Læsetid: 2 min.

Hun klamrer sig til skønheden

Maria Gerhardts nye roman ’Transfervindue’ er en hardcore roman om at skulle dø
’Transfervindue’ skildrer i et forløb af korte tekster livet som terminal kræftpatient i en makaber drøm af et overdimensioneret hospiceland, hvor alt er skønt og sundt. Maria Gerhardt er selv terminal kræftpatient.

’Transfervindue’ skildrer i et forløb af korte tekster livet som terminal kræftpatient i en makaber drøm af et overdimensioneret hospiceland, hvor alt er skønt og sundt. Maria Gerhardt er selv terminal kræftpatient.

Melissa Kühn Hjerrild

11. marts 2017

Et sted i Maria Gerhardts roman Transfervindue bemærker hovedpersonen, at »midt imellem liv og død« er et ulækkert sted at være.

Det er en slående konstatering, i betragtning af hvor hårdt romanen hele vejen igennem insisterer på at se og fortælle om det skønne og smagfulde som en kontrast til den modbydelige død, det handler om.

Transfervindue skildrer i et forløb af korte tekster livet som terminal kræftpatient i en makaber drøm af et overdimensioneret hospiceland, hvor alt er skønt og sundt.

Nonnerne fra hospicet Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup har udvidet foretagendet, og politikerne har annekteret de dyreste kvadratkilometer af Nordsjælland for at give Danmarks døende fredelige og smukke omgivelser at dø i. Kontakten med pårørende er minimeret, musik og triste samtaleemner er forbudt.

I stedet bortleder skønhed og komfort opmærksomheden fra det kropslige forfald. Saxo Banks hovedkvarter er blevet inddraget til produktiv af smertelindrende cannabisolie, og alle svømmer i havet hver dag.

Hårdt og følsomt

Det skrøbelige hverdagsliv som syg blandt raske, der var før hospicet, skildres i sorgfulde tilbageblik.

Melissa Kühn Hjerrild

I mange af disse tilbageblik trænger de nordsjællandske omgivelsers skønhed og orden sig på både som en trøst for og en hån mod den syge. Som her, hvor hovedpersonen og hendes kæreste kører hjem ad Ryvangs Allé efter at have fået besked om et alvorligt tilbagefald:

»Alt var så velordnet og nykalket, og rododendronbedene struttede, og det var, som der står i aulaen på Gentofte Skole:  Fremad, opad.«

Tilbageblikkene fremstår ikke bare som en realistisk kontrast til hospiceteksterne, men som et selvbiografisk afsæt.

Maria Gerhardt er selv terminal kræftpatient, og i flere af teksterne går formuleringer fra hendes Facebookopdateringer igen.

En tekst kommenterer temmelig direkte og temmelig ironisk forholdet mellem fantasien og bekendelsen i bogen:

»Jeg havde ellers lovet mine omgivelser at skrive fiktion og ikke om endnu en kaotisk morgen ...«

Det er hardcore og rørende at læse beskrivelserne af afmagten, vreden og forståelseskløften mellem den syge hovedperson og hendes raske venner. Beskrivelserne af de brat afsluttede korrespondancer i et forum for kvinder med kronisk brystkræft er ikke mindre hårde.   

Pleje kroppen, nyde livet

Det utopiske hospicescenarie, Maria Gerhardt beskriver, fremstår som en drøm om smertelindring, sorgflugt og distance til det liv, man ikke får lov at leve færdigt.

Samtidig bærer bogens hospice præg af en ironisk overdrivelse af visse samtidige dogmer om sundhed og mindfulness. Stemmeføringen er både lakonisk, elegant og præget af sprogligt overskud og eksistentiel opgivenhed:

»Jeg skal intet i dag ud over at pleje min krop og nyde mit liv, som man siger. Jeg har ingen at skuffe, ingen at belaste. Alle der gør noget for mig, får hundredehalvtreds kroner i timen.«

Både de patosfyldte, de vrede og de mere deadpanagtige tekster står helt klart. Transfervindue er en medrivende bog om at skulle dø og om at klamre sig til skønheden.

’Transfervindue’. Maria Gerhardt. Politikens Forlag. 90 sider. 200 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu