Læsetid: 4 min.

Det er en ommer, Elvis

Elvis Costello gav solokoncert i Koncerthuset, hvor han akkompagnerede sig selv på guitar og klaver. Med undervældende resultater
Elvis Costello underpræsterede og sang falsk til koncerten i DR's koncerthus mandag aften.
	Foto: Nanna Navntoft/ Polfoto

Elvis Costello underpræsterede og sang falsk til koncerten i DR's koncerthus mandag aften.
Foto: Nanna Navntoft/ Polfoto

Nanna Navntoft

11. marts 2017

Han er ikke og har aldrig været for fastholdere, den gode Elvis Costello, født og døbt Declan Patrick MacManus i London i 1954.

Da Costello bragede igennem i kølvandet på punken i 1977 med en stribe intenst brændende hitsingler og albummet My Aim Is True, fremstod han som den arketypiske vrede unge nørd, fuld af frustration, galde, selvhad og aggression og velsignet med hornbriller så store, at Magasin kunne bruge dem som udstillingsvinduer.

Costello kan således fejre 40-årsjubilæum i år, og han har ikke hvilet på laurbærbladene, langt over 30 albums er det blevet til. Plus det løse, hvilket i Costellos tilfælde er et parallelt værk i sig selv.

Så den oprindelige energi er i den grad blevet sublimeret og omsat til musik, selv om tonen stadig ofte er karsk og misantropisk. Få fra hans generation har præsteret en så afvekslende og udfordrende produktion som Costello, der endvidere kan prale af at have indspillet plader med alle fra The Brodsky Quartet til The Roots, fra Annie Sofie von Otter til Allen Toussaint. For ikke at glemme samarbejder med koryfæer som Paul McCartney og Burt Bacharach.

Rundere og sjovere

Den hyperaktive sanger og sangskriver er skam blevet rundere med årene. Og sjovere, hvad han beviste under sin solokoncert i DR Koncerthuset mandag aften, hvor den ene festlige og gerne dybt selvironiske anekdote afløste den anden, samtidig med at de fungerede som baggrund for den efterfølgende sang.

Hvilket var en hjælp, for selv om teksterne sikkert giver mening for ophavsmanden, er de ordrige tirader tit sprogligt diffuse og svært gennemskuelige, selv om grundtonen ikke er til at tage fejl af.

Det gør dem ikke dårlige som sådan, det åbner i stedet for alle hånde fortolkninger af, hvorfor det var interessant at høre, hvad de konkret sigter til. Ofte ret banale ting, når det kommer til stykket, men derfor kan det jo godt siges floromvundent.

Falsk og jappet

Costellos fine historier og vittige indfald var det bedste ved aftenen, idet hans sangstemme lå langt fra det optimale, ofte sang han falsk, og der var noget jappet over måden, de sofistikerede og harmonisk avancerede sange blev præsenteret på.

Udfordrende som de er, havde de virkelig fortjent bedre. Måske en helt anden sanger? På samme måde var hans guitarspil enstonigt, unuanceret og blottet for den dynamik, materialet kræver.

Spaderne (der var en del af slagsen i sving i løbet af aftenen) fik nogen på huden, mere ekspressivt (på den ufede måde) end egentlig kønt. Dobbelt ærgerligt i lyset af, at han faktisk på en god aften er en udmærket guitarist, ligesom han har leveret mange intenst overbevisende vokaler gennem tiden. Dem var der ingen af mandag. Et rapt lille orkester ville have gjort underværker. Virkelig.

Hvor svært kan det være?

De første seks sange var en ren pine at lytte til, måden han ræsede gennem perler som »Accidents Will Happen«, »Stella Hurt« og »Every Day I Write the Book« var decideret provokerende. Lyden var heller ikke for god, hvor svært kan det være med blot en guitar og en stemme?

Det hjalp lidt, da han flyttede over til klaveret, selv om han på den majestætiske »Shipbuilding« ramte så meget ved siden af den originale melodi, at man måtte spørge sig selv, om det var med vilje?

Efter en afdæmpet tolkning af klassikeren »Walking My Baby Back Home« midt i sættet blev det en smule bedre, men godt blev det aldrig. Ikke at publikum lod sig mærke med solistens undervældende indsats. Der blev klappet og hujet til den store guldmedalje.   

Overraskende sætliste

Sætlisten var som altid hos Costello fuld af overraskelser, han spiller aldrig samme sæt to aftener i træk.

Det kan man kun glædes over, og selv om han i anledning af sin 60-årsfødselsdag annoncerede, at nu gad han ikke lave flere plader, står sangene stadig ud af manden. Således har han til dato skrevet ikke færre end 18 sange til den endnu ikke opførte musical A Face in the Crowd, der bygger på en novelle af Budd Schulberg samt filmen af samme navn fra 1957.

Den spillede han fem sange fra, uden at de gjorde uudsletteligt indtryk.

At musicalformen tiltrækker Costello, er der intet mærkeligt i, han har med årene kompositorisk lagt sig betydeligt tættere op ad en Stephen Sondheim end en Chuck Berry.

Scenografien bestod af et gammeldags tv-apparat i overstørrelse, hvorpå der vistes forskellige stillfotos, overvejende fra familiealbummet, idet Costello på sine ældre dage er blevet ret slægtsorienteret. Han diskede da også op med pragtfulde historier om både sin far, crooneren og kvindebedåreren Ross MacManus, og farfaren, der var purser på en luksusliner.

Men pointen her er, at før koncerten afspilledes videoen til sangen »Monkey to Man« på den store tv-skærm, mens folk fandt deres pladser. Og det, mine damer og herrer, var aftenens musikalske højdepunkt.

Elvis Costello, DR Koncerthuset, mandag  

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu