Læsetid: 4 min.

’Mercur’ er så provokerende kæk, at den er lige til at blive aggressiv af at se på

Tv-serien om piratradioen Radio Mercur, som i årene 1958-1962 udfordrede Statsradiofonien ved at sende reklamefinansieret pop fra internationalt farvand, sætter nye standarder for kække replikker og stereotype skuespilpræstationer
Radio Mercur var en rent reklamefinansieret radio, som sendte på FM-båndet (88,00 MHz) fra et skib i internationalt farvand i Øresund, og senere også i Storebælt. Her ses Claus Walter, Preben Mahrt og Poul Reichhardt i et hørespil på Radio Mercur.

Radio Mercur var en rent reklamefinansieret radio, som sendte på FM-båndet (88,00 MHz) fra et skib i internationalt farvand i Øresund, og senere også i Storebælt. Her ses Claus Walter, Preben Mahrt og Poul Reichhardt i et hørespil på Radio Mercur.

Polfoto

13. marts 2017

I hælene på George Lucas’ gennembrudsfilm, Sidste nat med kliken (originaltitel: American Graffiti), i 1973 oplevede 1950’ernes rockkultur en renæssance.

De gamle koryfæer (fra Bill Haley til Little Richard) kom til byen og spillede, og en helt særlig ikonografi opstod, en blanding af Marilyn Monroe, James Dean og Elvis Presley (da han var cool), godt garneret med sock hops, soda pops, dollargrin, brylcreem og polkaprikkede kjoler tilsat springknive, motorcykler og læderjakker. Vi slugte det råt – sådan var det!

Men som min salig far påpegede:

»Sådan var det ikke. 50’erne var et nøjsomhedens årti, hvor blege fejlernærede mænd i det samme slidte jakkesæt passede et dødssygt job i 40 år, mens deres uformelige koner gik rundt i kitler, støvsugede og skældte ud på slagteren. Teenagere var kejtede, bebumsede, ufikse og underdanige, ellers fik de nogen på kassen. Og de fire-fem dollargrin, der muligvis var i landet, så vi andre ikke meget til, når vi cyklede eller tog bussen frem og tilbage gennem et skidengråt København. Rock’n’roll, min bare røv!«

Hans ord randt mig i hu, da jeg i embeds medfør så de to første afsnit af Mercur, TV 2 Charlies serie om den berømte piratsender, som i årene 1958-1962 transmitterede reklamefinansieret pop-, rock- og jazzmusik til et underernæret dansk publikum, som var ved at blive kvalt af kedsomhed over Statsradiofoniens to klassisk orienterede kanaler, hvor man måske kunne fange et nummer med Raquel Rastenni i ny og næ, når bølgerne gik højt.

Det er en god historie, der bare tigger om at blive fortalt.

Og det bliver den så nu, tilmed i ti afsnit, så der skulle være rig mulighed for at opbygge en række troværdige figurer og et overbevisende tidsbillede.

Provokerende kæk

At dømme efter de to første afsnit er chancerne for det dog meget små, da serien som helhed mere end noget andet minder om samtidens folkekomedier, hvad angår persontegning, dramatisk drive og helt almindelig troværdighed.

I stedet udsættes seeren for et solbeskinnet glansbillede, hvor stift stereotype figurer famler sig vej fra den ene mere kunstige scene til den næste, blottet for nerve og energi. Det er lige til at blive aggressiv af at se på. Men Ib Mossin har da ikke levet forgæves!

Det er nemlig en serie, der drives frem af en næsten provokerende kækhed. Kække personager fyrer kække replikker af i kækt iscenesatte situationer, så kækheden driver ned ad væggene.

Alt konfliktstof ræses der bevidstløst hen over, periodens rigide omgangsformer, autoritetstro og størknede klassebevidsthed er pist væk. Det virker, som om ungdomsoprøret allerede har fundet sted, og ungdommen derfor er fyldt med selvbevidsthed, virkelyst, mod og stil. Simpelthen.

Her er ikke skyggen af regnvejr, plusfours, leverpostejstristesse, udkogte grøntsager og kvælende småborgerlighed, nej, her går det hu hej fremad i liberalismens hellige navn. Virkedygtige mennesker søsætter kækt et projekt på en facon, som befandt vi os i 1980'ernes yuppieparadis. Det tør kaldes revisionisme.

Økonomiske knaster

Nå, men det starter med, at den jurastuderende Flemming (en kæk Andreas Jessen) en eftermiddag møder overklasseløget Jan (en kæk Jon Lange) i dennes pladebiks, der i øvrigt snart skal lukke.

I øvrigt en fremtidspladebutik, eftersom der på væggen hænger en Elvis Presley-opsamlings-lp fra 1973 (A Portrait in Music, nu De spørger, og i øvrigt min første Elvis-skive grundet sangen »Guitar Man«, som jeg var ret pjattet med).

Hvor svært havde det været at skaffe en Presley-plade, der rent faktisk var udsendt i 1958? Spørger bare.

Nå, de to gæve ungersvende falder i snak og drikker sig fulde i vin(!), som man jo gerne gjorde om eftermiddagen i 1958. Og undfanger ideen om en radiostation, som de uden de store problemer får ført ud i livet.

Jan skaffer et skib i en ruf, og heldigvis kender Flemming en brav radioamatør ved navn Richard Hansen (Jesper Lohmann), som kan bygge det ønskede sendeudstyr, og i øvrigt indgå i teamet som repræsentant for det jordnære og uimponerede danske folk.

Jo, der er lidt økonomiske knaster her og der, men så giver Jans mor ham selvfølgelig bare 15.000 kroner, så alle kan få deres penge, og der kan fyres rock’n’roll (sådan da) af i æteren og grines, og kækheden opretholdes!

De reklameindtægter, der helt bogstaveligt skal holde skuden flydende, skal så køres hjem af 1970’er-feministen Anne-Marie Jensen (spillet med pep af Neel Rønholt) i samklang med den drikfældige, men dygtige Schiøler (den som altid flotte, men også lidt kække Ken Vedsegaard), mens Jans gudfar, grossereren Preben (en virkelig lun – altså som i lun – Peter Gantzler) køber en masse reklametid, for der er sgu krummer i knægten. Det er der.

Der er selvfølgelig mange flere medvirkende i serien, men de færreste insisterer på at gøre varigt indtryk.

Bare rolig, festen stopper

Afsnit to kulminerer da også med, at Radio Mercur går i luften. Hurra! Man forventer i samme øjeblik faktisk at se Peter Malberg komme ind fra højre og Poul Reichhardt ind fra venstre med en smilende Tove Maës under armen afsyngende »Er du dus med himlens fugle«, mens dannebrog hejses, de tre små prinsesser fodrer ænder, og Adam Smiths profil tegner sig i horisonten som et tegn fra Gud om, at kapitalismen er i vinkel, og alt godt kommer til dem, der tror derpå.

Der er dog også en slange i paradis, den onde kontorchef i P&T, Peder Falk, som spillet af Steen Stig Lommer er en figur, der stort set er planket fra den britiske komedie The Boat That Rocked fra 2009 om den britiske parallel til Mercur, Radio Caroline.

Her spilles den frihedshadende og destruktive embedsmand sir Alistair Dormandy af en indædt Kenneth Branagh, og som Lommers figur har han kun et ønske her i verden: at få sat en stopper for løjerne. Og det lykkes jo, som vi ved. Det samme kan siges om serien her. På et tidspunkt stopper festen. Gudskelov.

'Mercur'. En tv-serie af: Søren Frellesen og Jesper Malmose. Medvirkende: Masser! Vises på TV 2 Charlie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Rasmussen
  • jørgen djørup
  • Niels Duus Nielsen
Vibeke Rasmussen, jørgen djørup og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Klaus Lynggaard

Shit - det lyder ikke godt.

Jeg havde det godt nok ligesom Egon Olsen og hans dødssyge socialdemokratiske hundehoveder, da de halede Mercur i land i 1962 - så egentlig havde jeg glædet mig til at se serien..........................

Men det er en god beskrivelse af 1950'erne, du citerer din far for.

Peter Knap, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er ikke så svært at karaktermyrde, som vi ved fra Oscar Wilde og "Kvadet om Reading Tugthus", er det betydeligt sværere at slå den, man elsker, ihjel.

Vibeke Rasmussen

Hæ-hæ. :) En 'kæk', selvfølgelig ment som på den fede måde, anmeldelse. Konkurrencen er hård, men ud af de mange sproglige perler, er den følgende nok min 'yndlings':

"Der er selvfølgelig mange flere medvirkende i serien, men de færreste insisterer på at gøre varigt indtryk."

Av-av.

Søren Kristensen

Jeg får bare lyst til at sige (henvendt til forfatteren): - Det har du squ ret i, gammeljas!

(i øvrigt: kaffekanden i Anne-Maries angiveligt halvtredser-køkken, er også fra halvfjerdserne.)