Læsetid: 3 min.

Mænd, der elsker for meget

Jón Kalman Stefánssons nye roman ’Nogenlunde på størrelse med universet’ skriver den smukkeste prosa om Island gennem 100 år og udpeger kærlighedens gåder
Mændene i Jón Kalman Stefánssons ’Nogenlunde på størrelse med universet’ er kontrollerende, de vil bestemme, hvad kvinder og børn skal. Blot ved mændene ikke, hvad de skal bruge kontrollen til. De er usamtidige, i fantasien lever de et hårdført sagaliv, i realiteten bringer druk, tæv og voldtægt dem hverken glæde eller ære.

Mændene i Jón Kalman Stefánssons ’Nogenlunde på størrelse med universet’ er kontrollerende, de vil bestemme, hvad kvinder og børn skal. Blot ved mændene ikke, hvad de skal bruge kontrollen til. De er usamtidige, i fantasien lever de et hårdført sagaliv, i realiteten bringer druk, tæv og voldtægt dem hverken glæde eller ære.

Anders Rye Skjoldjensen

25. marts 2017

Mænd, der bærer uroen indeni. Kvinder, der længes efter mænd, der accepterer dem. Sådan er, groft skåret ud, positionerne i Jón Kalman Stefánssons Nogenlunde på størrelse med universet, der udgør anden del af en planlagt trilogi, der begyndte med Fisk har ingen fødder (2015), nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

På et tidspunkt ligger hovedpersonen Ari på et hotelværelse i Keflavík og lytter til en kvinde i naboværelset, som synger:

»Sig mit navn som kun du kan sige det, så ved jeg at jeg er til. Hvor stor kan sorgen være? Ja, nogenlunde på størrelse med universet.«

Ubegribelig og uhåndterlig sorg

Især for romanens mænd i tre generationer er sorg ubegribelig og uhåndterlig. Selv kærligheden bliver nemt for meget. Kun i begærets vulkanudbrud, i fiskeriets slid og i strukturerede hobbyaktiviteter som bridge er mændene helt til stede og sig selv:

Læs også

»Den måde, de kan se hinanden i øjnene på, med kortene i hånden, kan tale sammen med øjnene, alt med det ene formål at vinde,« tænker Jakob – Aris far – henført om vennen og bridgemakkeren Siggi.

Vist elsker disse tavse islandske mænd. De har bare ikke ord for følelser. Derfor rammer smerte, sorg og lede ved andre mennesker dem i kroppen.

»Alt bliver sværere, hvis man ikke kan tale … Så ender man med at såre alle omkring sig,« siger en af kvinderne til slut i romanen.

Som Jakob, der elsker og begærer sin unge kone, Aris’ mor, men straffer hende for hendes handlekraft, som består i at tjene penge til ham og deres kommende barn ved hårdt arbejde på en sildekutter. Da hun oveni har fået udgivet en novelle, falder hammeren:

»Han kaster tidsskriftet over til hende. Eller efter hende. Du, siger han. Du er altså i sidste ende ligesom din mor, en fyldebøtte med en ny mand hver måned. Som Veiga, der lå i med tyskerne, nazisterne. Og er skrupskør.«

Kontrollerende mænd

Således belært vendte Aris mor sit talent ryggen. Hendes tidlige død, og faderens tavshed og drikkeri, har mærket Ari. I forgængeren, Fisk har ingen fødder, forlod Ari sin kone og tre børn i lede over, at konen smaskede.

De er kontrollerende, de mænd, de vil bestemme, hvad kvinder og børn skal, så selv den begavede 16-årige Tordur ikke fik den uddannelse, som hans rektor ønskede for ham.

Blot ved mændene ikke, hvad de skal bruge kontrollen til. De er usamtidige, i fantasien lever de et hårdført sagaliv, i realiteten bringer druk, tæv og voldtægt dem hverken glæde eller ære.

Maskulin ro og indre kaos

Men kedelige er de ikke, når Jón Kalman Stefánsson skriver om dem. Stefánsson mestrer en lyrisk prosa, hvor hver metafor finder sin rette plads:

»Så stiger solen op som et vulkanudbrud der udsletter himlens stjerner. Stiger langsomt op, og vi er i live.«

Stefánsson gør det klart, hvorfor kvinderne drages mod de flotte fyre, men han ved også, at den maskuline ro dækker over et indre kaos.

Kvinderne overlever ved at fryde sig over den kærlighed, de har næret til mænd og børn – og ved at skrive. Island er en nation, der ikke kun er rig på begavede fodboldspillere, men også på skrivetalenter. Det, der ikke kan siges, kan ofte skrives, som Tordur gør i sprudlende breve, indtil hans mor, søskende og tavse far må sætte ham på sorgens huskeblok.

Stefánsson har ord for sneen, lyset og mørket i det lille samfund ved Keflavík, hvor en amerikansk militærbase med 6000 mand bringer musik og andet nyt fra en globaliseret verden, mens modernitetens huse og veje år for år gror ud af havets rigdom.

Slægten fylder godt i romanen. De mange personer lever i Ari, som splittelse mellem på den ene side mandssidens vold og flugtveje, på den anden kvindesidens udholdenhed og mod. Karakteristisk nok udføres romanens mest spektakulære redningsaktioner af henholdsvis en (sted)mor og en rektor. Som vil Stefánsson vise, at livets virkelige helte ikke kun handler, når det gælder, men også kan både tale og tænke.

Læs denne smukke, vilde bog.

Nogenlunde på størrelse med universet’. Jón Kalman Stefánsson. Oversat af Kim Lembek. Batzer & Co. 416 sider. 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu