Læsetid: 5 min.

Sjælden opera i vellykket opsætning

Malmø er en operaby. Her kan opleves noget så bemærkelsesværdigt som en opførelse af en ægte italiensk ’grand opera’
31. marts 2017

Hvem fanden er Amilcare Ponchielli, vil rigtig mange spørge – også vanlige operagængere. For selv om Ponchielli var populær i sin samtid og på højde med forgængeren Verdi og eleven Puccini, placerede han sig aldrig for eftertiden.

Som eneste værk, der stadig opføres og i hvert fald i de store, internationale operahuse har nydt stor succes, står hans opera La Gioconda, der til gengæld indeholder både den meget kendte tenorarie »Cielo e mar« og balletmusikken Timernes Dans, som du kender uden at vide det, blandt andet fra Walt Disneys Fantasia-tegnefilm.

La Gioconda er en ægte ’grand opera’, det vil sige et udstyrsstykke, et melodrama og storladen underholdning. Det er et overflodstykke, man kun kan sætte op, hvis man har – og har råd til – en overflod af store stemmer, og derfor ser vi stort set aldrig den gamle klassiker på disse breddegrader.

Derfor er det også så opsigtsvækkende og dristigt, at Malmø Opera vælger at sætte den på repertoiret og præsentere sit skandinaviske publikum for et italiensk fænomen, der ikke bare er bedaget, men også voldsomt udfordrende.

Politistaten Venedig

Handlingen er til en vis grad mindre vigtig. Eller det vil sige: Plottet er tilpas indviklet til, at det vil fylde lige så meget at forklare det som at forklare handlingen i de ti første afsnit af en tv-serie med drama og intriger.

Persongalleriet er en fattig gadesanger, hendes blinde mor, den rige dame, den forklædte fyrste, efterretningschefen og den onde spion, og det hele foregår i politistaten Venedig i 1600-tallet, hvor ligene af de statsligt henrettede flyder i kanalerne, og der naturligvis er karneval.

Det, man hæfter sig ved, er et dybt formørket samfund langt fra romantiske forestillinger om Venedig. Markuspladsen er en ren slagmark af intriger, spionage, angiveri og lynchstemning mellem søjlerne, og mennesker er generelt indstillede på at slå sig selv og hinanden ihjel for et godt ord – ikke mindst på grund af kærlighed.

Der er noget særligt ved at opleve denne opera i Malmø. Der hviler den samme provinsbystemning over Malmø som over italienske operabyer som Verona – eller Venedig for den sags skyld – og en stemning af selvstændig stat i staten præger byen, der både har en stor bedsteborgerlig kulturtradition og en voldsomt udfordret nutid med ganske mange røde pletter på kortet over de sidste års eskalerende drab.

Det sydsvenske publikum må også siges at være ret italiensk i sit temperament. Der råbes og klappes højt ikke bare efter arierne, men også mellem scenerne generelt, og operagængerne er lige så velklædte, som de er passionerede.

Malmø Opera er den største i Skandinavien med plads til 1.500 og en kæmpe scene. Akustikken i operaen bevæger sig et sted mellem forsamlingshusets intimitet og arenaens storhed, ligesom stolerækkerne er en kloning mellem yndigt brokadestof og det græske teaters trapperækker.

Minimalistisk storhed

Godt for mange ting havde instruktør og scenografparret Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møller valgt at holde hele operaen fremme på scenen ved at trække bagvæggen helt frem og lade sangerne stå lige over orkestergraven.

Ideen skulle være at lade scenografien falde ind over sangerne som den undertrykkende overmagt eller den evigt overhængende fare i et sådant samfund. Igen fremhævede det en følelse af det græske teater, hvor skuespillerne havde et begrænset areal oven over orchestra og kun de allernødvendigste rekvisitter til at illustrere handlingen med.

Meget puristisk og meget effektfuldt. Desuden fik vi også på den måde sangen helt ud til scenekanten, hvilket også var godt, for uanset, der var tale om gode stemmer, var der dog ingen Pavarottier eller Callas'er imellem sangerne, og de krævende partier fik lidt hjælp til at komme ud her.

Bente Lykke Møllers scenografi og kostumer var desuden inspireret af gamle italienske film som Cykeltyven, La dolce vita og Amarcord. På den ene side et crash mellem den løsslupne stemning i hvert fald i Fellinis film og den knugende stemning i operaens handling.

På den anden side er der også den dobbelthed i operaen, at der i al dens gruopvækkende handling hele tiden ligger megen dans og løssluppen stemning og ulmer, som et evigt dansespor mellem ulykkerne – eller endda under ulykkerne.

Et sangerhold i verdensklasse

Den indlagte dansescene, der hører en grand opera til, er en smuk og fornøjelig ballet, der foregår, mens den skønne Laura af sin mand er blevet tvunget til at tage gift. I den afsluttende scene, før La Gioconda stikker kniven i sig selv, bryder danserytmerne igen ind, mens hun lader som om hun pynter sig for den onde Barnaba, der efterstræber hende.

Den skønne blanding af melodrama underlagt festlighed havde denne opsætning en smuk æstetisk sans for og lige så sparsom scenografien var, lige så sparsom var personinstruktionen og gav plads til at musikken og librettoen forklarede sig selv. Så meget desto stærkere, når efterretningschefen alligevel et kort øjeblik og næsten ubemærket får ondt i hjertet efter at have efterladt sin hustru med en flaske gift og en ordre om at drikke den.

Med andre ord er det lykkedes Bente Lykke Møller og Staffan Valdemar Holm at finde storladenhed i enkelhed, at vende en opera grande fra et udstyrsstykke til mere minimalistisk græsk teater og at have noget at komme med til et moderne publikum, hvilket retfærdiggør en opsætning af denne mastodont også uden at have et verdensklasse sangerhold. Elena Mikhailenko som Gioconda, Maria Streijfert som Giocondas mor, Geraldine Chauvet som Laura, Paulo Ferreira som fyrsten Enzo, Insung Sim som efterretningschefen Alvise og Fredrik Zetterström som spionen Barnaba sang dog alle godt og var et stærkt sangerhold, om end den virkelige italienske timbre er noget, man må drømme sig til i dag.

Malmø Operaorkester dirigeret af Alberto Hold-Garrido var funklende vellyd i koncertsalens smukke akustik. Ikke at forglemme danserne Susanne Grinder og Ulrik Birkkjær fra den kongelige ballet, der udløste et kæmpe bifald for deres virtuost koreograferede og sanseligt udførte Timernes Dans.

Det kræver bare en lille tur over Canal Grande at opleve alt dette. Husk passet!

Amilcare Ponchiellis ’La Gioconda’. Malmø Opera 25. marts til 3. juni 2017. Musik: Amilcare Ponchielli. Libretto: Arrigo Boito. Diverse solister, Malmø Operaorkester, Malmø Operakor, Malmø Operas Børnekor. Dirigent: Alberto Hold-Garrido. Malmø Opera 25. marts til 3. juni 2017.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu