers talerør i Fri os fra kærligheden – livet på øen Rèunion, hvor hele befolkningen nedstammer fra slaver. Derfor er mænd og kvinder lige.

»Ingen kvinde er ude efter at finde sig en mand, der kan yde hende beskyttelse, tryghed eller social anseelse, for det kan en mand ikke bringe hende, da han er i samme situation som hun selv. De er alle slaver, sagde Guy.«

Lighedsutopien fra Rèunion lurer som et spørgsmål gennem hele bogen. Kan mænd og kvinder være lige? Hvad behøver en mand for at blive lykkelig i forholdet til en kvinde? Og hvad behøver en kvinde?

Sex er naturligvis en del af svaret. Det mest fængslende ved bogen er faktisk dens ramme, duftende sanselighed: »Vi lå filtret ind i hinanden bag ruder, der var duggede af åndenød, og vi lå og hviskede om hinandens barndomme.«

Gift ved første bliks pragmatiske parringsritualer kommer til kort over for hormonsuppen i ’rovdyrburet’, lejligheden med de duggede ruder. Oh, hvor vi har været i de rum, hvor man kun hver tredje dag stod op for at spise rugbrød uden noget, og ilede tilbage til duften af hans armhule!

Men bogen viser også, at sex ikke var – eller er? – nok. Et samliv kræver, i hvert fald i romanen, visse rammer, man kan blive enige om. Fortællerens ligegyldighed over for ydre rammer er et problem for hendes elskede, som ønsker en mere ’normal’ kvindelig omsorg for farven på væggene, deltagelse i hans glæde ved sejlsport og måltider på faste tidspunkter.

Hun stikker af fra sejlferien efter en uge og erkender desuden, at hun intellektuelt overhovedet ikke er rummelig: »Jeg (brød) mig ikke om at blive afbrudt i mine tanker, og ... jeg afskyede at blive modsagt ... Jeg syntes ikke, at enhver tanke var lige så frugtbar som enhver anden.«

Her omvendes ældgamle roller. Kreativiteten og ånden tilhører kvinden, manden sidder fast i kroppen og normaliteten.

»Hvorfor vil du absolut gribe ind i naturens orden? - Vi har brudt ind for længe siden, afbrød jeg ham – det løb er kørt. Men måske vi bevidsthedsmæssigt kan komme andre steder hen, hvor vi ikke har været før.«

Kun kroppen er midten, de kan mødes på.

Kvindelig individuationshistorie

Koral kondenserer 1970’ernes strømninger i en enkelt kærlighedshistorie, i en enkelt kvindelig hovedpersons individuationshistorie fra lykke over vanvid til død og genopstandelse.

I en hjerteskærende scene lægger fortælleren sig selv i graven i den tro, at hun går ind til et ensomt liv som projektionsskive for andre folks fantasier og redningskvinde for sin dysfunktionelle familie.

»Da der til sidst var dybt nok, tog jeg tøjet af og lagde mig ned i det dyb, som jeg vidste var sort fra ren og skær vanetænkning, for det havde man altid sagt, at dybet var. Der ville jeg ligge og kigge ind i det blændende hvide lys, som jeg aldrig før havde set.«

Interessant er det dog, at Suzanne Brøgger kun lader sin hovedperson dø symbolsk, og heller ikke selv døde, som samtidens rockstjerner gjorde på stribe, hjælpeløse i mytens rampelys.

Tværtimod har hun endnu engang foræret sin unikke skæbne til læserne, komplet med den tropegrønne plastafstøbning af egen kusse fra Creme fraiche.

Tak.

Som sagt er jeg ikke ubetinget vild med bogens nytolkning – jeg synes, at nye læsere hellere skal læse de gamle bøger. Men set fra både sam- og eftertiden er Brøggers projekt en eksemplarisk skæbne, inklusive hendes yderst forståelige ønske om fred, ro og og normalerfaring.

»Jeg ville være almengyldig, og derfor måtte jeg lære det almindelige at kende.«

Det skete også. Lykkeligvis kravlede hun ud af sin grav, blev gift og fik en datter.

Men om de sidste 34 år er der som bekendt stilhed.

Suzanne Brøgger: Koral. Gyldendal, 412 sider, kr. 300. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Arne Katholm
  • Jørn Andersen
Arne Katholm og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Marie-Louise Kjølbye

".........og ilede tilbage til duften af hans armhule!"

Hvor er du dog kedelig - hvorfor er det lige duften fra armhulen, hun iler tilbage til?

Jørgen Leth kunne have fået langt mere ud af det.