I Om sommeren vender Knausgård tilbage til de beskrivelser af ting og fænomener, som udgjorde årstidsseriens to første bind. Udover tekster med åbenlyse sommerkonnotationer som grill, is og shorts er der også indslag om især dyr og planter.
Og i stil med det foregående bind om foråret – som beskrev en enkelt dag i Knausgårds liv sammen med sin nyfødte datter – er der lange dagbogsafsnit om familielivets trummerum, inklusiv de obligatoriske smådramatiske hændelser.
Begge disse spor rummer beskrivelser, der søger at indfange sommerens særlige stemning ved at rette blikket mod det upåfaldende. For eksempel lyder det om grillkul, at »det er en helt særegen nydelse at hælde dem ned i en tom grill, for de rasler når de slår mod hinanden, og drysser ud med en lethed som stykkernes størrelse ligesom modsiger – de burde falde med tunge dunk – samtidig med at en let sky af askepartikler står op fra dem, som strålerne fra solen, hvis den skinner netop da, får til at glimte i luften«.
Viser datteren verden
Helt fra starten har projektet handlet om at beskrive alskens ting og fænomener for at vise datteren verden – en metode, der også skulle forhindre Knausgård selv i at forfalde til rutiner og fastlåste opfattelser. Men paradoksalt nok er der ofte noget rutinepræget over dette sidste bind.
Alle årstidsbøgerne har handlet om klassiske Knausgård-temaer som det skønne, forskellen mellem det åbne og det lukkede liv, tyngden af de andres blikke samt forholdet mellem skam og skrift, men i de første bind var der trods alt en vis friskhed i beskrivelserne, og selvom der også her er usædvanlige formuleringer (som at sneglen er den fugtige jords kejser, og ribs er bærrenes prinsesser), dvæles der tit også unødigt længe ved upåfaldende iagttagelser a la »En cykel er et mekanisk befordringsmiddel der består af en ramme og to hjul som er forbundet med pedaler via en kæde«, ligesom associationerne meget hurtigt når frem til de ovennævnte temaer, som i forvejen er så rigt repræsenteret i forfatterskabet.
Selvom dagbogsstykkerne også betræder velkendt territorium, føles de alligevel skarpere, som om nærværet er større og tanken derfor mere præcis. Jeg har på fornemmelsen, at det skyldes, at opslagsteksterne ikke er henvendt til nogen, mens dagbogen eksplicit er rettet mod den nu to år gamle datter.
Dette »du« – som Knausgård har skrevet udførligt om vigtigheden af i sjette bind af Min kamp – giver både skriften en større frihed og en tydeligere retning. Ligesom det var både interessant og rørende at læse om hans forhold til datteren i Om foråret, er det svært ikke at blive påvirket af den fascination og omsorg, der lyser ud af beskrivelserne af hende i Om sommeren, navnlig skildringen af, hvordan hun begynder at tilegne sig sproget, som indfanger den nysgerrighed og fortryllelse, der er hele projektets udgangspunkt.
En sørgmodig tone
Tonen i bogen er oftest sørgmodig; en konsekvens af, at den nu midaldrende forfatter ikke kun bliver rørt over at se sine børn vokse op og huske tilbage på sit eget liv, men også oftere og oftere rammes af tanken om, at han selv skal dø.
Det fører til en anderledes form for selverkendelse, som da han fortæller om naboen, der spiller fodbold med sin søn i haven, og omtaler det som en situation, de sandsynligvis vil glemme, og som Knausgård også ville glemme, hvis han da ikke havde rejst sig for at gå ind og skrive det ned, »ikke uden et strejf af tristhed i hjertet, for øjeblikket var uden åbenbar mening, og det meningsløse ville blive forstærket i det øjeblik jeg skrev det ned, og endnu mere i det øjeblik jeg døde, og det ville stå alene og vidneløst i en bog et sted: Hvorfor skulle netop dette gemmes, af alt det som hænder?«
Mere selvbevidst
I det hele taget er det, som om Knausgård er blevet endnu mere selvbevidst og sætter ord på nogle tankestrukturer og vaner, der har præget næsten alle hans tidligere bøger, men sjældent været beskrevet så direkte.
Men denne bevidsthed åbner (endnu?) ikke for noget nævneværdigt nyt. Han sidder stadig fast i de samme reaktionsmønstre, der er blot tilføjet endnu et lag: Under et lægebesøg bekymrer han sig eksempelvis om, hvorvidt hans penis er mindre end gennemsnittet (»Hvor ville jeg dog have haft det meget bedre hvis jeg havde haft en stor, flot pik. Så ville alt have været så meget bedre«); og selvom han efterfølgende skammer sig over at have skrevet disse tanker ned og sendt dem til sin redaktør, ender bekymringen, skammen over den og selvbebrejdelsen ved at have skrevet noget, der var for privat, selvfølgelig alt sammen med at indgå i bogen.
Der er masser af fine passager i Om sommeren; teksten om is er for eksempel både overraskende, præcis og sjov. Knausgårds blanding af håb og nedtrykthed fører som sædvanlig mange spændende og vigtige tanker med sig, men altså også en hel del gentagelser. Derfor efterlader denne bog mig mest af alt også med håbet om, at den på sigt har banet vejen for noget andet.
’Om sommeren’. Karl Ove Knausgård. Oversat af Sara Koch. Lindhardt & Ringhof. 361 sider 270 kroner.
