Læsetid 5 min.

Samtidskunstens dialog med Reformationen er mumlende og uklar

I anledning af 500-året for Martin Luthers teser mod den katolske kirkes afladshandel har 25 samtidskunstnere forsøgt sig udi værker, der tematiserer Reformationen
Ulrik Møller: ’Udsigt over Vester Aaby (Tese 62)’. 2016.

Ulrik Møller: ’Udsigt over Vester Aaby (Tese 62)’. 2016.

Anders Sune Berg
24. marts 2017

Det går ikke stille af sig, at det i år er 500 år siden, Martin Luther hamrede sine teser mod den katolske afladshandel op på kirkedøren i Wittenberg. Dermed indledte han det, vi i dag kender som Reformationen.

Jubilæumsåret fejres behørigt i det protestantiske Danmark. På billedkunstområdet sker det blandt andet med udstillingen TESER. Danske samtidskunstnere i dialog med Reformationen, som i 2017-18 kommer til at rejse rundt til forskellige museer i Danmark for at ende i selve Wittenberg hen over sommeren 2018.

Udstillingen er kurateret af museumsdirektør Dagmar Warming i samarbejde med kunstkritikerne Henrik Wivel og Lisbeth Bonde. De har inviteret 25 danske kunstnere til at lave værker til udstillingen.

Temmelig forudsigeligt er der kommet et blandet resultat ud af det. Det ligger naturligvis i den tematiske gruppeudstilling som genre, at en vis grad af stilistisk og formel uensartethed følger med. Deraf det forudsigelige. Det er tematikken, som forener de udstillede værker, ikke deres udtryksform.

Men selv når man mobiliserer en vis tolerance for denne præmis, er der noget, der bliver ved med at skurre i udstillingen. Det tematiske udgangspunkt er på samme tid meget stramt og meget slapt. Alle de inviterede kunstnere er blevet bedt om at forholde sig til Luther og Reformationen, men derudover har det været fristil for resten af pengene.

Temaet stjæler billedet

Af samme grund er det mest præcise bidrag til udstillingen slet ikke et kunstværk, men et forstørret optryk af Luthers 95 teser på hvide tekstilbannere. Teserne udgør udstillingens koncept, kan man sige. De hænger grundigt til skue, men udstiller også derved samtidskunstens vanskeligheder med at behandle religiøse spørgsmål.

Tesernes didaktiske klarhed, anfægtelse og kampgejst står i skarp modsætning til billedkunstens mere uldne omfavnelse af trosspørgsmålet. Fraregner man Hein Heinsen, Peter Brandes og Maja Lisa Engelhardt – og til dels også den lidt yngre Peter Callesen – der alle i årevis har arbejdet med kristendommen og dens billedverdener, omfavner ingen af de andre kunstnere opgaven som andet end en anledning til at skabe mere af det, de i forvejen laver.

Som det så ofte sker i tematiske gruppeudstillinger, ender temaet med at stjæle billedet. Der står Luther hen over det hele, men de færreste værker taler med på en særlig engageret måde. Ikke at de er dårlige kunstværker af den grund. Pointen er snarere, at kunstværkerne er dårlige illustrationer af den tematik, udstillingen så højlydt hævder at belyse.

Peter Callesen. ’Alt er tilgivet’. 2016.

Anders Sune Berg

Tematikken bliver lutter blålys. Hvad har for eksempel Erik A. Frandsens monokrome kvadrater, henholdsvis en grøn og en rød i materialet scagliola, at gøre med Luther? Værkerne bærer titlerne Paradis og Helvede – det er ikke didaktik, der skorter på – men bortset fra at både himmel og helvede er ideer hentet fra Bibelen, som Luther var kyndig udi, hvad kan værket så siges at have med manden at gøre?

Kirstine Roepstorff viser et abstrakt maleri med landskabskarakter. Landskabskarakteren opstår primært på grund af den rødbrune linje, der vandret gennemskærer hele billedet og uvægerlig bliver opfattet som en horisontlinje.

Det vandige motiv med dets laserende farver og lyse midterfelt er i øvrigt helt abstrakt, om end ansamlingerne af fortættet pigment i udflydende rande kunne antyde erfaringer af opløsning og grænseløshed.

I katalogets kunstnerinterview sammenligner Roepstorff det selv med en spirituel oplevelse »hvor man undertiden ikke er helt sikker på, om det er noget, man rent faktisk har oplevet, eller noget, man måske bilder sig ind«. Så meget for religion. For dog at forankre værket i temaet har Roepstorff givet det titlen Hier Stehe ich und kann nichts anders, men det berømte Luther-citats henvisning til overbevisning og ufravigelig styrke i troen virker som en påklistret ironi.

Kvinders mellemrum

Så går det bedre for de af udstillingens kustnere, der giver fanden i Luther og bare laver nogle gode og stærke værker. Sophia Kalkau har lavet en serie solariserede fotografier. Fra deres begsorte grund træder enkle motiver frem: noget kroget grenværk, et gardin med foldeværker, en kvinde på en stige og en kvinde med en fløjte.

De sølverne motiver vokser sart ud af mørket som overvirkelige gespenster med accentuerede konturlinjer. Det er sælsomme og gådefulde billeder, der kunne være trukket op ad en diabolsk fremkaldervæske eller en hemmelig hekseeliksir, så fulde af dunkel mystik er de.

Som den eneste kunstner er Sophia Kalkau ikke blevet interviewet til kataloget. I stedet har hun selv forfattet et kampskrift, en slags antitese, hvor hun iltert og ufortrødent tager afstand fra Luthers misogyni og homofobi.

»Jeg var endt på bålet, hvis jeg havde levet dengang,« erklærer hun.

Det var Karin Lorentzen sikkert også. Hendes værk tager ligesom Kalkaus uforskrækket livtag med Luthers kvindesyn. På en subtil og formelt set interessant måde får Karin Lorentzen gennem sit værk kommenteret det sted på kvindens krop, som vejer så tungt i hendes sociale skæbne, nemlig kønnet.

Lorentzen har lavet 16 kegleformer støbt i gips, som er anbragt i sirlige rækker på gulvet midt i udstillingsrummet. Det ligner umiddelbart et besynderligt brætspil i forstørret form. Men det er afstøbningen af 16 forskellige kvinders mellemrum mellem benene, der danner grundlag for figurerne.

Lorentzen fremstiller dermed det »ladede rum mellem kvinders ben«, som hun kalder det – og endda i en triumferende fallisk form. Ich kalder hun værket for at betone, at der er tale om individuelle kvinder med hver deres udsigelsesposition, hver deres jeg.

Med sådanne stærke og markante bidrag lander udstillingen midt i vores samtid frem for anakronistisk at skue 500 år tilbage. Historien bliver levende gennem et levende engagement i den, ikke gennem formummede og halvhjertede forsøg udi at gengive en uklar åndelighed i form af et hult kranium eller et forladt rum.

TESER. Danske samtidskunstnere i dialog med Reformationen rummer mange fine og spændende samtidskunstværker, men dialogen med Reformationen er det så som så med. Og de bedste værker er uforstilt båret af ånden fra nutiden frem for af forestillinger om de teologiske stridigheder, der kendetegnede tiden for 500 år siden.

’TESER. Danske samtidskunstnere i dialog med Reformationen’. Rundetaarn. København. Indtil 14. maj. Dernæst kan udstillingen ses på Ribe Kunstmuseum fra 27. maj til 27. august, Fuglsang Kunstmuseum fra 15. september til 7. januar 2018 og Museet for Religiøs Kunst fra 20. januar til 29. april 2018.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Eskild Nielsen
Eskild Nielsen

Kunstnerne får penge for at lave Lutherbilleder.
Folkekirken køber kunstnere til at reklamere for kristendommen.