Læsetid: 3 min.

En lille messe for kroppene i Middelhavet

Peter-Clement Woetmann har skrevet politisk digtning om kroppene, de trygge og de utrygge, de lyshårede og dem, der drukner i Middelhavet
Peter-Clement Woetmanns nye bog Bag bakkerne, kysten fungerer, fordi den aldrig bevæger sig ud over det konstaterende. Den moraliserer ikke, den insisterer bare på noget, der er helt åbenlyst – og samtidig er noget, vi ligesom glemmer: Mens vi er trygge, er der andre, der er ved at drukne et sted i Middelhavet.

Peter-Clement Woetmanns nye bog Bag bakkerne, kysten fungerer, fordi den aldrig bevæger sig ud over det konstaterende. Den moraliserer ikke, den insisterer bare på noget, der er helt åbenlyst – og samtidig er noget, vi ligesom glemmer: Mens vi er trygge, er der andre, der er ved at drukne et sted i Middelhavet.

Sigrid Nygaard

4. marts 2017

Det er et enkelt greb, der styrer hele Peter-Clement Woetmanns nye bog Bag bakkerne, kysten – der kunne kaldes et langdigt, betegner sig selv som en klagesang, men føles som en spinkel messe. Bogen består af en serie korte sætninger, der begynder med »Min krop er« eller »Min krop er ikke«. Hver gang er kroppen forankret i landet – i en natur, der synes badet i dansk sommerlys – og den er ikke havet og forskellige transportruter. I begyndelsen er havet bare »de store garn bådene slæber efter sig« og »lyden af bølger der slår og slår og slår imod kysten«, men undervejs bliver det til et utrygt hav, et farligt hav, et hav fuld af ødelagte, desperate, druknede mennesker.

Den egne krop hører til i landet. Den har hjemme et sted. Den er privilegeret. Den er ikke migrant. Det lyder sådan her:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu