Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Paranoid ung mand på redningstogt i ’Aminas breve’

Den psykisk syge Janus’ blik på sine omgivelser er mere urovækkende end samtlige slag og spark i ’Aminas breve’. Filmen har lidt for travlt med at komme godt ud i hjørnerne af det danske samfunds skyggeside – og så komme videre
I ’Aminas Breve’ balancerer Esben Smed fornemt mellem forskellige sindsstilstande. 

I ’Aminas Breve’ balancerer Esben Smed fornemt mellem forskellige sindsstilstande. 

Scanbox

Kultur
9. marts 2017

Der er ingen tvivl om, at det er Esben Smed og hans følsomme og fintunede fremstilling af den psykisk syge Janus, der løfter Aminas breve.

Filmen er en højspændt filmatisering af Jonas T. Bengtssons debutroman af samme navn fra 2005, der følger den unge Janus’ jagt på sin danskkurdiske veninde Amina (Sarah-Sofie Boussnina).

De breve, hun skrev til ham under hans indlæggelse, har holdt ham oppe og forbundet ham med verden udenfor, men pludselig holdt de op med at komme. Fra det øjeblik Janus bliver udskrevet, har han kun et for: At finde Amina og opklare, hvem eller hvad der forhindrede hende i at skrive til ham.

Esben Smed er i sin rolle i stand til at skifte overbevisende mellem at være fuldstændig stålsat og fuldstændig i vildrede og alle mulige positioner der imellem. Afstanden mellem ubøjelig vilje og komplet hjælpeløshed er ikke særlig stor, og dynamikken mellem Janus’ sygdomserkendelse og hans samtidigt mangelfulde realitetssans kommer tydeligt til udtryk i ansigtet på hovedrolleindehaveren.

Ud i de dunkle miljøer

Aminas breve er en hæsblæsende tur gennem nogle vidt forskellige miljøer i København og omegn. Den lukkede psykiatriske afdeling er ikke ligefrem overrepræsenteret i dansk film, men her er den altså med institutionsmøbler og timelapse-optagelser af de andre indlagtes færden frem og tilbage på fællesarealerne, mens Janus sidder helt stivnet og ude af sync med dem.

Efter udskrivelsen indkvarterer Janus sig i sin storebrors nybyggede stål- og glaslejlighed. Broren er på forretningsrejse, og det parcelhuskvarter, de kommer fra, bliver kun besøgt i forbifarten. Hvad der afholder Janus fra at gå ind ad døren, da han står og betragter sin mor gennem køkkenvinduet, afholder filmen sig fra at forklare. Den følger konsekvent Janus’ blik.

Det blik er rettet mod hvem som helst og hvad som helst, der kan bringe ham nærmere Amina: En gammel festven fra gymnasiet, der er blevet bildt ind af Janus’ bror, at han bare har været ude at rejse; Aminas afvisende forældre og forstående søster i deres forstadsboligblok; en hjemløs ven fra den lukkede, der sælger stoffer ved Hovedbanegården, og Aminas hardcore kriminelle svoger, Erkan (Omar Shargawi).

Undervejs bliver Janus gentagne gange opsøgt af en velkendt hallucination: En gammel cigaretrygende, snusket mand, der kommenterer racistisk og nedladende på hans gøren og laden.

En veninde fra indlæggelsen finder Janus helt forhutlet, huser ham og tager sig kærligt af ham et enkelt døgn. Lige det møde viser sig som en lettere gådefuld parentes i handlingen, som både kan ses som lettere malplaceret og som et kærkomment sidespor fra et ellers fremdriftsfikseret plot.

Janus har travlt, og det har filmen også. Ofte lidt for travlt med at komme godt ud i hjørnerne af det danske samfunds skyggeside og med at komme videre. Det kriminelle indvandrermiljø virker mere som standardinventar i filmens voldssekvenser end som et motiv, filmen for alvor interesserer sig for.

Voldssekvenserne er udført sådan nærmest til punkt og prikke; man ved fra starten, at der vil falde slag, men ikke præcis hvornår. Det gør dem bare ikke til frygtindgydende højdepunkter i filmen – det er de mere lavmælte skildringer af Janus’ spinkle greb om virkeligheden, der er det.

Redde eller reddes

I traileren bliver Aminas breve præsenteret med følgende fikse tagline: »Hun reddede ham. Nu vil han redde hende.« Der bliver lagt grundigt op til, at den stakkels Janus skal finde ny mening i tilværelsen ved at redde sin danskkurdiske veninde fra de ukendte uhyrligheder, hun udsættes for i indvandrerkredse. Tvangsægteskab, social kontrol, isolation og den slags undertrykkelse.

Langt hen ad vejen lader filmen til at følge den præmis, Janus er styret af: At Amina behøver hans hjælp, og at han således har mulighed for at gøre gengæld for alt, hvad hendes breve har betydet for ham. En redning for en redning.

Hvis det var så enkelt (og det vil jeg ikke afsløre, om det er) ville Aminas breve være et rimelig konformt actiondrøn krydret med psykisk sårbarhedstematik og afstumpet indvandrerunderverden.

Imidlertid indebærer Janus’ synsvinkel en grundlæggende usikkerhed, der er mere urovækkende end samtlige af filmens slag og spark.

’Aminas breve’. Manuskript: Anders Ølholm. Instruktion:Jacob Bitsch. Dansk. Premiere i dag. Biografer over hele landet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg anbefaler "Aminas breve" på det varmeste.
Esben Smed laver en præstation, jeg ikke tøver med at kalde verdensklasse.
Så hvis du vil opleve et stortalent i fuld udfoldelse, har du en sjælden chance her.