Læsetid 4 min.

Den lå til højrebenet, og så blev det alligevel et selvmål

Budskabet er klart, men alt andet er tåget i Thomas Altheimers CPH:DOX-aktuelle partsindlæg af en dokumentarfilm om hans kone, litteraturforskeren Mette Høegs, sag mod Københavns Universitet
Thomas Altheimers ’Se nu stiger solen’ er et overraskende forvirrende partsindlæg i en sag, hvor der ellers ikke skal andet end en sløset omgang med forvaltningslovens regler om indsigelsesmulighed til for at opnå min fulde støtte.

Thomas Altheimers ’Se nu stiger solen’ er et overraskende forvirrende partsindlæg i en sag, hvor der ellers ikke skal andet end en sløset omgang med forvaltningslovens regler om indsigelsesmulighed til for at opnå min fulde støtte.

CPH:DOX
17. marts 2017

De to klogeste ting, der bliver sagt i Thomas Altheimers DOX-aktuelle dokumentar Se nu stiger solen om hans kone Mette Høeg, handler om nødvendigheden af at gå ind for noget og om, at offentlige myndigheder pinedød skal overholde reglerne for deres magtudøvelse.

Han filmer hende i badet, hvor hun udtaler, at modstand altid er i forhold til en bevægelse fremad. Derfor forudsætter den, at man bevæger sig fremad mod noget, man gerne vil have. Hun fortsætter med at sige noget om at omfavne livsperspektiver og finde mening i meningsløsheden, men syntaksen ryger, så jeg forstår det ikke rigtig.

I en anden scene – en lydoptagelse fra et møde på Københavns Universitet ledsaget af et billede fra en tom universitetsgang – påpeger Mette Høeg, at en regel om mulighed for at gøre indsigelse mod den sanktion, hendes arbejdsgivere er ved at pålægge hende, ikke er blevet overholdt. Det er nemlig rigtigt: Reglerne skal overholdes.

Oversolgt udstødelse

Se nu stiger solen er ifølge DOX-katalogets noget oppumpede beskrivelse en historie om eksklusion, isolation og kampen mod kollektiv censur. Katalogteksten kalder filmen for et partsanlæg.

Det sidste kan jeg nikke genkendende til, men det første er en oversælgning af filmen, som ikke tager helt så store ord i brug. Og godt det samme – katalogteksten sendte mig ud i en hidsig spiral af moralisering og begrebsafklaring. Mette Høeg skrev for et par år siden et debatindlæg om, at unge danske forfattere skulle prøve at slappe af med at være så selvoptagede og kvindagtige i deres materialevalg. Det blev mange sure over. Jeg blev også sur.

Kritik er mit elskede fag, og jeg vil have, at den skal være bedre funderet, end det debatindlæg var. Og hvis man skal kritisere forfattere, der formaster sig til at dele deres psykiske sårbarhed med offentligheden, bør man efter min mening gå en stor bue uden om den hånlighed, der generede mig ved debatindlægget.

Læs også

Men den kritik, Mette Høeg blev mødt af, var ikke et udtryk for kollektiv censur. Den var et udtryk for uenighed. Det virker også i overkanten dramatisk at tale om eksklusion, når debatindlægget faktisk førte til, at Mette Høeg anmeldte litteratur for Weekendavisen og lavede en række litteraturprogrammer på Radio24syv. Det er sket før, at der er blevet fremsat en generaliserende og usaglig kritik af et eller andet, jeg holder af, i en avis. Det er sikkert heller ikke sidste.

Reglerne skal følges

Men så sidste år dukkede der en historie op i Universitetsavisen, som jeg ikke havde hørt før. Mette Høeg havde afbrudt sit ph.d.-forløb efter at være blevet et såkaldt tilbud (men nok snarere et påbud) om et såkaldt genopretningsforløb, som er en slags sidste chance inden udskrivning for ph.d.-studerende, der ikke har passet deres arbejde.

Det var nyt for mig, at den procedure fandtes – og jeg har hørt om adskillige ph.d.-afhandlinger, der ikke blev færdige til tiden, men afleveret alligevel.

Problemet er, at det ud fra pressedækningen af sagen – som er baseret på interview med Mette Høeg, dele af hendes mailkorrespondance med universitetet og en lydoptagelse fra det møde, hvor Mette Høeg fik at vide, at hun skal i genopretningsforløb – ikke ser ud til, at Universitetet har overholdt reglerne for at indlede genopretningsforløb. Det er noget med en evalueringsrapport, der ikke er blevet skrevet, og en mulighed for at gøre en indsigelse, der er blevet forbigået.

Pigeslagsmål – også af mere verbal art – kan være en grim oplevelse at være vidne til. Det har man kunnet erfare i løbet af de sidste par uger, hvor litteraturforskeren Mette Høeg har formastet sig til at mene, at en del yngre, kvindelige forfattere faktisk ikke er nær så gode, som man skulle tro, når man ser på, hvordan de bliver anmeldt i aviserne
Læs også

Og så er der Mette Høegs eget bud på, hvorfor forløbet blev sat i værk: At hun var kommet lidt for godt i gang med at indtage upopulære synspunkter i offentligheden. Hvis noget af det er tilfældet, er det en alvorlig sag.

Det er aldeles uacceptabelt, hvis ph.d.-studerende skal navigere efter uskrevne, udefinerede regler for, hvad man kan tillade sig at lave, sige og skrive ved siden af sine ph.d.-forpligtelser. De ansvarlige autoriteter, ph.d.-skolelederen Sune Auken og Mette Høegs hovedvejleder Marianne Stidsen, må ikke udtale sig i sagen. Hvordan det præcis forholder sig, kommer der forhåbentlig en fyldestgørende forklaring på fra Københavns Universitets side.

Perverst magtmenneske … virkelig?

Med Se nu stiger solen har Thomas Altheimer dokumenteret tiden op til og efter Mette Høegs brud med Københavns Universitet. Det er et overraskende forvirrende partsindlæg i en sag, hvor der ellers ikke skal andet end en sløset omgang med forvaltningslovens regler om indsigelsesmulighed til for at opnå min fulde støtte.

Budskabet er rimelig klart: Mette Høeg er på grund af sin rolle som kontroversiel debattør blevet urimeligt behandlet af sine overordnede på universitetet. Filmen starter med et klip fra Deadline, der kort og (lidt vel) fyndigt forklarer, at Mette Høeg er kommet i modvind efter sit debatindlæg.

Herefter består den af Thomas Altheimers optagelser af Mette Høeg og ægteparrets dialog, der meget ofte virker henvendt til filmens publikum. Der filmes lidt på Mette Høegs kontor på universitetet og  meget i og omkring deres fælles hjem i Udbyhøj på Norddjurs.

Det er Mette Høegs ambition at se samtidslitteratur med Henrik Stangerups blik, gøre ham til sin allierede og hævde hans fortsatte relevans. Ideen er god, men det lykkedes indtil videre ikke.
Læs også

De taler meget om, at der findes to slags akademikere: Dem, der er interesseret i viden og indsigt, og dem, der kan lide at positionere sig i universitetets magtstrukturer. At Sune Auken og Marianne Stidsen hører til den sidste kategori bliver slået fast et par gange.

Hvor gerne jeg end vil heppe på kritikken af et eventuelt tilfælde af magtmisbrug, er det svært at være med på den tågede tilsvining, som især Altheimer er mand for omme bag kameraet. Er det nødvendigt at kalde Sune Auken for et perverst magtmenneske og tilføje en vulgær bemærkning om, hvad han gerne vil med de unge studiner? Er det befordrende for at få filmens budskab igennem?

Efter min mening havde Michelle Obamas pr-strategi when they go low, we go high været mere effektiv. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu