Læsetid: 3 min.

Længe leve det forbitrede liv

Gustav Wieds livslede og borgerskabskvababbelse bliver til fængende teater med Peter Zandersen som den forrygende krøbling Thummelumsen i ’Livsens Ondskab’ på Nørrebro Teater
Jorden vender opad i den morsomme, stiliserede fortolkning af det ultimative sortsyn i’Livsens Ondskab’ på Nørrebro Teater – med Peter Zandersen som skæv eksistens.

Jorden vender opad i den morsomme, stiliserede fortolkning af det ultimative sortsyn i’Livsens Ondskab’ på Nørrebro Teater – med Peter Zandersen som skæv eksistens.

Ulrik Jantzen

3. marts 2017

Teaterdirektør Mette Wolf på Nørrebro Teater tror på klassikerne. Hun har plejet Benny Andersens forfatterskab med Svantes lykkelige dag og Kjeld Abells hit Melodien der blev væk.

Nu er turen så kommet til Gustav Wied og hans roman Livsens Ondskab fra 1899, som Mette Wolf selv har dramatiseret, effektivt og dynamisk.

Det er blevet en brutal Livsens Ondskab – stiliseret og komisk. Instruktøren Christoffer Berdal har blik for det groteske i denne historie om lillebyens ulidelige selvkontrol, og han har instrueret personerne så fysisk ekstremt, at alle virker som marionetter.

Scenografen Palle Steen Christensen har fulgt op med alverdens sceniske overdrivelser – fra påmonterede fuldskæg til aftagelige tøndemaver og en selvdød hane. Og rumligt er hans pointe, at jorden i stykkets lilleby godt nok er rund, men at den hælder opad, så alle ender med at trimle tilbage ind i sladderen. Det er sjovt tænkt.

Bange for at dø

Den ukuelige pessimist Knagsted er romanens drivende kraft. Han forstyrrer byens bedsteborgerne, fordi han er så anderledes i sin modbydelighed end alle andre. Knagsted dyrker livets sorte sider i rå sarkasme. Som når han tvinger den gamle, syge Mørch med på endeløse vandreture på kirkegården, selv om han udmærket ved, at Mørch er rystende bange for at dø.

Tom Jensen er en besk Knagsted – med brutal knirkestemme og gennemført hensynsløshed. Og Peder Holm Johansen er en skælvende angst Mørch med øjnene stift rettet mod de ventende orme. Når de to vandrer sammen, flår Knagsted så hårdt i Munch, at han nærmest flyver i dødsspiral i luften. Det er herligt.

Men det er faktisk Peter Zandersen, der løber med historien i rollen som Thummelumsen. Denne vanskabte mand med skæv skulder og enfoldigt livssyn er aldrig flyttet fra sin mor. Han sparer sammen til at kunne købe familiens tabte slægtsgård tilbage – og derfor går hans liv med forbitret optælling af spareskillingerne.

Peter Zandersens altafslørende krop er hele tiden foran hans tale. Hans Thummelumsen kaster sig rundt på gulvet og serverer mad som tjener i fri jonglering med fadene – med en smidig krop i uafbrudt perpleks bevægelse. Det er fascinerende anarkistisk komik i en overrumplende koreografi af Christel Klan Stjernebjerg.

En skive hamburgerryg

Over for ham står Ditte Gråbøl så i rollen som Mor Karen med hjemmestrikket muffedisse og flittige hænder over tom mave, for hendes søn sparer på maden. Ditte Gråbøl har en vidunderlig bekymret vrantenhed over sig, når hun prøver at snakke sin umulige søn til fornuft.

Hun vil også gerne have ham til at gifte sig med byens kluntede pigebarn. Og Marie Knudsen Fogh løfter sine stærke ben i drømmehøje balletpositurer, mens hendes faste krop rækker sultent ud efter lykken og Thummelumsen. Det er kostelig komik. Her er der en kvinde, der kan lokke med en skive hamburgerryg!

Men det er Ole Lemmeke, der sætter Gustav Wied på plads på digterhimlen. Han har en uforlignelig Herman Bang-fortolkning som omrejsende forfatter med selvforherligende oplæsningsseance og perlekædeeksotisme.

Ole Lemmeke er en kamæleonskuespiller. For han har imponerende nok også den diametralt modsatte rolle som den reaktionære overlærer, der ikke forstår, hvorfor alle ikke bare kan leve efter samme idealer – og hvorfor ikke alle har deres piber og potteplanter ophængt i nummerorden på væggen. Indædt undrende.

Om alle de fede mænd i den legendariske Ædedolkenes Klub så også får spist sig gennem kæmpestegene og duerne i fad? Det skal ikke røbes her. Men at dømme efter kostumernes livvidder så går det ganske godt med de mange forsøg på at æde sig ihjel af lutter kedsomhed.

Da tv-serien over Gustav Wieds roman blev vist i 1972 med Keld Markuslund som Thummelumsen, var det som tv-drama med den skrappeste realisme.

Det er tydeligvis mindet om hans kyniske manipulation, der driver tilskuere på 50+ i teatret. Men de unge kan også sagtens lade sig lokke. For i den nye teateropsætnings groteske stilisering rammer Gustav Wieds grumme sandheder vildt præcist. Som piskesmæld over udspilede maver.

’Livsens Ondskab’. Baseret på Gustav Wieds roman fra 1899. Dramatisering: Mette Wolf. Iscenesættelse: Christoffer Berdal. Scenografi: Palle Steen Christensen. Koreografi: Christel Klan Stjernebjerg. Nørrebro Teater. Til 12. april 2017

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu