Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I maskinernes vold

I kunsthallen DIAS på Vallensbæk S-togsstation sættes menneske og maskine stævne med nye digitale kunstværker, der undersøger teknologiens centrale plads i vores liv
På udstillingen ’Human/Machine – Machine/Human’ opstår effektive møder mellem besøgende og ny digital kunst, som dog aldrig når helt til bunds i sin teknologikritik.

På udstillingen ’Human/Machine – Machine/Human’ opstår effektive møder mellem besøgende og ny digital kunst, som dog aldrig når helt til bunds i sin teknologikritik.

Jesper Carlsen

Kultur
10. marts 2017

En stationsbygning er vanligvis et anonymt rum, som travle rejsende passerer igennem. Men på Vallensbæk S-togstation har kunsthallen DIAS – Digital Interactive Art Space siden 2014 indtaget stationens gange, lofter og vægge som Danmarks første og eneste udstillingsrum for digital kunst. Et modigt og demokratisk projekt, der tager de nye digitale kunstværker ud af den traditionelle kunstinstitution og planter dem i folks hverdagsliv. 

På den aktuelle udstilling Human/Machine – Machine/Human skaber det udgangspunktet for effektfulde møder mellem besøgende og ny digital kunst, som dog aldrig når helt til bunds i sin teknologikritik.

En fjerde industriel revolution

DIAS’  nyåbnede udstilling er første del af en udstillingsserie kaldt The Machinery Series, der undersøger, hvad digitaliseringens tiltagende sammensmeltning med hverdagsliv og identitet betyder for os som mennesker.

Det er et relevant og allestedsnærværende spørgsmål i dag, hvor vi formentlig står på tærsklen til en fjerde industriel revolution, der binder biologisk og digitalt liv endnu tættere sammen. 3D-print af organer, kunstigt intelligente robotarbejdere og smartphoneteknologi direkte indopereret i kroppen er blot et par eksempler på, hvilke radikale nye muligheder, teknologien byder på.

Det tætte parløb mellem menneske og teknologi kalder derfor på eksistentielle overvejelser og kritisk refleksion, som DIAS netop tager op med sin aktuelle serie af kunstudstillinger.

Og selv om det helt sikkert har sine praktiske og publikumsmæssige udfordringer at præsentere kunst i togstationens myldrende offentligt rum – de teknisk ’tunge’ værker bringer uvægerligt mange analoge problemer med sig som strømforsyning, lysforhold etc. – giver stedet samtidig unikke muligheder.

Vallensbæk station er ikke kun passagevej for togpendlere, men også for fodgængere på vej fra den ene del af byen til den anden. DIAS er derfor begyndt at tænke deres udstillinger som forløb, hvor der løbende kan tilføjes nye værker og elementer, så også de daglige besøgende bliver ved at opleve nye ting.

Udstillingerne får dermed samme foranderlighed og cirkulation som en Facebook-væg eller Twitter-konto, og er på den måde i tråd med sit fokus på nyere digital kultur. Men det flygtige format er samtidig en udfordring for anmelderen, forhippet som hun er på at se og bedømme et afgrænset kulturelt produkt.

Hvordan vurderer man en udstilling, hvor man nødvendigvis kun kan nå at opleve et udsnit af de medvirkende værker? Og hvilke konsekvenser har et så foranderligt udstillingskoncept for oplevelsen af udstillingen som helhed?

Underholdning eller kritik?

Jeg er desværre ikke togpendler til eller fra Vallensbæk og må derfor begrænse min anmeldelse til første etape af DIAS’  nyåbnede udstilling Human/Machine –Machine/Human, hvor man i skrivende stund kan opleve to interaktive installationer og to videoprojektioner af forskellige kunstnere.

Den danske kunstner Sune Petersen viser det datasensoriske værk Ghost Scanning 2, der via et dybdekamera scanner den forbipasserendes bevægelser og projicerer kroppens omrids op som hvidligt spøgelsesvæsen på en stor grafisk projektion.

Dansk-amerikanske Wayne Siegel viser ligeledes en interaktivt værk med den dystopiske titel Drowning/Burning. Værket er en lydinstallation, der reagerer med digitale vand- og ildlyde når man bevæger sig rundt på dets afmærkede farvefelt. De to værker synliggør gennem dramatiske lyde og spøgelsesskygger, hvordan kroppen registreres og overvåges gennem teknologiens øje.

 

Kim Matthäi Leland

 

Alligevel kan man spørge, om værkernes underholdende, interaktive elementer overdøver de underliggende problemstillinger ved den avancerede synsteknologi, værkerne anvender? Et af problemerne ved dataindsamling er netop, at den ofte beror på brugerens frivillige deltagelse, der kultiveres gennem følelser og underholdningsværdi – tænk bare på Facebooks insisterende kommentarfelt ’Hvad har du på hjerte?’ eller 2016-landeplagen Pokemon Go, der indsamlede uanede mængder salgbar lokationsdata gennem sine spillere.

Kan værker, der gentager denne muntre publikumshenvendelse reelt gå i kritisk dialog med teknologiens overvågning af mennesket, udover at konstatere den i form af lyd og lys? Det er svært at sige, men i hvert fald anvender begge værker Ildevarslende effekter såsom spøgelsesfiguren og en undergangsklingende værktitel for netop at gøre opmærksom på dataregistreringens slagside.

Det digitale spøgelse

Den italienske filmskaber Christina Picchis videoinstallation Eyes on the Ground tager fat på digitale mediers evne til at transmittere følelser. Den tre minutter lange video viser fem forskellige personers reaktion på at se en voldsom krigsoptagelse fra Sri Lanka. Men filmens in-your-face nærbilleder af tårer, rynkede bryn og afsky hos beskuerne i videoen efterlader i hvert fald denne beskuer underligt upåvirket. Der er simpelthen ikke plads til selv at mærke noget, når værket så insisterende viser andre beskueres reaktioner.

Selvom værkteksten bekendtgør, at »film er et stærkt medie til at vække følelser«, bliver pointen ufrivilligt den modsatte: At digitale medier også er udmattende følelsesmaskiner, som desværre kan gøre os immune overfor menneskelig lidelse.

Set med den elitære samtidskunstbrille virker de æstetiske undersøgelser på Human/Machine – Machine/Human for konstaterende til, at den kritiske undersøgelse af digital teknologi for alvor udfoldes. Hvorfor er dataregistrering overhovedet et problem, når det er så underholdende, og hvad betyder teknologiens følelsesappel egentlig for vores forhold til maskiner?

I lyset af aktuelle debatter omkring, hvordan digitale medier i stigende grad polariserer os i små ghettoiserede grupper, er der imidlertid noget generøst ved DIAS’ tilgængelige digitale værker i stationsbygningens åbne ramme.

For i et rum, der både skal engagere kunstinteresserede og travle pendlere på vej hjem fra arbejde, skaber værkernes umiddelbare henvendelse et uventet afbræk, hvor et digitalt spøgelse eller lyden af en blussende ildebrand måske alligevel kan sætte tankerne i sving.

’Human/Machine – Machine/Human’. DIAS – Digital Interactive Art Space. Vallensbæk Station, Vallensbæk Strand. Indtil den 5. april

Teknologi og kultur

Ved at vende blikket mod kulturen og kunsten forsøger vi i dette tillæg at forstå de udfordringer og muligheder, der opstår i forbindelse med tidens teknologiske fremskridt. Vi lader den amerikanske romanforfatter Jonathan Safran Foer skrive essay om teknologiens påvirkning af vores liv. Vi spørger den italienske stjerneforsker og Google-rådgiver Luciano Floridi, hvordan vi tøjler algoritmernes stigende magt. Vi genbesøger computerspiluniverset Second Life, konsulterer filmhistoriens blik på kunstig intelligens og anbefaler dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX’s mest teknologibegejstrede og -forskrækkede film. Og vi besøger en 5. klasse på en dansk folkeskole for at høre, hvordan teknologien påvirker børnenes liv. 

Andre artikler i dette tillæg

  • Det handler om at tabe, når bamsehelikopteren kæmper mod babydukken med dinohovedet

    10. marts 2017
    Seks dildoer og en tom servietæske er ingredienser i den antiteknologiske dille Hebocon, der handler om kampe mellem hjemmelavede robotter bygget med forhåndenværende skrammel af folk uden særlig teknologisk kunnen. Egentlig skal man forsøge at vinde, men der er mest prestige i at tabe
  • Minecraft er som narko for dit barn. Men det er LEGO altså også

    10. marts 2017
    Det er meget populært i den teknologikritiske mediedækning at sammenligne børns teknologibrug med stofmisbrug. Det er til gengæld meget begrænset, hvad man kan bruge det til
  • Musikalsk renhedsmaskine skaber en ny slags verden

    10. marts 2017
    Den amerikanske elektroniske duo Visible Cloaks har skabt et smukt fantasibillede af et fiktivt, programmeret Japan i krystalklar opløsning. Dermed bruger de den nutidige teknologiske situation til at videreudvikle gamle musikfilosofier og viser måske vej imod det næste stadie af menneskelig bevidsthed
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her