Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Sjov, flot og fantasifuld

Amerikansk sci-fi-forfatters ekspeditionsrapport er en vidunderlig fortælling om at være subversiv i det skjulte
Kultur
1. april 2017

Efter at have læst Robert Scotts beretning om Discovery-ekspeditionen beslutter den unavngivne fortæller sig sammen med en veninde for at rejse fra hjemlandet Chile til Antarktis. Med hjælp fra en hemmelig mæcen skaffer de penge til at hyre et af regeringens skibe med fuld besætning, der skal sejle dem til Rosshavet og tilbage igen, og efterhånden lykkes det også at samle i alt ni kvinder, som kan befri sig fra hjemlige forpligtelser og tage med på ekspeditionen.

Mod sin vilje overlader kaptajnen dem til sig selv ved den såkaldte Hvalbugt efter at have fået dem til at love, at de selvfølgelig ikke forlader lejren, før han kommer tilbage og henter dem et halvt års tid senere. Men så snart skibet er sejlet, går de i gang med forberedelserne til det store togt ind over isen.

Det er udgangspunktet for Ursula K. Le Guins novelle Sur, som nu lanceres i Karsten Sand Iversens vanligt lydhøre oversættelse.

Teksten er udformet som en rapport, men i modsætning til andre opdagelsesrejsende har gruppen intet videnskabeligt formål med at tage af sted; deres eventyrlyst er »ren som polarsneen: at rejse, at se – hverken mere eller mindre«. Dermed har de heller intet ønske om heltemodige bedrifter og den deraf følgende opmærksomhed:

»Tit er heltemodets bagside nu også temmelig trist. Det ved kvinder og tjenestefolk. De ved også at heltemodet måske ikke er mindre virkeligt for det. Men bedrifter er mindre end mænd tror. Det store er himlen, jorden, havet, sjælen«.

Størstedelen af novellen er holdt i en lakonisk stil, og det giver en helt særlig effekt, når modbydeligt lave temperaturer og snestorme registreres i samme tonefald som fødselsdagsfejringer og uventede komplikationer. Samtidig forstærker stilen indtrykket af karakterernes skrøbelighed i det barske terræn:

»Det er mærkeligt her bagefter at mindes hvor spinkle vores stemmer lød i den store stilhed. Det var overskyet, hvidt vejr, uden skygger og synlig horisont eller landskabstræk til at bryde det flade. Der var intet som helst at se. Vi var kommet til den hvide plet på landkortet, det tomme rum, og dér fløj og sang vi som spurve«.

Konkurrencementalitet

Selv om fortælleren er dybt fascineret af opdagelsesrejser, og fuld af respekt over for de videnskabelige resultater, de fører til, er hun også kritisk og hånlig over for den konkurrencementalitet, der hersker blandt de mandlige ekspeditionsledere.

Undervejs støder gruppen på et flag, der viser, hvor langt Ernest Shackleton kom på en tidligere rejse – men på trods af, at det rent faktisk lykkes kvinderne at nå længere sydpå end nogen før dem, beslutter de sig for ikke at efterlade noget monument over deres bedrift, »for en skønne dag kunne der komme en mand, der higede efter at være den første, og han ville finde det og vide hvor tåbelig han havde været, og blive syg af græmmelse«. Og mens mændene giver stederne seriøse navne, morer kvinderne sig med at finde på betegnelser som »Hvis tå?« og »Bolívars Store Næse«.

Men det meste af tiden går gruppen til opgaven med største selvfølgelighed; de lader sig ikke mærke af, at de er i færd med at gøre noget hidtil uset, og der er noget vældig charmerende over deres stille ukuelighed.

Fortælleren gemmer sin rapport på loftet under dåbskjoler og rangler, så ingen intetanende ægtemænd eller andre »kommer i forlegenhed eller ubehageligt vanry«. Heldigvis kan vi andre læse den i Forlaget Virkeligs Bestiarium-serie af tekster »hvor den største forestillingskraft og tænkning rummes på nogle få sider«. Den beskrivelse lever Sur absolut op til. I løbet af sine blot 32 sider er den både sjov, flot og fantasifuld.

Det er en vidunderlig lille fortælling om at være subversiv i det skjulte, og om at følge sine ønsker i stedet for at hige efter anerkendelse. Den er hurtigt læst, men indbyder også til snarlig genlæsning.

’Sur’. Ursula K. Le Guin. Oversat af Karsten Sand Iversen. Forlaget Virkelig. 32 sider. 99 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her