Læsetid: 4 min.

Mutanter og mennesker på flugt

Tempofyldt superheltefilm blandes med familiedrama og politisk allegori i James Mangolds fremragende ’Logan’, der er lige så tragisk, som den er håbefuld
Laura (Dafne Keen) og Logan (Hugh Jackman) er på flugt i James Mangolds mørke superheltedrama, ’Logan’.

Laura (Dafne Keen) og Logan (Hugh Jackman) er på flugt i James Mangolds mørke superheltedrama, ’Logan’.

20th Century Fox

3. marts 2017

Advarsel: Man bør nok ikke læse denne anmeldelse, før man har set filmen

Man kan kun respektere en film, der slutter med Johnny Cashs elegiske, Bibel-refererende »The Man Comes Around«.

Især når sangen så smukt indkapsler alt det, der er gået forud. Det er muligt, at jeg nu afslører alt for meget af, hvad der sker i James Mangolds fremragende Logan, men det er lang tid siden, at jeg har set så følelsesmæssigt hård og samtidig dybt tilfredsstillende en superheltefilm.

Der er tragik, og der er håb i Logan, som handler om den aldrende superhelt, Wolverine, Logan (Hugh Jackman), der sammen med sin gamle læremester, Charles Xavier (Patrick Stewart), gemmer sig for de amerikanske myndigheder i Mexico.

Mutanter som Logan og Charles er lovløse, jaget vildt, og der er kun ganske få af dem tilbage, ja, måske kun de to og så Caliban (Stephen Merchant), der tager sig af den affældige Charles, mens Logan arbejder som limousinechauffør for at tjene penge.

Men så bliver Logan opsøgt af en kvinde, sygeplejersken Gabriela (Elizabeth Rodriguez), som har desperat brug for hjælp. Sammen med en pige, Laura (Dafne Keen), der ligesom en række andre børn er produktet af en moderne Mengele, doktor Rices (Richard E. Grant), genetiske forsøg på at skabe den fuldendte soldat, en blanding af menneske og mutant, håber Gabriela at kunne finde frihed og sikkerhed i Canada. Og snart er Logan, Charles og tavse Laura på vej nordpå med Rice, hans håndlanger, den ubehagelige Pierce (Boyd Holbrook), og en hær af lemlæstende lejesoldater i hælene.

Ukontrollabel vildskab

Logan har altid været en asocial og gnaven fætter, men han er nærmest utilnærmelig i den nye film. Han er syg – han hoster blod – han drikker alt for meget, og han har meget sværere ved at komme sig, hver gang han har været i slagsmål og er blevet skudt på, end han havde som ung.

Det er kun, når han virkelig bliver vred og blotter sine kløer, at han minder om gamle dages Wolverine, der med sit adamantiumskelet og umenneskelige styrke kunne pløje sig igennem et helt kontingent soldater eller gangbangers.

Også Charles, der engang kunne manipulere verden ved tankens kraft, er en skygge af sig selv, en skrøbelig gamling, der må tage piller, fordi han ingen kontrol har over sine mentale kræfter. Det er med andre ord en anderledes mørk og illusionsløs verden, også visuelt, som James Mangold serverer for os i Logan.

Det er også den sidste film med Hugh Jackman i rollen som en Wolverine, der selv synes at søge døden, og der er en uafvendelighed i filmen, som sætter sig i kroppen og bliver et dystert forvarsel om det, der kommer.

Der er dog heldigvis også håb og lys i mørket, især i skikkelse af lille Laura, der viser sig at være mutant med samme kræfter som Wolverine – måske har de endda mere tilfælles end det – og som er lige så introvert og hidsig som ham.

Det sidste får vi demonstreret i rigelig mål, da Pierce og hans mænd første gang angriber Logan og Charles’ skjulested i den mexicanske ørken, og de sagesløse soldater forsøger at tage Laura med sig. Det er præcis lige så voldsomt og blodigt, som mødet med den slags ukontrollabel vildskab skal være.

Politisk allegori

Logan er mange ting. Først og fremmest er det en usædvanlig superheltefilm, der slår en sjældent melankolsk og jordbunden, næsten (social)realistisk, tone an i et mere end vellykket forsøg på at fortælle en vedkommende og politisk engageret historie.

Filmene om den gruppe superhelte, X-Men, som Logan og Charles engang var en del af, handlede om den eskalerende krig mellem mennesker og mutanter. En krig, der især var et resultat af menneskets frygt for det anderledes og det, man ikke forstod, for mutanterne. Logan foregår i en ikke så fjern fremtid, hvor menneskene har vundet krigen, og de få mutanter, der er tilbage, er den ny tids flygtninge, udstødte, forfulgte eksistenser, der hele tiden må se sig over skulderen.

Det er ikke svært at se den højaktuelle politiske allegori i filmen, som får dybde og menneskelig og psykologisk klangbund gennem det familieagtige forhold mellem Charles, Logan og Laura.

Langsomt arbejder pigen sig gennem Logans panser, og i en af filmens mere stille og bevægende sekvenser får trekløveret lov til at overnatte hos en sort familie langt ude på landet og møder her et helt almindeligt familieliv, de kun selv kan drømme om. Men selvfølgelig er også dét liv under pres – af en skruppelløs, hvid storkapital – og så må man ikke glemme, hvad Logan, Charles og Laura har i hælene.

Det lyder måske, som om Logan ligefrem praler af sin politik. Det gør den faktisk ikke, og det tjener James Mangold, der bedst er kendt for sine dramaer, til ære, at filmen i lige så høj grad er en karakterdrevet fabel om mennesker på flugt, som den er en tempo- og actionfyldt superheltefilm.

Hugh Jackman, Patrick Stewart og Dafne Keen er et charmerende trekløver, og hvis Logan virkelig er et farvel til Wolverine, så kunne jeg ikke have ønsket mig et mere værdigt et af slagsen. Og, som en anmelderkollega sagde til mig, da han havde set filmen: Måske er Logan, lige hvad superheltefilmen har brug for.

’Logan’. Instruktion: James Mangold. Manuskript: Scott Frank, James Mangold og Michael Green. Amerikansk (Biografer verden over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anya Jensen
Anya Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu