Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Musikalsk renhedsmaskine skaber en ny slags verden

Den amerikanske elektroniske duo Visible Cloaks har skabt et smukt fantasibillede af et fiktivt, programmeret Japan i krystalklar opløsning. Dermed bruger de den nutidige teknologiske situation til at videreudvikle gamle musikfilosofier og viser måske vej imod det næste stadie af menneskelig bevidsthed
Den elektroniske Portland-duo Visible Cloaks forsøger på deres fremragende nye album Reassemblage at frembringe en ny verden, en ny slags verden.

Den elektroniske Portland-duo Visible Cloaks forsøger på deres fremragende nye album Reassemblage at frembringe en ny verden, en ny slags verden.

Jonathan Sielaff

Kultur
10. marts 2017

Vi begynder med vindharpen, og med et enkelt vindpust, der får de metalliske eller glasagtige enkeltdele til at slå imod hinanden og skabe lyd. Enkelte toner, der spiller hurtigt efter hinanden, sådan at de danner opbrudte, tilfældige fraser, der efterhånden samler sig til en hel harmonisk krop.

Vindharpen hænger i en have, i mangel af bedre kunne man kalde det en japansk have. Men haven befinder sig i et kunstigt vakuum, så nogle gange er der helt – unaturligt – vindstille omkring harpen. Inden en ny tilfældighedens frase afspilles ud af det blå.

Og lytter man nærmere, bliver det klart, at vindharpens enkeltdele faktisk hverken klinger som glas eller metal, eller træ for den sags skyld. Deres små percussive kroppe er af en anden verden, en verden, der består af 1’er og 0’er. Men ikke desto mindre en verden, der gør alt, hvad den kan for at frembringe mentale billeder af japanske haver, fredfyldte templer og vilkårlighedsdyrkende vindharper for alle, der gider lægge øre til.

Den elektroniske Portland-duo Visible Cloaks forsøger på deres fremragende nye album Reassemblage at frembringe en ny verden, en ny slags verden. De udnytter på smukkeste vis det nutidige teknologiske stadie, der med enorme digitale lydbiblioteker giver musikskabere verden over adgang til alverdens instrumenter optaget i de bedste studier under perfekte lydforhold.

Med udgangspunkt i især japansk musik- og lydkultur, ender de med at lave et virtuelt fantasibillede af et fiktivt, programmeret Japan i en krystalklar opløsning. En smuk præstation, som får Reassemblage til at stå som en ny milepæl i den elektroniske musiks idéhistorie.

Den fjerde verden

Drømmen er ikke ny. Altså drømmen om at skabe nye musikalske verdener med rod i en lokalt eller nationalt forankret folkemusik, som så gennem teknologien bliver forvrænget og bliver til noget andet og mere, måske til noget, vi kan kalde musikalske utopier.

Den amerikanske komponist og trompetist Jon Hassell, som Visible Cloaks nævner som en inspiration i et interview med musiksitet Bandcamp, trådte nogle vigtige stier på vejen til denne vision i samarbejde med den allestedsnærværende musikalske troldmand Brian Eno tilbage i 1980, da de sammen skabte værket Fourth World, Vol. 1: Possible Musics.

Et værk, hvor de – også ved at manipulere lydene gennem den teknologi, de havde for hånden – forsøgte at tage alverdens musikkulturer og blande dem sammen i en utopisk virkelighed, hvor de forskellige kulturer var forbundne.

Jon Hassell var – som Spencer Doran, den ene halvdel af Visible Cloaks, siger til Bandcamp – inspireret af sin læremester, den visionære og legendariske tyske komponist Karlheinz Stockhausen og hans tanker om en nærmest overglobal forening af kulturer igennem musikken.

Visible Cloaks vil bygge videre på den vision, og de bruger teknologien til at nå målet:

»Vi studerer den elektroniske musiks historie, men vi forsøger at gøre mere end bare at lave anakronistiske rekreationer af de her forskellige ting (plader, red.), som vi godt kan lide. Vi forsøger at tage disse idéer og føre dem videre, med mere moderne teknologi og lyddesign. […] For nu har teknologien nået et punkt, hvor det er utroligt let at få ting til at lyde virkeligt klare,« siger Spencer Doran til Bandcamp.

Den japanske forbindelse

Selv om sigtet på Reassemblage virker globalt på grund af inspirationerne, er det musikalske afsæt helt afgjort japansk, og Spencer Doran har da også en meget stærk forbindelse til Japans musiklandskab. Allerede som 18-årig blev han udgivet i Japan med en 12-tommer single, hvilket førte til, at han blev signet til at lave en række plader for det japanske selskab Easelmusic og dermed fik mulighed for at lytte til en masse japansk musik.

Fra den japanske have, hvor vi begynder på det første nummer »Screen« på Reassemblage, bevæger vi os mere ud i en forestillet verden, end vi bevæger os ud til andre nationer og kulturer.

For selv om der godt kan spores andre musikkulturer i nuancer på pladen, er det helt afgjort japansk musikkultur, der er bærende på Reassemblage.

Ligesom en zenbuddhistisk åndelighed – en japansk retning inden for buddhismen – gennemstrømmer hele pladen, får pladen til at trække vejret i et sjældent musikalsk nærvær.

Alt dette, den japanske musik- og lydkultur og den zenbuddhistiske åndelighed, bliver kørt igennem en teknologisk renhedsmaskine, som gør alt på pladen glitrende, overnaturligt skarpt, hvilket skaber en perfekt retoucheret virkelighed, en perfekt version af de kulturelle referencer, som pladen bygger ovenpå.

En virkelighed, hvor det menneskelige sind vel nærmest kun er til stede i sine sansninger. Uden at blive stresset af informationsteknologi, men derimod i harmoni med natur og teknologi, i harmoni med de koder af 1- og 0-taller, der ligger bag den teknologiske virkelighed.

Måske det er det næste stadie af menneskelig bevidsthed, de forestiller sig igennem deres musikalske fantasi. Det er i hvert fald en helt særlig oplevelse at lytte til Reassemblage. En oplevelse af at rejse til et sted, som kun findes i lytningen af lige netop denne stærkt anbefalelsesværdige plade.

Visible Cloaks: ’Reassemblage’ (RVNG Intl.)

Teknologi og kultur

Ved at vende blikket mod kulturen og kunsten forsøger vi i dette tillæg at forstå de udfordringer og muligheder, der opstår i forbindelse med tidens teknologiske fremskridt. Vi lader den amerikanske romanforfatter Jonathan Safran Foer skrive essay om teknologiens påvirkning af vores liv. Vi spørger den italienske stjerneforsker og Google-rådgiver Luciano Floridi, hvordan vi tøjler algoritmernes stigende magt. Vi genbesøger computerspiluniverset Second Life, konsulterer filmhistoriens blik på kunstig intelligens og anbefaler dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX’s mest teknologibegejstrede og -forskrækkede film. Og vi besøger en 5. klasse på en dansk folkeskole for at høre, hvordan teknologien påvirker børnenes liv. 

Andre artikler i dette tillæg

  • Det handler om at tabe, når bamsehelikopteren kæmper mod babydukken med dinohovedet

    10. marts 2017
    Seks dildoer og en tom servietæske er ingredienser i den antiteknologiske dille Hebocon, der handler om kampe mellem hjemmelavede robotter bygget med forhåndenværende skrammel af folk uden særlig teknologisk kunnen. Egentlig skal man forsøge at vinde, men der er mest prestige i at tabe
  • I maskinernes vold

    10. marts 2017
    I kunsthallen DIAS på Vallensbæk S-togsstation sættes menneske og maskine stævne med nye digitale kunstværker, der undersøger teknologiens centrale plads i vores liv
  • Minecraft er som narko for dit barn. Men det er LEGO altså også

    10. marts 2017
    Det er meget populært i den teknologikritiske mediedækning at sammenligne børns teknologibrug med stofmisbrug. Det er til gengæld meget begrænset, hvad man kan bruge det til
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her