Læsetid 6 min.

Nej, sociale medier ødelægger ikke demokratiet

Den amerikanske stjerneforsker og intellektuelle Cass Sunstein har skrevet en klar, fremragende og problematisk bog, som undersøger forholdet mellem sociale medier, den digitale offentlighed, falske nyheder og det amerikanske demokrati
En central pointe i Cass Sunsteins bog er, at nok kan det være irriterende at støde ind i en demonstration, men det tvinger folk til at forholde sig til det, andre forholder sig til. Her deltagere i Womens March i Washington umiddelbart efter Trumps indsættelse.

En central pointe i Cass Sunsteins bog er, at nok kan det være irriterende at støde ind i en demonstration, men det tvinger folk til at forholde sig til det, andre forholder sig til. Her deltagere i Womens March i Washington umiddelbart efter Trumps indsættelse.

Damien Lafargue
28. marts 2017
Delt 22 gange

En gammel fortælling om ræven og de sure rønnebær kan lære os noget. Ræven kan ikke lide rønnebærrene, fordi den tror, de er sure.

Men grunden til, at ræven tror, de er sure, er, at den ikke kan nå dem. Den afviser noget, som den ikke har kendskab til, ganske enkelt fordi det er uden for dens rækkevidde. Ræven tilpasser sin holdning til sin situation. Og bestemmer sig for, at rønnebærrene må være sure.

Den amerikanske forsker Cass Sunstein minder om fortællingen i sin nye bog, #Republic: Divided Democracy in the Age of Social Media, for at fremhæve en social indsigt. Man kan ikke indrette et samfund efter, hvad forbrugerne gerne vil have. Det, de vælger, er ikke nødvendigvis det samme som det, de ville have, hvis de kunne få det. Og det, som forbrugerne ikke vælger, er ikke nødvendigvis noget, de ikke vil have.

Den tyske sociolog Max Weber så autoritet som en magt, der til en vis grad hviler på en befolknings vilje til lydighed.
Læs også

Sunsteins bog handler om, at vores valg som forbrugere af nyheder måske kan underminere vores samfund som borgere i et fællesskab, der skulle være oplyst. Forbrugerne og markedet kan ødelægge det for borgerne og demokratiet:

»Den her bog er fundamentalt optaget af at se, hvordan ubegrænsede muligheder for forbrugerne kan underminere betingelserne for det system, som sikrer vores ytringsfrihed.«

Det daglige mig

Sunstein undersøger i bogen den digitale offentlighed, sociale medier og det amerikanske demokrati. Brugerne har fået den fænomenale mulighed, at de kan designe deres egen nyhedsstrøm. Det var i 1990’erne en utopi, som blev kaldt for ’det daglige mig’:

»Hver eneste af os kan fuldstændigt kontrollere, hvad vi ser og hører. På utallige områder udviser mennesker ’homofili’: en stærk tendens til at forbinde sig og knytte sig til mennesker, som er, ligesom de selv er,« anfører Sunstein.

Utopien lød, at du ville kunne få de nyheder, som interesserer dig og bekræfter dit verdenssyn. Og så ville du kunne lukke resten ude.

Hvis du er imod kapitalismen, kan du få nyheder om multinationale virksomheders ondskab og finansbankernes grådighed, du kan få de kommentarer, som slår det fast, og du kan blive forbundet til dem, som mener det samme. Hvis du køber en bog om det på Amazon, vil alle nye bøger med samme holdning og perspektiv dukke op som tilbud præcis til dig.

»Det viser sig, at du ikke behøver skabe dit ’daglige mig’,« skriver Sunstein 20 år senere:

»Andre gør det for dig (og du har måske ingen anelse om, at de gør det).«

Du er nemlig både forbruger og produkt i det digitale univers. Som forbruger får du alle de tilbud, som svarer til din digitale efterspørgsel. Og som produkt bliver dine oplysninger solgt videre til annoncører, som kan ramme dig med flere tilbud.

Facebook, Google og Amazon ved, hvad du interesserer dig for, hvad du kan lide, og hvad der påvirker dig følelsesmæssigt. Og de ved også, hvad andre, som tænker og føler som dig, er optaget af. De kender din politiske overbevisning, og de kan sælge oplysningerne til dem, som kunne profitere af det.

Det kan ende med at blive et univers, hvor du kun får dine holdninger bekræftet og dine synspunkter kvalificeret, og hvor du aldrig bliver tvunget til at forholde dig til andre måder at se verden på.

Og det bliver et samfund, hvor alle sidder i radikaliserede celler af nyheder, analyser og historier, som bekræfter deres verdensbillede. Og det kan føre til falske nyheder, spredning af løgne, og at alle fakta kan udfordres. Intet kan etableres som sandt, og intet kan en gang for alle afvises som falskt, hvis vi ikke har en fælles offentlighed, hvor vi taler sammen.

Så kan de rasende konservative sidde i deres celle og samle beviser på, at Barack Obama ikke er født i USA, og at klimaforandringerne er en løgn, som kineserne har fundet på.

Og de progressive kan sidde i deres offentlighed og råbe op om ekkokamre og det postfaktuelle samfund om alt det, de andre siger.

Og fordi vores samfund er demokratiske, og ingen skal finde sig i at blive påtvunget andres tanker, kan vi ikke kræve, at de to parter læser de samme aviser, hører de samme udsendelser i radioen eller lytter til hinanden. De har selv valgt deres måde at blive oplyst på, de er frie mennesker med frie valg.

Og på den måde kan vi ende med et autoritært samfund, hvor mareridtet fra George Orwells klassiker 1984 bliver til virkelighed med en væsentlig forskel: Der er ingen diktatorisk Big Brother, som fortæller os, hvad vi skal tænke og sige. Der er ingen diktator, ingen fælles autoritet, intet samlingspunkt for offentligheden.

De to forudsætninger

Sunstein bruger selvfølgelig også historien om ræven og rønnebærrene til at understrege behovet for en autoritet. For at nogle tænker på andres vegne over, hvad de ville have, hvis de havde adgang til det. Han understreger, at ytringsfriheden har sociale betingelser, som ofte ignoreres.

Demokrati og retsstat er betingelser for ytringsfrihed. Og hvis borgerne i et givent fællesskab ikke er forbundet i en fælles samtale, vil den sociale orden krakelere.

Der er ifølge to Sunstein to afgørende præmisser for, at borgerne bliver bundet til hinanden.

For det første skal folk konfronteres med informationer og fortællinger, som de ikke selv har valgt.

»Møder, som hverken er planlagt eller forudsete, er centrale for demokratiet,« skriver Sunstein:

»De er vigtige for at sikre os mod opløsning, polarisering og ekstremisme, som er det forudsigelige resultat af enhver situation, hvor folk kun taler med ligesindede.«

Folk skal for det andet have fælles oplevelser, så de har en fælles verden. Det kan være De Olympiske Lege, som man følger sammen, helligdage, hvor alle bliver mindet om jul eller Grundlovsdag, musikkonkurrencer, folkeafstemninger eller valg. Det bliver for Sunstein et kriterium i sig selv, at mange mennesker forholder sig til det samme på samme tid, fordi deres samtale om samfundet forudsætter, at de har fælles referencer.

Juristens blik

Sunstein er jurist, og hans tilgang til det amerikanske demokrati er forfatningen, rettigheder og Højesterets afgørelser. Han henviser til citater fra forfatningens såkaldte fædre, som understregede betydningen af fælles referencer. Og han fremhæver, hvordan Højesteret har afgjort, at »gader og parker skal være åbne for aktiviteter, hvor mennesker udtrykker sig selv«.

Det kan godt være irriterende, at du støder ind i en demonstration for lige adgang til toiletter for alle minoriteter eller imod politivold, men det tvinger dig til at forholde dig til det, andre forholder sig til. Og når Højesteret kræver tolerance over for andres udtryk på gader og parker, kunne der være grundlag for, at man kan kræve noget tilsvarende i en digital offentlighed.

Det mest interessante ved #Republic er, at Cass Sunstein analyserer forfaldstendenserne uden at gå ind i det intellektuelle ekkokammer, hvor demokratiet er ved at gå under og samfundet i opløsning:

»Fortiden var næppe idyllisk. Hvis vi sammenligner vores tid med enhver anden periode i menneskets historie, så står vi midt i mange ekstraordinære fremskridt, ikke mindst i forhold til demokratiet selv,« skriver han:

»Nostalgien er ikke alene destruktiv, den er også meningsløs. Ting bliver bedre, ikke værre.«

Sunstein fremhæver for eksempel, hvordan de små offentligheder på langt sigt kan skabe en stærkere fælles offentlighed. Her kan for eksempel kvinder udveksle erfaringer, nyheder og viden om, hvordan kvinder ikke kommer til orde i offentligheden.

Og de samtaler i små rum kan gøre dem stærkere til at deltage i den større samtale. Der er således ikke nødvendigvis nogen modsætning mellem at samle sine egne informationer og udveksle informationer med dem, som mener det samme, og samtidig være optaget af andres problemer.

Terrorister og den politiske klasse

Der er ikke mange empiriske undersøgelser i #Republic, men Sunstein fremhæver en, som viser, at det særligt er den politiske klasse, som befinder sig i ekkokamre. De dannede og oplyste udveksler i højere grad end andre nyheder, som bekræfter deres synspunkter.

Et andet risikomoment er, at de isolerede offentligheder og de små ekkokamre kan virke radikaliserende på potentielle terrorister. Den ensomme vrede, hadske eller fremmedgjorte kan finde et sprog for sin foragt og en manual for at handle. Og vil vide, at andre vil se hans videoer og opslag og juble eller gyse, hvis han gennemfører et terrorattentat.

Alt i alt er de sociale medier ifølge Sunstein ikke en trussel mod selve demokratiet. De forstærker forfaldstendenser, som altid har været der: Rygtedannelse, mobilisering af had og destruktiv gruppedynamik.

Men de skaber også en historisk enestående udveksling af oplysning og adgang til information, de gør det muligt for demokratisk svagere grupper at blive stærkere i fællesskaber, og de skaber samtaler på kryds og tværs, som aldrig tidligere har været mulige.

Blindvinkel

Det er en styrke ved bogen, at Sunstein trækker linjer til forfatningen og højesteretsdomme i sin kritik af de digitale forfaldsfortællinger, fordi han sætter den nye problematik ind i en anerkendt ramme. Han fører det nye risikoscenario ind i samfundets gamle samtale med sig selv om, hvordan man skal leve sammen.

Men det er også en metode, som ignorerer økonomiske og sociale forudsætninger overhovedet. Det er en liberal overklasseposition, som ikke forholder sig til materielle betingelser for demokratiet, men antager, at alle har samme muligheder og kan udfolde sig frit, hvis bare reglerne og lovene er de rigtige.

Det mærkelige er, at han insisterer på, at den fælles sociale virkelighed er vigtig, men han undersøger ikke, hvordan borgernes fornemmelse for uretfærdighed, vrede over indvandring og modstand mod systemet også påvirker den offentlige samtale.

Man kunne også have læst historien om ræven og rønnebærrene som en påmindelse om den vrede og frustration, som udvikles i et samfund, hvor mange kan se den luksus, som kun er tilgængelig for de få.

Sunsteins bog er stærk som en analyse af det amerikanske demokratis principper og den nye offentlighed, men den er svag, fordi den ikke forholder sig til verden uden for. Her bliver Sunstein den omvendte ræv, som tror, de rønnebær, hans analyse ikke når, egentlig er søde for alle.

’#Republic: Divided Democracy in the Age of Social Media’. Cass Sunstein. 325 sider, 29,95 dollar

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Peter Salling
    Peter Salling
  • Brugerbillede for Jan Weis
    Jan Weis
  • Brugerbillede for ulrik mortensen
    ulrik mortensen
Peter Salling, Jan Weis og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Vi har altid levet i bobbel, det er ikke mange år siden, at ca. havldelen af befolkningene levede i en socialdemokratisk bobbel og så var der alle de frelste og der hjernevaskede deres hjerner med biblen på daglig basis. Alle de venstreorienterede der hjernevaskede sig med maxisme.....
- Der var nationale hetzer imod langhårede, narkomaner, rødstrømper, kommunister, arbejdsløse og fagbevægelsens tillidsmænd.... der måtte lovgives imod ikke at drive heksejagt på fagbevægelsens tillidsmænd og kvinder.... (nu får flygtninge selvfølgelig skylden for alting.)
- Selvom den uopdragede del af højrefløjen er ulidelig på de socialemedier, så er er de sociale medier et kæmpe fremskridt for menneskeheden.

Brugerbillede for curt jensen

Hvad der virkelig morer mig i de aktuelle debatter om "fake news" er det standpunkt at "fake news" skulle være et fænomen der skyldes Trump og / eller de sociale medier!

Som om pressen, TV og andre klassiske nyhedsmedier indtil da var synonymer for sandferdighed!

en af de første erkendelser jeg nåede til under dannelsen af min politiske og sociale bevidsthed var, at man åbenbart aldrig kunne tro på noget man læste i en avis, hørte i radio, eller så i TV!
Det var snart et halvt århundrede siden.

Og så denne klassiker:
"Hver eneste af os kan fuldstændigt kontrollere, hvad vi ser og hører"

ROFL!

Brugerbillede for Jan Weis

Virtual Unreality.

Selv om kommentatorkaravanen er redet videre, er der forhåbentlig tid til at kommentere en i øvrigt læseværdig boganmeldelse …

Den myndige borger bliver i dag udbyttet, foragtet og fremmedgjort på mange måder – for ikke at sige: umenneskeliggjort – om de sociale medier skal have lov til at ødelægge demokratiet er stadig op til den myndige borger – suverænen – næsten en sisyfosopgave …

Ifølge Marx bliver flertallet i de traditionelle klassesamfund foragtet eller umenneskeliggjort på to måder – politisk i det undertrykkende herredømmes ordninger, hvis resultat er det undertrykte, servile menneske – og samfundsmæssigt i systemet af indholdstømmende arbejde, hvis resultat er den proletariske psyke …

Til disse to deformeringer kan i dag suppleres med den tredje form for menneskeforagt, menneskets blottelse i systemet af vulgariserende, prostituerende og fordummende kommunikationer – denne medietidsalderens interaktive kræft - noget Marx ikke har kunne forudse …

Markedet har her sat sig på ’den frie vilje’ og har algoritmisk helt styr på, hvad borgerne har af forbrugsvaner, og ved ofte før end borgeren, der nu er reduceret til gemen forbruger, hvad denne sandsynligvis vil købe fremover ud fra deres mediale adfærd, som efterlader utallige elektroniske spor i cyberspace, en ny vare, som kan handles frit – man er netop af markedskræfterne reduceret til både forbruger og produkt …

En fjerde form for mediekræft er en forudseelig form for perverteret kommunikation – Virtual Unreality - hvor løgne, halve eller eventuelt hele sandheder sendes ud i det digitale univers som en ekstra udfordring også for progressive intellektuelle, der får påtvunget andres oftest underlødige tanker og meninger, som de ikke selv har udvalgt – ytringsfrihedens asymptotiske degenerering henimod det totalitære samfund med masseadfærd og flokintelligens, kun forbundet af elektroniske TV-kabler og programmer styret af det massemediale tilbud om fælles triviale seeroplevelser uden oplysningsmæssig substans …

Pludseligt var der sort af ensrettede TV-glanere, tomme i blikket ligesom ’det sidste menneske’ af ensrettede, men billedrige mediers affald, fyldt med virtuel gemenhed helt i overensstemmelse med deres massekarakter og travlt optaget af at starte den næste shitstorm …

Så sluk for de postfaktuelle massemediale fordummelses-, tortur- og forfølgelsesinstrumenter og start med igen at købe bøger hos den lokale boghandel, mens han stadig eksisterer … ;-)

Her er et andet aktuelt forslag til læsestof på samme slagmark -
The New Era of Digital Deception. Just Because the Internet Told You, How Do You Know It's True?
http://www.goodreads.com/book/show/18693919-virtual-unreality
som desværre heller ikke kan siges helt fri for denne satans personlige omklamring som et eksempel på markedets totalt overgearede galskab … ;-)

ulrik mortensen, Peter Salling og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

Ikke for at gå i rette med hverken Rune Lykkeberg eller Cass Sunstein, men fablen om ræven og rønnebærrene er vel snarere en analogi (metafor?) om misundelse? (Helt bortset fra, at rønnebær rent faktisk er sure, mens den engelske oversættelse af fablen mere logisk taler om "sour grapes"/druer.) Dén fortolkning når Rune Lykkeberg først frem til i næstsidste afsnit.

Og så har jeg svært ved at se, at ekkokamre, meningsfællesskaber og "bobler" skulle være noget, der specifikt er opstået i forbindelse med de såkaldt "sociale medier"s fremkomst, altså internet-fora. De eksisterede også, som allerede nævnt i kommentarer ovenfor, inden, nemlig i valg af såkaldt "etablerede medier". Desuden er de to former i høj grad smeltet – eller er ved at smelte – sammen. Avisers netudgaver med tilhørende kommentarspor er vel ikke længere, hvad angår en tendens til at ville "lefle" for ligesindede så forskellige fra, hvad der skrives om eller debatteres på eksempelvis Facebook? Man kan således med næsten søvngængeragtig sikkerhed forudse, hvad der vil blive diskuteret i diverse debatter uanset fora. DR såvel som FB. Debatter som ofte medfører en afkobling af det væsentlige, som fx, for bare at nævne et enkelt eksempel, den langtrukne, larmende, debat om trafikministerens "undladelsessynd" angående orientering af kolleger, frem for den langt mere væsentlige debat: Problemerne vedrørende PostNords kritisable økonomi og postudbringning!

Information kan naturligvis heller ikke sige sig fri for at fremstå som et meningsfællesskab, en boble, et ekkokammer. Som eksempelvis når debattører påviser direkte usandheder og efterfølgende får deres kommentar slettet, mens usandheden forbliver. Eller som hér, hvor Cass Sunstein benævnes "stjerneforsker". Og jeg véd, jeg véd: Som i "exceptionel" ikke "astronom", men det må vel stadig være op til den enkelte læser selv at tage stilling og bedømme?

Hvor Cass Sunstein som eksempel på "Daily Me" benytter den digitale retningsviser hashtagget/ havelågen, #, har der jo altid eksisteret retningsvisere, der så bare tidligere havde navne som "Jyllands-Posten" eller "Information". Nu har de så alle, med deres tilstedeværelse på internettet, rig lejlighed til desuden også at bruge hashtag som retningsviser.

I øvrigt mener jeg … at når nu en del læsere aldrig når længere end til en overskrift, så bør ethvert ansvarligt medie være langt mere opmærksom på, hvordan en rubrik udformes, end tilfældet ofte er. Og da alle "etablerede" medier nu også har en tilstedeværelse på nettet og dermed også tænker i klik-økonomi, kræver det en endnu større opmærksomhed end tidligere.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Vibeke Rasmussen.
Den med ræven og rønnebærene har jeg altid opfattet som historien om en sjælsstyrke, der afviser misundelsen, En teknik, så at sige, der afvæbner begæret efter det uopnåelige.

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

Michael, her er Ludvig Holbergs – som i øvrigt taler om druer og ikke rønnebær – fortolkning, under overskriften "Moralske Fabler":

"»Da en sulten Ræv fik Øje paa nogle Druer, der hang ned fra en Vinstok, vilde den have fat i dem, men kunde ikke. Idet den gik bort, sagde den til sig selv: »De er umodne«. - Saaledes giver ogsaa visse Mennesker, naar de paa Grund af deres Svaghed ikke kan opnaa de Ting, de vil, Forholdene Skylden."

LINK: "Ludvig Holberg".

Og en amerikansk (undervisnings-)fortolkning:

"One afternoon a fox was walking through the forest and spotted a bunch of grapes hanging from over a lofty branch.
“Just the thing to quench my thirst,” he thought.
Taking a few steps back, the fox jumped and just missed the hanging grapes. Again the fox took a few paces back and tried to reach them but still failed.
Finally, giving up, the fox turned up his nose and said, “They’re probably sour anyway,” and proceeded to walk away.

Moral: It’s easy to despise what you cannot have."

LINK: "Moral Stories." Inklusive 120 kommentarer/ meninger. :)

Tolkning af fablen – fabler? – og af det deraf opståede ordsprog, er åbenbart ikke helt så entydig, som man måske først skulle tro. :)

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Det jeg egentlig ville ind på, var sjælsstyrken. Den gør det overflødigt for ræven at kæmpe mod attrå og begær, den ser ligesom bort fra det og siger herregud, lad de andre slås om det.

Brugerbillede for Per Jongberg

Jeg har svaert ved at naa frem til konklusionen i overskriften ... efter at have laest artiklen. Er der en skrivefejl ? Skulle der have staaet : Ja, sociale ... ?

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

Lidt ikke-helt-inden-for-emnet bonusinformation: Cass Sunstein udgør den ene halvdel af, hvad man vist godt uden overdrivelse kan kalde et – siden 2008 –Washington Power (no pun intended) Couple: Han er gift med USAs tidligere, af Obama udnævnte, FN-Ambassadør, Samantha Power.