Læsetid: 4 min.

Ramsland har lagt et guldæg

Morten Ramslands formsikre middelalderroman giver glosen ’æggehoved’ ny og positiv betydning
Morten Ramslands formsikre middelalderroman giver glosen ’æggehoved’ ny og positiv betydning

Casper Dalhoff

25. marts 2017

Et æg, der stråler som tusinde sole og funkler, som var det lavet af ild, og som tilmed bærer magiske runer, udgør det mystiske, dragende centrum i Morten Ramslands nye roman, en munter middelalderlig burleske, fyldt med eventyr og agrar atmosfære.

Om ægget skal forstås som et frugtbarhedsæg eller et erindringsæg, får lov at stå hen i det uvisse; men så meget står fast, at ægget, som der står et sted, »viser sig for den, der er åben nok til at rumme æggets idé«.

Ergo må man som læser forvandle sig til en sådan person og villigt gå ind på forfatterens leg med skrøner og arkaiske sagn helt tilbage fra hedensk tid.

Læseren gør dermed fælles sag med bogens unavngivne jegfortæller, som i den nutidige handlings ramme kommer ud for sære syner, og som en slags helbredelse tre gange – eventyrets tre gange! – slår sig ned ved siden af sin øldrikkende morfar, mens denne ligger på en dør og søger at give »historierne« fra sig: »En dag bliver det din tur til at fortælle,« og »hvordan skal noget give mening, hvis vi ikke kender historierne?«

Fem generationer

Denne narrative model kender mange læsere vel på forhånd fra gennembrudsværket Hundehoved (2005), hvor farmor Bjørk videregav slægtens historie(r) til jegfortælleren, maleren Asger, og hvori denne og hans søster Stinne til sidst ledte efter en nedgravet skat svarende til den nye bogs symbolsk så tungtlastede æg.

Ramsland gentager desuden på nutidsplanet mønstret fra Sumobrødre (2010), hvor jegfortælleren Lars og hans bror aldrig besøgte farmor og farfar – her som antydet skiftet ud med en morfar, til hvem fortællerens mor har et mildt sagt temmelig anstrengt forhold.

Hvad der derimod virker funklende nyt og bringer forfatterskabet afgørende fremad, er middelaldermiljøet, hvor fortæller og læser stifter bekendtskab med en ludfattig slægt i hele fem generationer i tiden lige efter år 1300, dengang da hedenskaben endnu havde solidt tag i folket.

Vi føres takket være gamle kloge koner ind i urtevisdom og heksemagi, og vi bringes med ud i fynske skove til helligsten, troldsten og sagnsten.

En af forfædrene, dværgen Sten, er formentlig søn af ingen ringere end Erik Menved, som taber ægget under et samleje med Tora i hytten og selv bliver undermåleren stedfar til den Freja, som i pestens tid rider op gennem Jylland på ryggen af en hvid tyr, og som til det følgende slægtled avler en søn, der dør i en mølle, samt datteren Signe, som bliver husholder hos en gnaven, mavesur præst, men forfører ham ved to gange om året at stikke en levende fisk op i kussen og bagefter servere den for ham.

Karusser, brasen, bækørred, arten kan være underordnet, det skal bare være en ferskvandsfisk!

Kærlighed af kødelig art

Guderne må vide, hvor Morten Ramsland har hentet sine af kropsvæsker ramt duftende røverhistorier, fra Bibelen kommer de helt sikkert ikke. Men hans roman er såmænd opbyggelig nok i sin stadige betoning af, at det onde kan jages på flugt med kærlighed, helst af kødelig art, og at mennesker kan forandre sig og sige: Der var et slør for mine øjne, jeg så alting på en sært forvrænget måde. Hele mit liv var sært og forvrænget. Eller: Det, mine hænder gjorde, havde ikke noget at gøre med dét, der foregik i mit hjerte. Eller måske: Jeg var dum og blind. Eller måske bare: Undskyld.

Om de døde kan blive levende, som det ligefrem påstås et sted, tvivler man efter endt læsning på, men at bortkomne kan blive fundet igen, det forekommer ganske plausibelt.

Specielt hvis vi forstår det overført og med Morten Ramsland som vores fabulerende rejsefører passerer igennem »det mørke hul i civilisationens overflade« og i henført lytten underkaster os hans livgivende lære: at det er menneskets lod at give sig hen til det uvisse.

Historierne husker

Jeg skal ikke kunne sige, om det er Martin A. Hansen eller Johannes V. Jensen eller en tredje og endnu mere arkaisk fortæller, der er genopstået i Morten Ramsland, men jeg accepterer helt det forsvar for fortællingen selv, som leveres af den olding, der liggende på en dør i middelalderens Nielsstrup siger, at kun historierne får et mindre ynkeligt liv end vi.

»De kan fortsat vandre videre i verden som unge børn, men til forskel fra børnene, som er glemsomme, uopdragne og til tider uforskammede, så glemmer historierne ikke. De bliver ved med at huske, selv når de er blevet glemt af os.«

Læs også

Hvor Ramsland i de tidligere romaner var lige lovlig glad for løse ender og falske spor og lidt for overfladisk dyrkede dogmet om ikke at kunne få en historie til at gå op, har han med Æg fået fornemt greb om sin form og fornyet romanen ved at søge tilbage til fortællekunstens rødder.

Må Herren holde hånden over ham, når nu de hedenske guder for længst er borte. Ingen slagter som bekendt den høne, der lægger guldæg.

Æg’. Morten Ramsland. Rosinante. 269 sider. 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu