Nej, sociale medier ødelægger ikke demokratiet

En gammel fortælling om ræven og de sure rønnebær kan lære os noget. Ræven kan ikke lide rønnebærrene, fordi den tror, de er sure.

Men grunden til, at ræven tror, de er sure, er, at den ikke kan nå dem. Den afviser noget, som den ikke har kendskab til, ganske enkelt fordi det er uden for dens rækkevidde. Ræven tilpasser sin holdning til sin situation. Og bestemmer sig for, at rønnebærrene må være sure.

Den amerikanske forsker Cass Sunstein minder om fortællingen i sin nye bog, #Republic: Divided Democracy in the Age of Social Media, for at fremhæve en social indsigt. Man kan ikke indrette et samfund efter, hvad forbrugerne gerne vil have. Det, de vælger, er ikke nødvendigvis det samme som det, de ville have, hvis de kunne få det. Og det, som forbrugerne ikke vælger, er ikke nødvendigvis noget, de ikke vil have.

Sunsteins bog handler om, at vores valg som forbrugere af nyheder måske kan underminere vores samfund som borgere i et fællesskab, der skulle være oplyst. Forbrugerne og markedet kan ødelægge det for borgerne og demokratiet:

»Den her bog er fundamentalt optaget af at se, hvordan ubegrænsede muligheder for forbrugerne kan underminere betingelserne for det system, som sikrer vores ytringsfrihed.«

Det daglige mig

Sunstein undersøger i bogen den digitale offentlighed, sociale medier og det amerikanske demokrati. Brugerne har fået den fænomenale mulighed, at de kan designe deres egen nyhedsstrøm. Det var i 1990’erne en utopi, som blev kaldt for ’det daglige mig’:

»Hver eneste af os kan fuldstændigt kontrollere, hvad vi ser og hører. På utallige områder udviser mennesker ’homofili’: en stærk tendens til at forbinde sig og knytte sig til mennesker, som er, ligesom de selv er,« anfører Sunstein.

Utopien lød, at du ville kunne få de nyheder, som interesserer dig og bekræfter dit verdenssyn. Og så ville du kunne lukke resten ude.

Hvis du er imod kapitalismen, kan du få nyheder om multinationale virksomheders ondskab og finansbankernes grådighed, du kan få de kommentarer, som slår det fast, og du kan blive forbundet til dem, som mener det samme. Hvis du køber en bog om det på Amazon, vil alle nye bøger med samme holdning og perspektiv dukke op som tilbud præcis til dig.

»Det viser sig, at du ikke behøver skabe dit ’daglige mig’,« skriver Sunstein 20 år senere:

»Andre gør det for dig (og du har måske ingen anelse om, at de gør det).«

Du er nemlig både forbruger og produkt i det digitale univers. Som forbruger får du alle de tilbud, som svarer til din digitale efterspørgsel. Og som produkt bliver dine oplysninger solgt videre til annoncører, som kan ramme dig med flere tilbud.

Facebook, Google og Amazon ved, hvad du interesserer dig for, hvad du kan lide, og hvad der påvirker dig følelsesmæssigt. Og de ved også, hvad andre, som tænker og føler som dig, er optaget af. De kender din politiske overbevisning, og de kan sælge oplysningerne til dem, som kunne profitere af det.

Det kan ende med at blive et univers, hvor du kun får dine holdninger bekræftet og dine synspunkter kvalificeret, og hvor du aldrig bliver tvunget til at forholde dig til andre måder at se verden på.

Og det bliver et samfund, hvor alle sidder i radikaliserede celler af nyheder, analyser og historier, som bekræfter deres verdensbillede. Og det kan føre til falske nyheder, spredning af løgne, og at alle fakta kan udfordres. Intet kan etableres som sandt, og intet kan en gang for alle afvises som falskt, hvis vi ikke har en fælles offentlighed, hvor vi taler sammen.

Så kan de rasende konservative sidde i deres celle og samle beviser på, at Barack Obama ikke er født i USA, og at klimaforandringerne er en løgn, som kineserne har fundet på.

Og de progressive kan sidde i deres offentlighed og råbe op om ekkokamre og det postfaktuelle samfund om alt det, de andre siger.

Og fordi vores samfund er demokratiske, og ingen skal finde sig i at blive påtvunget andres tanker, kan vi ikke kræve, at de to parter læser de samme aviser, hører de samme udsendelser i radioen eller lytter til hinanden. De har selv valgt deres måde at blive oplyst på, de er frie mennesker med frie valg.

Og på den måde kan vi ende med et autoritært samfund, hvor mareridtet fra George Orwells klassiker 1984 bliver til virkelighed med en væsentlig forskel: Der er ingen diktatorisk Big Brother, som fortæller os, hvad vi skal tænke og sige. Der er ingen diktator, ingen fælles autoritet, intet samlingspunkt for offentligheden.

De to forudsætninger

Sunstein bruger selvfølgelig også historien om ræven og rønnebærrene til at understrege behovet for en autoritet. For at nogle tænker på andres vegne over, hvad de ville have, hvis de havde adgang til det. Han understreger, at ytringsfriheden har sociale betingelser, som ofte ignoreres.

Demokrati og retsstat er betingelser for ytringsfrihed. Og hvis borgerne i et givent fællesskab ikke er forbundet i en fælles samtale, vil den sociale orden krakelere.

Der er ifølge to Sunstein to afgørende præmisser for, at borgerne bliver bundet til hinanden.

For det første skal folk konfronteres med informationer og fortællinger, som de ikke selv har valgt.

»Møder, som hverken er planlagt eller forudsete, er centrale for demokratiet,« skriver Sunstein:

»De er vigtige for at sikre os mod opløsning, polarisering og ekstremisme, som er det forudsigelige resultat af enhver situation, hvor folk kun taler med ligesindede.«

Folk skal for det andet have fælles oplevelser, så de har en fælles verden. Det kan være De Olympiske Lege, som man følger sammen, helligdage, hvor alle bliver mindet om jul eller Grundlovsdag, musikkonkurrencer, folkeafstemninger eller valg. Det bliver for Sunstein et kriterium i sig selv, at mange mennesker forholder sig til det samme på samme tid, fordi deres samtale om samfundet forudsætter, at de har fælles referencer.

Juristens blik

Sunstein er jurist, og hans tilgang til det amerikanske demokrati er forfatningen, rettigheder og Højesterets afgørelser. Han henviser til citater fra forfatningens såkaldte fædre, som understregede betydningen af fælles referencer. Og han fremhæver, hvordan Højesteret har afgjort, at »gader og parker skal være åbne for aktiviteter, hvor mennesker udtrykker sig selv«.

Det kan godt være irriterende, at du støder ind i en demonstration for lige adgang til toiletter for alle minoriteter eller imod politivold, men det tvinger dig til at forholde dig til det, andre forholder sig til. Og når Højesteret kræver tolerance over for andres udtryk på gader og parker, kunne der være grundlag for, at man kan kræve noget tilsvarende i en digital offentlighed.

Det mest interessante ved #Republic er, at Cass Sunstein analyserer forfaldstendenserne uden at gå ind i det intellektuelle ekkokammer, hvor demokratiet er ved at gå under og samfundet i opløsning:

»Fortiden var næppe idyllisk. Hvis vi sammenligner vores tid med enhver anden periode i menneskets historie, så står vi midt i mange ekstraordinære fremskridt, ikke mindst i forhold til demokratiet selv,« skriver han:

»Nostalgien er ikke alene destruktiv, den er også meningsløs. Ting bliver bedre, ikke værre.«

Sunstein fremhæver for eksempel, hvordan de små offentligheder på langt sigt kan skabe en stærkere fælles offentlighed. Her kan for eksempel kvinder udveksle erfaringer, nyheder og viden om, hvordan kvinder ikke kommer til orde i offentligheden.

Og de samtaler i små rum kan gøre dem stærkere til at deltage i den større samtale. Der er således ikke nødvendigvis nogen modsætning mellem at samle sine egne informationer og udveksle informationer med dem, som mener det samme, og samtidig være optaget af andres problemer.

Terrorister og den politiske klasse

Der er ikke mange empiriske undersøgelser i #Republic, men Sunstein fremhæver en, som viser, at det særligt er den politiske klasse, som befinder sig i ekkokamre. De dannede og oplyste udveksler i højere grad end andre nyheder, som bekræfter deres synspunkter.

Et andet risikomoment er, at de isolerede offentligheder og de små ekkokamre kan virke radikaliserende på potentielle terrorister. Den ensomme vrede, hadske eller fremmedgjorte kan finde et sprog for sin foragt og en manual for at handle. Og vil vide, at andre vil se hans videoer og opslag og juble eller gyse, hvis han gennemfører et terrorattentat.

Alt i alt er de sociale medier ifølge Sunstein ikke en trussel mod selve demokratiet. De forstærker forfaldstendenser, som altid har været der: Rygtedannelse, mobilisering af had og destruktiv gruppedynamik.

Men de skaber også en historisk enestående udveksling af oplysning og adgang til information, de gør det muligt for demokratisk svagere grupper at blive stærkere i fællesskaber, og de skaber samtaler på kryds og tværs, som aldrig tidligere har været mulige.

Blindvinkel

Det er en styrke ved bogen, at Sunstein trækker linjer til forfatningen og højesteretsdomme i sin kritik af de digitale forfaldsfortællinger, fordi han sætter den nye problematik ind i en anerkendt ramme. Han fører det nye risikoscenario ind i samfundets gamle samtale med sig selv om, hvordan man skal leve sammen.

Men det er også en metode, som ignorerer økonomiske og sociale forudsætninger overhovedet. Det er en liberal overklasseposition, som ikke forholder sig til materielle betingelser for demokratiet, men antager, at alle har samme muligheder og kan udfolde sig frit, hvis bare reglerne og lovene er de rigtige.

Det mærkelige er, at han insisterer på, at den fælles sociale virkelighed er vigtig, men han undersøger ikke, hvordan borgernes fornemmelse for uretfærdighed, vrede over indvandring og modstand mod systemet også påvirker den offentlige samtale.

Man kunne også have læst historien om ræven og rønnebærrene som en påmindelse om den vrede og frustration, som udvikles i et samfund, hvor mange kan se den luksus, som kun er tilgængelig for de få.

Sunsteins bog er stærk som en analyse af det amerikanske demokratis principper og den nye offentlighed, men den er svag, fordi den ikke forholder sig til verden uden for. Her bliver Sunstein den omvendte ræv, som tror, de rønnebær, hans analyse ikke når, egentlig er søde for alle.

’#Republic: Divided Democracy in the Age of Social Media’. Cass Sunstein. 325 sider, 29,95 dollar