Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Kunstnermandebarnet møder lidt modstand

Det kniber med at gøre historien om en barnlig kunstnermands store succes og lille bitte nederlag vedkommende i Charlotte Sielings ’Mesteren’
Kultur
3. marts 2017

Det er ikke let at være nogen. Det synes at være det underliggende budskab i Charlotte Sielings film Mesteren om den feterede konge af den danske kunstverden Simon (Søren Malling), der møder sin voksne søn Casper (Jakob Oftebro) for første gang. Det håndterer han dårligt. Casper er ung og fremadstormende, han laver streetart og imponerer de assistenter og gallerister, der ellers plejer at reservere deres skulderklap til Simon.

Inde bag Simons excentricitet og hedonisme banker der tydeligvis en angst for død og usynlighed. Han skal også dø en dag, og før han dør, skal han måske både forlades og overstråles af andre. Narcissisten bliver rystet i sin grundvold, og disse rystelser er hovedmotivet i Mesteren.

Gu er det da nemt

Men så alligevel: Gu er det da nemt at være filmens hovedperson. Det mest iøjnefaldende ved filmen er, hvordan alle skuespillere og alle scener arbejder for at vise og forklare, at Simon er midtpunktet, som inspirerer og samler folk.

Simon laver gammeldags machokunst, hvor han selv står i ophøjet ensomhed og med god bred benstilling og laver action painting, mens hans unge assistenter tegner de nøgne damer på hans billeder.

Det har han så stor succes med, at han kan tillade sig at gå rundt i nattøj og opføre sig som et lunefuldt barn, hvis behov det er en ære at opfylde.

Simons unge smukke assistent Lai (Sus Wilkins) belønner ham for den opførsel med sex og beundring, og hans lidt ældre, men stadig yngre (og også smukke) kone, Darling (Ane Dahl Torp), belønner ham med uendelig tålmodighed.

Casper bliver indkvarteret i den udvidede familie, som Simons atelier er. Simon orker knap nok at høre om hans – eller hans mors – liv, men han må godt bo der og spise med, og før Simon får set sig om, rappeller hans ansatte rundt om natten og laver nydelig street art af den slags, der også kan begå sig i et mondænt galleri.

Det er i det parodierede portræt af forholdet mellem Simon og hans ansatte, Mesteren fungerer bedst. Et godt råd til alle, der ikke kan få en selvoptaget kunstner til at holde sine aftaler, er at straffe ham ved at tage den samme kulørte sweater på som ham.

Patriarken og opkomlingen

Mesteren er en udstilling af en narcissist, der kommer til kort, og et karikeret portræt af et kunstmiljø, der fejrer den gale og geniale ener. Karikaturen er lun, og det er muligvis det, der gør mig helt kold.

På de her medfølende og høfligt interesserede præmisser er kampen mellem den infantile og selvhøjtidelige patriark og hans kække opkomling af en søn en kedelig psykisk dynamik at blive inviteret ind i. Især dramaet om, hvem der går i seng med hvem, er forudsigeligt.

Simons misundelse tager til og kaster forskelligt drama af sig. Hans følelser er åbenlyst latterlige, men filmen er forvirrende nok mere interesseret i at forstå dem end i at udstille dem som sådan. Det er vel et drama og dermed et forsøg på at generere lidt indlevelse. Det er bare svært at være med på det projekt med så irriterende og banal en hovedperson.

’Mesteren’. Manuskript og instruktion: Charlotte Sieling. Dansk (Biografer over hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her