Læsetid: 4 min.

Langtidseksponerede landskaber

I den italienske kunstner Rosa Barbas hænder bliver analoge filmapparater til levende skulpturer, mens landskaber får lov til at forvandle sig for øjnene af beskueren
Rosa Barba: From Source to Poem, 2016

Rosa Barba: From Source to Poem, 2016

Helene Toresdotter

3. marts 2017

Den analoge film er både et døende og lyslevende medium.

Døende, fordi celluloidfilmen efterhånden fuldstændig er blevet erstattet af nyere digitale formater og afspillere, som langt de fleste mainstreamfilm og tv-serier bliver optaget på i dag.

Omvendt er den analoge film i sig selv et levende materiale, der indfanger lysets partikler og eksponerer det på filmstrimlens overflade. Et mindre fotokemisk mirakel, der er i stand til at fastfryse lysets vibrerende partikler i billeder. 

Det analoge filmmedies levende materialitet og teknologiske forgængelighed er netop omdrejningspunktet for den italienske billedkunstner Rosa Barbas værker.

Filmrullen er for hende et materiale, hvorpå man kan vise og nedfælde tidens spor, mens selve filmprojektorens arkaiske, maskinelle krop understreger hendes optagethed af det 20. århundredes industrialder og teknologier i forfald.

Det er der kommet en række særdeles sanselige og tankevækkende værker ud af, der både går i dialog med filmmediets formelle kvaliteter og ikke mindst bruger den analoge film til at understrege landskabets foranderlige karakter.

Snurrende motorer og hvirvlende celluloid

Malmø Kunsthal har på udstillingen Elements of Conduct samlet en række af Rosa Barbas filmiske arbejder gennem det seneste årti. Overordnet set er der to typer af værker, der befolker udstillingen: dels de analoge filmskulpturer, der undersøger filmmediets basale virkemidler i lys, lyd og tekst, og dels de cinematiske filminstallationer på 35mm og 16mm film.

De skulpturelle værker udgør livlige, kinetiske skulpturer, hvis spaghettibånd af celluloidfilm hvirvler rundt i en lyskasse, belyser en rude eller animerer små metalkugler på en plade.

I stedet for den todimensionelle projektionsflade, der normalt er i centrum for filmoplevelser, er det de bastante filmapparaters snurrende motorer, varme projektioner og solide metalkroppe, der lader beskueren opleve filmen som noget fysisk.

Det er på den ene side fascinerende at blive så kropsligt delagtiggjort, men samtidig er der noget hermetisk lukket ved denne type analoge filmværker, der mest af alt peger tilbage på sig selv som medie.   

Rosa Barba: Coupez Ici, 2012

Helene Toresdotter

En filmgeolog

Elements of Conduct bliver allermest interessant dér, hvor den analoge films materialitet ikke er en pointe i sig selv, men bruges til at understrege filminstallationernes undersøgelser af landskabet.

I disse værker viser Barba sig som en filmgeolog, der på fascinerende vis sporer de aflejringer af tid og historie, der har fæstnet sig på kulturelle og geologiske lokaliteter.

Og hun er en sand virtuos til at skabe fortættede filmbilleder, der samler forskellige tidsskalaer og tidsligheder i samme billede: fortid og fremtid, geologisk tid og menneskelig tid eksisterer side om side i disse ’langtidseksponerede’ landskaber.

Brugen af den analoge films taktile kvaliteter – de knitrende lydoptagelser, billedets grynede struktur og dansende, sorte pletter – er i denne henseende ikke blot udtryk for lækker retroæstetik eller cinefil nostalgi. Nej, de analoge filmstrimler, der er dømt til at forvitres af tiden, indfanger faktisk landskabets tidslige processer bedre end den digitale filmteknologis statiske pixels.

Tiden sætter sit fysiske aftryk på det analoge filmbillede i overensstemmelse med den måde, tiden sætter sit aftryk i et landskab på.

Tilbage til fremtiden

Det er nogle helt særlige landskaber, som Barba vender tilbage til igen og igen: udstrakte ørkenlandskaber, der på samme tid ligner forhistorisk urscene og postapokalyptisk fremtidsscenarie, og hvis tydelige jordlag og fordybninger vidner om et langt større tidsperspektiv end den menneskelige kulturs.

Industrielle ruiner i jern og stål, der står som ensomme monumenter over den menneskelige civilisations frembringelser; industrihavne, byggekraner, gigantiske paraboler og motorveje.

Jeg tror ikke, det er et tilfælde, at det netop er industrialiseringens og modernismens konstruktioner, der står for skud. Denne arkitektur er nemlig gennemsyret af en grundlæggende fremtidsoptimisme og idé om en progressiv tidslighed, som værkerne aktivt udfordrer.

Tiden er for Barba ikke en kronologisk, lige linje, men en geologisk ophobning af jordlag. Hendes filmiske landskaber fremkalder samtidig en tidløshed eller tvetydighed, der gør dem åbne for at vise potentielle fortider og fremtider.

Til dette trækker Barba især på science fiction-genrens traditioner for alternative tidsligheder, og hun har en evne til at få velkendte landskaber til at ligne noget fra en fremtidsfilm.

Dette greb gør sig eksempelvis gældende i udstillingens to centrale 35mm filminstallationer »Bending to Earth« (2015) og det nyeste videoværk »From Source to Poem« (2016).

I »Bending to Earth«, der fra en helikopters fugleperspektiv kredser om nukleare søer i et rustrødt ørkenlandskab, fremstår de glinsende atomsøer både som fatalt emblem på en menneskelig kultur i undergang, og som lysende portaler fra en endnu ukendt fremtid.

From Source to Poem blander optagelser fra det amerikanske Library of Congress massive vidensarkiv med optagelser af forskellige lysprojektorer og paraboler, der alle står vendt mod himlen.

I samspil med lydsporets collage af stemmer og radiostøj ligner det, at instrumenterne kommunikerer direkte ud til Universet, og derved sættes det bombastiske menneskelige vidensarkiv i ydmyg relation til det uendelige kosmos.

Rosa Barba: Blind Volumes, 2016

Helene Toresdotter

’Vanitas revisited’

Barbas filmiske landskaber fungerer som en slags moderne, økokritiske vanitasmotiver, der minder os om, at vores tid som mennesker på Jorden er uendeligt skrøbelig og kort.

Man kan selvfølgelig indvende, at dette er en banal pointe i en tid, hvor klimaet allerede sender voldsomme faresignaler til os i form af naturkatastrofer, temperaturstigninger og smeltende indlandsis.

Men det er alligevel få kunstnere, der i et så medrivende billedsprog kan sætte den menneskelige eksistens i et geologisk og kosmisk makroperspektiv.

Barbas filmlandskaber indgyder uden politisk dogmatisme eller skinger klimapanik en basal ydmyghed og en porøs håbefuldhed over for menneskets færden i det jordiske landskab. Det er værker, der viser nye ruter i landskabet og nye perspektiver på vores samtid.  

Rosa Barba: ’Elements of Conduct’. Malmø Kunsthal. Sankt Johannesgatan 7, Malmø. Indtil den 14. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu