Læsetid: 3 min.

En mand kommer hjem og udløser en lavine af opsparet pus fra sjælens betændte sår

Xavier Dolans ’Det er bare verdens undergang’ er den klassiske historie om en mand, der vender hjem for at konfrontere sin fortid. Desværre får den aldrig lov til at overraske
’Det er bare verdens undergang’ indledes med en monolog af den 34-årige Louis (Gaspard Ulliel), der er på vej hjem til søndagsfrokost med familien efter 12 års fravær. Han er bange og ville egentlig helst være blevet væk,men han har noget vigtigt at fortælle dem. Den slags besøg er aldrig bare en hyggevisit. 

’Det er bare verdens undergang’ indledes med en monolog af den 34-årige Louis (Gaspard Ulliel), der er på vej hjem til søndagsfrokost med familien efter 12 års fravær. Han er bange og ville egentlig helst være blevet væk,men han har noget vigtigt at fortælle dem. Den slags besøg er aldrig bare en hyggevisit. 

Scanbox

24. marts 2017

Nu havde vi det lige så hyggeligt. Indtil vi huskede, hvem vi var, og helvede igen brød løs. En øm tå, en slet skjult stikpille, et kejtet forsøg på at række ud: Pludselig flænges den gode stemning af skældsord, skrig og gråd. Mor er skuffet, storebror er rasende, lillesøster er tvær og smækker med døren. Og vi er ikke engang nået til desserten endnu. 

En mand kommer hjem, forstyrrer familiens skrøbelige ekvilibrium og udløser en lavine af opsparet nag og pus fra sjælens betændte sår. Det er nogenlunde sådan den skabelon, Xavier Dolans seneste prisvindende film, Det er bare verdens undergang, der både blev buhet ad og jublet over i Cannes, er skåret. 

Filmen indledes med en monolog af den 34-årige Louis (Gaspard Ulliel), der er på vej hjem til søndagsfrokost med familien efter 12 års fravær. Han er bange og ville egentlig helst være blevet væk, men han har noget vigtigt at fortælle dem.

Den slags besøg er aldrig bare en hyggevisit. Selv om både Louis og familien længe forsøger at opretholde illusionen. Indtil facaden altså krakelerer, de pæne skjorter gennemvædes af sved, og ikkerygerne begynder at tænde smøger i smug.

Nej, det er ikke ligefrem nytænkning. Men derfor kan det jo stadig være en god historie. Der en grund til, at familien er den navle, vi aldrig bliver færdige med at pille i. Og skabeloner er ikke nødvendigvis af det onde. Det er først, når skabelonens konturer bliver for tydelige, at de ender med at skurre.

Ikke overraskende

Han passer ikke ind, Louis. Man får fornemmelsen af, at det har han aldrig gjort. Han er tavs, når de andre larmer, høflig, hvor de andre er brutale, og sin mors øjesten, selv om det var ham, der forlod hende. Han er en intellektuel født ind i en arbejderklassefamilie, og de aner ikke, hvordan de skal tale til ham. 

»Jeg kender dig ikke,« siger lillesøsteren som noget af det første.

»Jeg forstår dig ikke, men jeg elsker dig,« siger Louis’ mor i en sjælden, stille stund. Det er den skuffede og stolte forælder, der følger sit barns succes på afstand. Måske endda velvidende, at han kun fik succes, fordi han forlod hende.

Hun er ladt tilbage med sine loyale børn, den hidsige, tyranniske Antoine (Vincent Cassel, der leverer en udmærket fransk Thomas Bo Larsen) og den flippede efternøler Suzanne (Lea Seydoux). Begge er de hæmmede af mindreværdskomplekser, udlængsel, og slet skjult misundelse på deres berejste bror. Han slap væk, og hans tilbagevenden minder dem om, at de selv er låst fast.

Var man som publikum på noget tidspunkt i tvivl om dette, sørger filmen for at få det skåret ud i pap. Og det er her, skabelonen begynder at skurre. Det gør ikke noget, at figurerne er letgenkendelige, men det gør i dén grad noget, at de aldrig får lov til at overraske.

Der findes nemlig ikke den pointe, den indestængte følelse, eller den betragtning, der ikke bliver udpenslet i replikudvekslingerne, som i deres længde og (selv-)højtidelighed indimellem tenderer teatermonologer. I det hele taget bliver der spillet på alle tangenter i Det er bare verdens undergang, både i dialog, musik og filmsprog. Nu har Dolan aldrig været minimalismens mester, men det ville have klædt filmen, hvis han viste lidt mere, og fortalte lidt mindre.

Evne til at tænke selv

Symbolik er der nok af: Husets ure tikker ildevarslende, og sommervarmen nærmer sig kogepunktet, inden den forløses i et uvejr. Der skal nok være et par mediefagsstuderende, der får lov til at analysere den film i en nær fremtid.

Men historien om fremmedgørelse, social arv, klasseforræderi og frigørelse går fint ind, uden at den behøver at blive skreget ud. Mere kompleks er den heller ikke. Og cirka midtvejs i filmen begynder jeg at tænke, at samme historie kunne være fortalt i en kortfilm, uden at der ville være gået noget af den. Når Louis for fjerde gang har smilet det samme afmålte smil, Antoine har råbt den samme fornærmelse, og Suzanne har himlet med øjnene på samme måde.

Det er bare verdens undergang er ikke en dårlig film. Den kunne bare have været så meget bedre, hvis instruktøren havde stolet på publikums evne til at tænke selv. 

’Det er bare verdens undergang’. Instruktion: Xavier Dolan. Canadisk (I biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu