Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Nu har vi set det med

Man kan ikke beskylde Maya Ilsøes Arvingerne for at være en uambitiøs serie
Kultur
3. marts 2017

Jeg har ikke før set gratis retshjælp integreret i performancekunst på samme måde som i allersidste afsnit af Arvingerne.

Efter at den kunstnergruppe, der holdt til på Grønnegård og i daglig tale bare blev kaldt ’de unge’, farvede vandet rødt i en kommunal totalinstallation omhandlende privatisering af vandvæsenet, har stemningen været decideret fjendtlig mellem det jordbundne lokalsamfund og de flyvske excentrikere i familien Grønnegaard.

Det mindst excentriske familiemedlem, Signe (Maria Bach Hansen), som ellers gennem sin opvækst i den lokale håndboldhal var blevet godt integreret i lokalsamfundet, var begyndt at dyrke biodynamisk landbrug med en hidsig og ofte bevæbnet makker.

Solveig Grønnegaard (Lene Maria Christensen) var begyndt at tåge rundt i håndboldhallen som et besoffent spøgelse, der druknede sine sorger over datterens død og illustrerede klart og tydeligt, at de i Grønnegaardfamilien ikke engang formåede at passe på hinanden.

Færdig med rødt vand

Gro Grønnegaard (Trine Dyrholm) har gennem de tre sæsoner af Arvingerne udviklet sig fra at være rådgiver og kurator, først for sin mor og så for kunstnergruppen, til at blive en kunstner i egen ret.

Slut med at være den, der skulle forklare det hele, men intet måtte vide på forhånd. I sidste afsnit var det Gros tur til at finde på det hele og ikke forklare det store.

Klog af skade ved jeg ikke, om Gro var, siden hun holdt sig fra at arbejde mere med rødt vand. Hun var nok bare videre i den kunstneriske afsøgning af forholdet mellem flydende fænomener som vand og familieforhold.

Performancen, som Arvingerne kulminerede i, var en kombination af en konceptuel familiefotografering og en distribution af de relevante blanketter til alle de lokale, der gerne ville klage til kommunen over privatiseringen af vandvæsenet.

De havde fået god juridisk assistance af Frederik (Carsten Bjørnlund) ude i familiens grønne og vildtvoksende have, efter at Emil i en fadølsbrandert til et velgørenhedsarrangement kom til at sige, at hans bror hellere end gerne ville sætte sit firma i USA på standby for at se på deres sager.

Typisk den serie, at a) problemerne løses via gemytlig druk med de lokale, og b) at selv juridisk rådgivning finder sted i idylliske omgivelser. Inde i huset sad familien Grønnegaard i sin mest inkluderende udgave på hver sin stol i et bassin. Nogle havde fisk i hænderne, som symboliserede de døde, og de fleste var lige blevet forsonet.

Udenfor stod den samlede fynske lokalbefolkning iklædt blåt tøj og parat til at få deres blanketter og give lidt tilbage til kunstnerfamilien. Så har man set det med. Gro virker inspireret af sine unge protegeers evne til at forbinde konkrete samfundsmæssige problemer med ensfarvning af omgivelserne.    

Ikke begrænset af realisme

Lidt venligt kunne man sige, at tredje sæson af Arvingerne var ekstremt ambitiøs på seernes indlevelsesevnes vegne. Serien har virkelig budt på nogle mærkelige reaktionsmønstre og årsagssammenhænge. Selv om man kunne se sammenstødene mellem de temperamentsfulde Grønnegaard-søskende (det ene efter det andet) komme på lang afstand, var det sjældent til at forstå, hvad de gik ud på. Sådan er det måske bare med andre familiers skænderier.

Psykologien var mærkelig, men det bagvedliggende problem var soleklart: Grønnegaardfamilien mistede deres datter, niece og søster Hannah, og de unge kunstnere mistede en ven og allieret.

Sjældent har en sorg sat så mange projekter i værk, som den. Der er blevet planlagt, eksekveret, modarbejdet, råbt og skreget om utrolig meget de sidste ni søndage.

Det er et spørgsmål om dage, før jeg har glemt, hvad der egentlig skete, og hvad det hele endte med. Jeg har allerede glemt, hvilke forskellige mænd advokatveninden Lone (Kirsten Lehfeldt) nåede at redde op til i kælderen med en flaske rødvin under armen.

Den tyske advokat, som ville fælde det mineselskab, der var fjenden i begyndelsen af sæsonen, men som blev efterladt af plottet et sted i familien Grønnegaards husholdning. Ærgerligt, at serien ikke stillede mere op med hende – jeg har drømt om en spinoff-serie, hvor hende og Karin, Arvingernes to midaldrende antiheltinder overtager alt.

Plottets tallerkenvendinger

Plottet med dets evindelige tallerkenvendinger (så skal der hackes, så skal der ikke hackes, og så skal der pludselig hackes igen) har ikke været begrænset af gængse forestillinger om, hvordan ting fungerer. En spontant opstået retshjælp, der via en masse enkeltsager skal forhindre kommunen i at privatisere vandforsyningen, kan i Arvingerne fint ligne en reception og foregå i en have, hvor alle mennesker står op og kommer hinanden ved.

Enhver forbindelse til, hvad virkelige folk faktisk kunne tænkes at opleve i deres virkelige liv, er droppet, og når plottet skal videre, bliver der lavet noget kunst eller nogen skandaler eller begge dele på en gang.

Arvingerne har i sin tredje og sidste sæson været exceptionelt rodet, men uambitiøs kan man ikke beskylde den for at være. Serien er et stort, kaotisk forsøg på at belyse og begrave alle tænkelige konflikter mellem provinskultur og international kunstverden, biodynamiske planetredningsprojekter og profitorienterede landbrug, gamle og nye familieformer, arbejdsliv og familieliv, hensynet til en selv og hensynet til andre.

Således også sidste afsnit, hvor alle tilgiver det, der i afsnittet før af uransagelige årsager var komplet utilgiveligt. Det er som at se det sidste afsnit af en julekalender – alle er på banen, og der er ingen, der skændes.

Signes graviditet, som hele sæsonen har bygget op til, var klassisk DR-dramatisk konfliktstof, fordi den udløser tvivl om work/life-balancen, og hvad parforholdet kan holde til. Men den konflikt blev lynhurtigt fejet af banen af Arvingernes bannerfører for en radikal nytænkning af familien, Emil (Mikkel Boe Fønsskov), der tilbød sin assistance i det daglige. Sympatisk og forvirrende situation, og som sådan typisk for en serie med mange (smukt farvekoordinerede) tråde flagrende i alle retninger. Det er alligevel ambitiøst at prøve få dem til at hænge sammen.

Sidste afsnit af ’Arvingerne’ blev sendt søndag aften på DR1. Hele serien kan ses på dr.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her