Læsetid 3 min.

En lille messe for kroppene i Middelhavet

Peter-Clement Woetmann har skrevet politisk digtning om kroppene, de trygge og de utrygge, de lyshårede og dem, der drukner i Middelhavet
Peter-Clement Woetmanns nye bog Bag bakkerne, kysten fungerer, fordi den aldrig bevæger sig ud over det konstaterende. Den moraliserer ikke, den insisterer bare på noget, der er helt åbenlyst – og samtidig er noget, vi ligesom glemmer: Mens vi er trygge, er der andre, der er ved at drukne et sted i Middelhavet.

Peter-Clement Woetmanns nye bog Bag bakkerne, kysten fungerer, fordi den aldrig bevæger sig ud over det konstaterende. Den moraliserer ikke, den insisterer bare på noget, der er helt åbenlyst – og samtidig er noget, vi ligesom glemmer: Mens vi er trygge, er der andre, der er ved at drukne et sted i Middelhavet.

Sigrid Nygaard

4. marts 2017

Det er et enkelt greb, der styrer hele Peter-Clement Woetmanns nye bog Bag bakkerne, kysten – der kunne kaldes et langdigt, betegner sig selv som en klagesang, men føles som en spinkel messe. Bogen består af en serie korte sætninger, der begynder med »Min krop er« eller »Min krop er ikke«. Hver gang er kroppen forankret i landet – i en natur, der synes badet i dansk sommerlys – og den er ikke havet og forskellige transportruter. I begyndelsen er havet bare »de store garn bådene slæber efter sig« og »lyden af bølger der slår og slår og slår imod kysten«, men undervejs bliver det til et utrygt hav, et farligt hav, et hav fuld af ødelagte, desperate, druknede mennesker.

Den egne krop hører til i landet. Den har hjemme et sted. Den er privilegeret. Den er ikke migrant. Det lyder sådan her:

»Min krop er blå øjne hvid hud.// Min krop er korngule marker og den vilde vind i træerne i en lysning i skoven.// Min krop er bakkerne og bag bakkerne, kysten.// Min krop er ikke båd hærget af salt der sætter kurs mod Italien.// Min krop er ikke den solmætte gummibåd der driver i land på en græsk ø.// Min krop er ikke rustne containere på vej over Middelhavet.«

Linjerne om den egne krop går igen som en art refræn, alt det andet varieres, indtil man ender med knugende opremsninger af konkrete døde:

»Min krop er ikke ukendt krop fundet i floden.// Min krop er ikke asiatisk krop fundet død i våddragt ved Den Engelske Kanal.«

Indtrængende, ikke påtrængende

Det er oplagt, og vel også rigtigt, at læse Bag bakkerne, kysten som et stykke politisk digtning. Som bog handler den – selvfølgelig – om flygtninge og migranter. Men især gør den grænserne håndgribelige, den gør spørgsmålet om, hvem der er inde, og hvem der er ude, til et spørgsmål om kropslig tryghed.

Dens stadige opremsninger og gentagelser gør dén tryghed nærværende, men viser samtidig hvordan den egentlig er upåfaldende, i al fald for os, der har den som vores privilegium. Man føler sig hjemme i den tryghed, på samme måde som man kan føle sig hjemme i en sommerdag. Man kan flyde hen i den, bruge den til at glemme verden omkring sig.

Den glemsel vil Bag bakkerne, kysten modarbejde. Men når bogen fungerer som politisk digtning – og som digtning i det hele taget – så skyldes det altså også, at Peter-Clement Woetmann simpelthen har et talent for den enkle, følte, helt uironiske natursansning. Hans sætninger er lavmælte og melodiske, de er indtrængende uden at føles påtrængende.

Og så fungerer bogen, fordi den aldrig bevæger sig ud over det konstaterende. Den moraliserer ikke, den insisterer bare på noget, der er helt åbenlyst – og samtidig er noget, vi ligesom glemmer. Mens vi er trygge, er der andre, der er ved at drukne et sted i Middelhavet. De er lige så meget til stede i deres kroppe, som vi er. Men vi er ikke dem.

Nåja, det skal med, at Bag bakkerne, kysten er en meget lille bog. Det tager næppe mere end en halv time at læse sig gennem dens serie af sætninger. Den nøjes med sit ene greb. Anskuet som et litterært værk føles det lidt spinkelt. På den anden side har ingen sagt, at politisk digtning skal være monumental. Den skal vel snarere tale til sin tid, og det gør Woetmanns nye bog på sin helt egen, lavmælte, inderlige måde.

’Bag bakkerne, kysten. En klagesang’. Peter-Clement Woetmann. Kronstork. 66 sider. 129 kroner.

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu