Læsetid: 4 min.

Hvad blev der lige af hovedpersonen?

Alex Frank Larsens såkaldt dokumentariske bog om slavedrengen Badin forsvinder næsten i den lidt ujævne og mærkeligt disponerede fremstilling
1. april 2017

Slavedrengen Kwasi boede med sin familie på generalguvernør baron von Pröcks plantage på øen Skt. Croix. Hertil var han kommet med et slaveskib fra Ghana som én af de 100.000 afrikanere, der i løbet af en periode på 175 år blev udnyttet som slaver i Dansk Vestindien.

Men hans liv kom til at adskille sig helt og aldeles fra det, som andre afrikanske drenge på Skt. Croix havde udsigt til. Uden selv at kende årsagen blev Kwasi pludselig en dag i 1759 fjernet fra sin familie, lastet på et skib og sejlet til København. Det viste sig, at den 9-årige dreng var nøje udvalgt til at skulle bruges som gave.

Som en diplomatisk gestus foranlediget af den danske hofmarskal A.G. Moltke, der styrede landet på vegne af den uduelige Frederik 5., skulle Kwasi foræres til den svenske kong Adolf Frederik. I 16-1700-tallet var det ikke ualmindeligt, at slaver blev foræret som eksotiske gaver mellem nordeuropæiske fyrster, som af og til også lod sig male sammen med en slave iklædt liberi og turban.

Nogle af dansk kulturarvs største kunstnere nød godt af den velstand, der blev skabt blandt plantageejere, købmænd og skibsredere, da Danmark var kolonimagt. I dag er det 100 år siden, Danmark afhændede kolonierne i Vestindien
Læs også

Inden overdragelsen til den svenske konge blev Kwasi så at sige socialt klargjort hos familien Brunck, som han boede hos en tid. Men skiftet var alligevel enormt. Da han flyttede ind hos den svenske konge på Stockholm Slot, måtte han tillære sig hoffets etikette og deltage i de kulturelle adspredelser. Nu stod den på fransk teater og italiensk opera, flamske malerier, spadsereture i de kongelige haver og hofkoncerter, hvor dronningen spillede cembalo og kongen cello.

Men endnu et drastisk skifte var i vente. Efter et par år hos kongen blev Kwasi overflyttet til dronningens husholdning. Her blev han påbudt at være et naturbarn, der med udgangspunkt i Rousseaus tanker skulle have lov til at opføre sig fuldstændig, som han ville. Kultur, normer og civilisation måtte ikke lægge bånd på ham.

Kwasi skulle spille rollen som vild, være en gøgler og underholder, et uforudsigeligt element i hoffets ellers så velkoreograferede verden. I den forbindelse fik han det franske tilnavn Badin (spøgefugl, spasmager), som kom til at hænge ved.

Den vilde døbes

Eksperimentet tog en ny drejning efter halvandet år med Kwasi som kongeligt autoriseret vildbasse. Nu skulle den vilde undervises og gøres til kunstner og intellektuel.

Forvandlingen kulminerede, da han i 1768 som 18-årig blev døbt i slotskirken på Stockholm Slot af den kongelige konfessionarius under overværelse af hoffets spidser. Ved den lejlighed transformeredes slaven Kwasi til en fri mand med navnet Adolph Ludvig Gustaf Albrecht. Senere fulgte tilføjelsen Badin-Couschi som en slags uofficielt efternavn.

Som fri mand blev Badin nu ansat som page ved hoffet, og i de følgende år oplevede Badin det højdramatiske magtspil ved hoffet på nærmeste hold og spillede selv en rolle i flere episoder.

Det lykkedes også Badin at skabe sig en tilværelse uden for hoffets betændte sfære. Han giftede sig med en datter af en stockholmsk grosserer, samlede et omfattende bibliotek, blev medlem af diverse loger og var ven med Carl Michael Bellman. Han døde i 1822.

Historien om Badin er noget helt særligt og er da også tidligere brugt i svenske skøn- og faglitterære værker, ligesom Badins efterladte dagbog udkom i en engelsk oversættelse for et par år siden. Nu har journalisten Alex Frank Larsen skrevet en såkaldt dokumentarisk bog om ham i anledning af 100-året for salget af Dansk Vestindien.

Det er en sympatisk ambition at ville fortælle historien om denne besynderlige skæbne og ikke mindst berøre, hvordan slavegjorte børn udgjorde en vigtig brik i slaveriets kyniske spil.

Men desværre lykkes det ikke rigtig Larsen at få skrevet Badin ind i den historie, han sætter rammerne for, og hovedpersonen forsvinder næsten i den lidt ujævne og mærkeligt disponerede fremstilling. Badin er mere en skygge i en opremsning af begivenheder end en protagonist, der gestalter sig for læseren.

Parti af Havnen ved Sankt Thomas, maleri af Fritz Melbye, 1852. 
Læs også

Det er klart, at Larsen er nødt til at fortælle om forholdene i Dansk Vestindien og om intrigerne og det politiske spil ved det svenske hof, så Badins skæbne kan forstås i den rette historiske sammenhæng. Men i lange passager og hele kapitler er han helt fraværende fra siderne, mens andre historiske personer og tildragelser fylder godt op. Det har den effekt, at eksempelvis Badins betydning ved det svenske hof kommer til at fremstå mere som et postulat end som en udfoldet og underbygget kendsgerning.

Dertil kan man indvende, at Larsen bruger sit kildemateriale med en vis lemfældighed og uden egentlig skelnen i fremstillingen mellem originalt kildemateriale (som Badins egne skriverier) og mere letbenede historiske skildringer (som den svenske journalist Herman Lindqvists bøger).

Heller ikke bogens stil befordrer læseoplevelsen. Larsen forfalder indimellem til en ahistorisk og implicit moraliserende tone, som ikke klæder bogen, og uforvarende kommer forfatteren således til at skabe en distance til stoffet, til tiden og til sin egen hovedperson. Som læser sidder man tilbage med en fornemmelse af, at Larsen ikke får nok ud af historien om Badin.

Alex Frank Larsen. 'Kongehusets joker – fra slavedreng til slotidol'. Informations Forlag. 251 sider. 300 kr.

Ulrik Langen er professor i historie ved Københavns Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu