Sampha vandt en sejr for de introverte ved sin koncert i Vega
Sampha ved en koncert i Vega sidste år
Sampha står bag sin lille mur af keyboards, låst fast det meste af tiden, indhyllet i blå røg. Når han siger noget, er det svært at høre, hvad han siger, fordi han har den introvertes stemmeføring, og fordi det opstemte publikum ikke kan holde deres glædesråb tilbage.
Men når han synger(!) Når han synger, trækker han luften helt ned i sine dybeste smertekamre, lader den tage fylde og farve og sender den så tilbage ud i rummet. Så luftens molekyler bliver hundrede grader varme og drypper ned omkring os som smeltet plastik. Mens neonenglene danser og de syntetiske træer rækker langt ind i himlen.
Da den britiske vidundersanger Sampha – gæstesangeren for de helt store – gæstede Vega torsdag aften, leverede han en smuk opvisning i, hvordan et introvert popshow kan skæres. Han gav så meget af sin sjæl, så meget musikalsk overskud, og hvilede så meget i sig selv, at man ikke savnede den in your face-kontakt, som de fleste store popstjerner disker op med.
Uden at holde øjenkontakt, bare med sin sangstemme og sit band, løftede han os ind i sine smerteligste minder. Så vi sad med ved hans mors dødsleje, hvor han sendte ønsker ud om, at der må være et efterliv, at der må være engle, der passer på hende, når hun forlader ham. Og så vi sad med ham ved klaveret i hans mors hus. Ved det klaver, som hans far købte, inden han døde af kræft, da Sampha var ni år gammel. Ved det klaver, hvor Sampha som dreng fandt ud af, at han havde noget, som nogle mennesker kalder en sjæl, som han synger på »(No One Knows Me) Like The Piano«.
Bagmanden
Siden Sampha sad hjemme i sin mors hus og spillede klaver har han lige så stille bygget sig selv op som kunstner. Ikke mindst har han slået sig fast som gæstesangeren for de helt store.
Først lidt mere beskedent som sanger for det britiske elektroniske projekt SBTRKT, hvor han blev et mere eller mindre fast element. Senere – i løbet af de sidste par år som gæstesanger og -sangskriver for verdensnavne som Drake, Kanye West, Solange og Frank Ocean. Et smukt udpluk af kunstnere fra musikkens royale rækker i disse år.
Imens har hans familiehistorie taget endnu en hård drejning. For to år siden døde hans mor af kræft, og meget af Samphas fremragende debutplade, Process, der udkom den tredje februar i år, handler om smerten ved at miste.
Den er således ikke et stort politisk statement, som mange af de plader, han er med på, er det. Og ved koncerten i Vega denne torsdag aften er det altså også følelsesformidlingen, der er i højsædet.
Introvert ’to the bone’
På Process er der en god blanding af synthdrevne bangers og stille klavernumre, og selvom Sampha altså fremstod som en udpræget introvert kunstner i Vega, var der stadig masser af plads til dansable ud af kroppen-momenter til koncerten, som på det adrenalinpumpende »Blood on Me«.
Sampha forlod også indimellem sin synthesizerø, tog mikrofonen i hånden og gik frem imod publikum. Men selv, når han gjorde det, når han i lidt mere udpræget grad tog popstjernerollen på sig, gjorde han det på sin egen måde, uden at holde øjenkontakt med andre end sin egen sjæl.
Sampha bliver bakket op af et vanvittigt velvalgt band med trommer, synthesizere og en smittende spilleglæde. Musikken rammer også i Vega den helt rigtige balance imellem syntetisk og organisk, men hvor Samphas stemme får lov at bære den organiske dimension helt alene.
Og det kan den, hans stemme, som meget få andre. På nummeret »Kora Sings« løfter han det op til et neosakralt niveau, mens han står omgivet af røg belyst med blåt lys og synger til sin afdøde mor.
På anden halvdel af »Take Me Inside« er han det eneste kødelige i en storladen synthesizerfest, der får lov til at vokse sig til et niveau, hvor vores kroppe truer med at opgive deres rolle som hylstre for det, som nogen kalder en sjæl. »You’re free, you’re free, you’re free,« synger han om en person, der har forladt ham, mens det føles som om, han synger til en eller anden instans, vi alle har i os.
Tilbage til stuen
Forbindelsen til Samphas vestafrikanske rødder – hans familie stammer fra Sierra Leone – var der især i trommerne, men også i koraen, et vestafrikansk instrument, som de havde samplet, og som de blandt andet brugte på »Kora Sings«.
På et af ekstranumrene, stillede alle fire i bandet, inklusivt Sampha sig helt frem til et lille percussionsetup forrest på scenen, hvor de jammede alle fire samtidig og viste sig som dygtige trommeslagere med sjæl – jeps, det er en ting.
Det bliver et moment. Hvor spilleglæden og musikken er noget særligt, noget som er anderledes end det mere standardiserede popshow, som de helt store kunstnere – som han sandsynligvis kunne være på kommercielt niveau med, hvis han ville – normalt byder på.
Sampha tog den også helt ned, stod alene og spillede klaver og tog os med tilbage til den stue, hvor han fandt sig selv i sin musikalske indadvendthed. Og det er tydeligt, at det er dér, det hele kommer fra. Fra det indadskuende. Så selv efter at han har lagt publikum ned gang på gang, er han den stille dreng fra stuen.
Da publikum begynder at råbe »Sampha! Sampha!« smiler han den genertes smil og siger, »hey guys,« eller noget i den retning. Det er svært at høre, for publikum er i ekstase et sted uden for deres egne kroppe, og Sampha er den introverte dreng med den store gave.
Sampha spillede i Vega torsdag den 16. marts
Seneste nyt
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »