Læsetid: 3 min.

Rebeller i luksusfælden

Unge løsrevne individer markerer deres desillusion med et nyrestød mod etablissementet i den franske film ’Nocturama’. Som er en stilfuld desillusion. Og et teater om middelklassens narko nummer ét: materialismen
31. marts 2017

Vi begynder med et svævende vue over det gamle Paris. Louvre, Notre Dame, Champs-Élysées. Tilsat lyden af en helikopter. Synet af gamle penge, traditioner, finkultur. Lyden af udøvende magt og overvågning. Der klippes til et rejsende kamera i høj hast foran et tog i den parisiske undergrund tilsat technomusik. Så er vi i gang med franske Bertrand Bonellos Nocturama.

Hvad vi får ouverturen til her, er, at vi over de næste to timer skal følge en lille gruppe unge mænd og kvinder, der opererer i det skjulte og føler sig fuldstændig afskåret fra magten, pengene, kulturhistorien. Løsrevne individer klar til at markere deres desillusion med et nyrestød mod etablissementet. I en fin flashbackscene danser de til techno og holder om hinanden, i den sidste ekstase.

De installerer bomber på nøje udvalgte steder i hovedstaden og sprænger dem simultant i luften. Som planlagt kommer ingen mennesker til skade. Til gengæld er der skuddrab undervejs. De gemmer sig i et celebert stormagasin, hvor en af vagterne er medsammensvoren. Han fortæller dem, at kameraerne er slået fra, og at ingen overhovedet interesserer sig for hinanden på stedet, så de kan – med nogle få undtagelser – fyre den rimelig grundigt af derinde.

En luksusfælde

The Weather Underground (tidligere The Weathermen) hed en amerikansk venstrefløjsaktivistgruppe, der i 70’erne detonerede bomber uden at beskadige mennesker. Deres formål var klart: at omvælte den amerikanske stat, som havde mistet sin legitimitet i kraft af dens udemokratiske og voldelige engangementer ude i verden, udelukkende for at beskytte egne interesser.

Vores franske ynglinge eksploderer vist også bygninger og biler med et formål, men det er et formål uden videre indhold. Mest af alt synes det at være et opråb om afmagt, selvom der også er individuelle motiver – ellers var Nocturama vel heller ikke en moderne, politisk film.

En af de ældre i gruppen er akademiker og bevidst om amerikanernes involvering i indsættelsen af diktatoren Pinochet i Chile (måske med nik til Weather Underground). Og han taler om den verserende, økonomiske udmarvning af Grækenland. Men ikke til gruppen, kun på tomandshånd. En anden påpeger, at de egentlig burde have sprængt netop stormagasinet i luften. Ingen kommenterer, vistnok i tavst samtykke – eller ligegyldighed.

Nocturamas rebelgruppe begynder at falde fra hinanden under opholdet i de vinduesløse, eksklusive udstillingsrum. Det er en luksusfælde.

Stilfuld afmægtighed

Yves Saint Laurent, lifesize tøjtigre, legetøjsmaskingeværer, foie gras i spandevis, Rolex, brudekjoler, bryllupsringe. Vareverdenens magtsymbolik og begærstilfredsstillelse er forblændende. Og langsomt begynder de unge mennesker at performe den middelklasse, som de vel egentlig også tager afstand fra. Fordi middelklassens politiske sindelag er blevet lammet af materialisme og individualisme. Som jo er en simulation, som vi føler – og kun føler – når vi køber et nyt stykke tøj. Eller en ny gadget. En pointe, som visualiseres, da en af knægtene ser en ansigtløs mannequindukke med den samme Nike-T-shirt som ham selv.

Filmen er benådet med et strålende, rugende, ofte elektronisk soundtrack. Den er fabelagtigt fotograferet af Leo Hinstin, der både i bevægelse og indramning er mesterlig. Og især den lange indlednings geografiske overblik er imponerende.

Det er en smukt forløst film, omend måske lidt for forelsket i sin leg med spring tilbage i tid – nogle gange kun få sekunder – for at se eller høre optrin fra en anden vinkel eller setting. Ja, i det hele taget leges der med virkelighedstabet i vores internetificering. »Vildt at se det i virkeligheden,« siger en, da de ser på bombesprængningerne – altså på et dyrt B&O-tv.

De enkelte personers ekskursioner – som er svangre med urovækkende suspense – rundt i stormagasinet bringer mindelser om Palle alene i verden. Og jeg kommer også til at tænke på eftersidningen i The Breakfast Club, her med et modsat resultat, idet isolationen river gruppen fra hinanden.

Nocturama er desillusioneret, og det er dens svaghed. Dens manglende tro på en politisk ungdom sikrer, at den forløber som en færdigpakket perfektion. Men det gør den også til en overfladeafsøgning af retningsløse rebeller. Tænkt, født, afleveret med en stilfuld afmægtighed.

’Nocturama’. Instruktion og manuskript: Bertrand Bonello. Fransk-belgisk-tysk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu