Læsetid 3 min.

Lækker slow-motion

Fire ultrakorte tekster af østrigske Peter Handke er meditationer over det bedste og det værste: livet og døden
1. april 2017

Fire korte tekster, en efterskrift, i det hele 38 sider, kolofon medregnet. Mindre bliver en bog ikke.

Teksterne er af østrigske Peter Handke (f. 1942) og det diminutive udvalg og dets oversættelse af Madame Nielsen (engang kendt som Claus Beck-Nielsen) fra to af Handkes bøger fra hhv. 1984 og 1995. Det er udvalgt, men også udsøgt, det må være hele ideen med den fine lille bog, hvilket stilen, litteratur som koncentrat, da også understreger.

Nielsen kalder det i sin efterskrift »Beskrivelsespotens«, en skriftens gåen i ét med den fysiske verden, ligesom den anonyme (i hvert fald navnløse) vandrer helt bogstaveligt gør det i teksterne.

Beskrivelse? Skriften zoomer ind på frugt, æg, vaskepulver, som med kraner og tovværk løftes over på et skib på havnen i Dubrovnik. På snefnuggene, der lægger sig over landskab og togspor i en anden havneby i det yderste nord på den japanske hovedø. På en snerrende hunds blålige gab, på et brandbæltes sortsvedne spor trukket gennem en skov i Aix-en-Provence. I en granskende stil:

» (...) brændt alt, hvad der var brændbart, fra forbjergene over mellemplateauerne til de sidste, ensomme krøblingebuske helt oppe i revnerne i de ellers ubevoksede klippevægge; bjerget selv, ikke bare dets bevoksning, men stenen, kalken, dolomitten, marmoren, lod til at være blevet brændt ned, mindre og mere formløs.«

Potens? Skriftens nøjeregnende registreringer insisterer for fuld kraft på de små og upåfaldende ting i verden, hverdagens hændelser, som samtidig er det konkretes og sanseliges uomgængelige realitet, som igen er det samme som at fylde nuet.

Det sanseliges fylde

Nielsen skriver, at Handke kun sjældent bruger ordet ’begivenhed’, og at når han gør det, så bruger han det »om de små og lokale hændelser, der unddrager sig Historien«. Alligevel klinger både Historien og Samtiden med ’akkurat mærkbare som en svag under- eller overtone’, fx fra fragtgodset på skibet eller fra såret, som brandbæltet har skåret gennem skoven.

Det er en god pointe, at tingenes konkretion ikke er forsvindingspunkter, huller i virkeligheden, som opmærksomheden kan sive ud gennem, men fortættet virkelighed.

Til gengæld er jeg ikke enig med Nielsen i, at Handkes korte tekster ingen plot har, men alene er form skabt af »sætningernes forbindende og sammenhængsskabende bevægelse«.

Læs også

Man kan diskutere, hvad man skal kalde det, men så vidt jeg kan se, skriver alle fire tekster sig frem mod en form for sanseligt og erkendelsesmæssigt klimaks. Det er teksternes vendepunkt, plotagtigt som en pludselig afsløring.

I Dubronik-teksten fx løber sætningerne ind og ud mellem hinanden med samme overdådigt velsmurte kompleksitet som mennesker og maskiner på havnens myldrende lastområde, indtil alt pludselig samler sig i ét lysende punkt:

»De barnlige matrosers blege, koncentrerede ansigter!«

Højdepunktet er markeret med et udråb snarere end med en sætning. Det er som en epifani, en glimtvis oplevelse af det sanseliges fylde – hvorefter det nu fuldt lastede skib kan stævne ud og efterlade havneområdet mennesketomt, dødt.

Teksterne som meditationer

En lignende rolle har snefnuggene, hunden, brandbæltet i de andre tekster. De er punkter for vandrerfortællerens koncentrerede opmærksomhed og metaforiske prismer, der lader hans tanker ile associativt frem og tilbage i hans erindringer (mere anonym er han ikke), indtil teksten åbner sig mod en pludselig erkendelse af noget; det flygtige eller værre endnu med et Handke/Nielsen-ord: »ufortsætteligheden«.

Peter Handkes drømmeagtige vision om menneskeverdenen med dens uskønhed, krige og ondskab skal være anbefalet alle medlevende
Læs også

Man kan opleve Handkes tekster som fordybelser i det konkrete. Man kan også opleve dem som forsinkelser af det flygtige, stærkt og smukt gengivet i billedet af snefnuggenes slowmotion-agtige fald, »velgørende for øjet«, som Handke skriver, »med denne ligesom fortidige langsomhed«. Indtil snefnuggene lander og fordamper på et stykke frisk dampende tjære.

I begge tilfælde er der tale om en slags meditation, behagelig som alle former for selvfortabelse og foruroligende som tanken om døden.

’Epopé over vejenes forsvinden’. Peter Handke. Bestiarium. 38 sider. 130 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu