Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Skrevet fra et sted meget tæt på grådens rand

Martha Flyvholm Tode har skrevet en lille smuk roman om overlevelse. Den er lige til at tage med i baglommen og tage frem, når det værst tænkelige sker
Martha Flyvholm Todes ungdomsroman ’På Bornholm må man græde overalt’ er en meget sikker debut.

Martha Flyvholm Todes ungdomsroman ’På Bornholm må man græde overalt’ er en meget sikker debut.

Lea Meilandt

Kultur
18. marts 2017

Jeg kender Marias mor efter at have læst seks linier af Martha Flyvholm Todes ord om hende i kortromanen for unge På Bornholm må man græde overalt. De seks linier handler om dengang, Maria mødte sin stedfar Tore for første gang.

»Han sad og læste Politiken ude i køkkenet. Min mor havde lige tændt for kaffemaskinen og var gået ned efter kage i Lagkagehuset. Hun syntes, at det var mig, der skulle lave kaffen.«

Moren siger ikke: ’Så kan I lige lære hinanden lidt at kende, mens jeg henter noget kage.’ Hun skaber en situation, hvor det er umuligt for dem at undgå at tale sammen. Der er en tredje ting. Kaffen. Som de skal tale om. Det er både enormt belastende og betænksomt af hende.

At Martha Flyvholm Tode kan fremkalde Marias mor på den måde er kendetegnede for hele romanen. Marias stedfar dør, og mens Martha Flyvholm Tode med meget få ord skriver Marias meget forskellige familiemedlemmer og venner tydeligt frem via deres sprog, deres handlemåder, deres tanker om, hvad Maria burde gøre med sin sorg, så får hun på samme måde Maria til at forsvinde.

Maria mister stemmen og evnen til at tage beslutninger, hun ved ikke, om hun bekymrer sig for børnene i Afrika mere, og hun synes, fiskefileten mangler salt, peber og citron.

Det er, som om hun kun opfatter konturerne af sig selv, og de bliver mest af alt formet af det, de andre siger om hende og til hende i romanens små brudstykker af samtaler, emails og Marias erindringer om Tore.

P4 Bornholm

På Bornholm i midten af maj er der lige så øde og stille som inden for konturerne af Maria. Og der må man græde overalt, som det hedder i bogens titel. Så det gør Maria nok, da Marias mor (selvfølgelig) får arrangeret, at hun kommer derover. Sagen er, at Maria savner sin stedfar så meget, at det er svært at være i, for han var jo ikke hendes far.

Og på Bornholm finder hun ud af, at den dér tomhed, der opstår mellem alt for mange og alt for få følelser, nok ikke bare skyldes Bornholm – selvom man godt kunne tro det, når man sådan går og lægger mærke til naturen og til, at P4 lyder anderledes på Bornholm. Det er Marias sorg, der føles sådan.

Et særligt fint lille stykke tekst fortæller, hvordan Maria tegner verden, som hun ville ønske, den så ud, hvor der er kort vej mellem dem, hun elsker, og siden tegner hun verden, som hun husker den.

Og lige så stille begynder Maria at genopdage sig selv. Hun begynder at træde frem. Og det gør forfatteren også i en meget sikker debut.

Bare hun ikke allerede med denne bog har skrevet sig mere end frem, men også helt ud: Den lille roman føles så rå og sine steder villet usammenhængende, at man fornemmer, at den er skrevet fra et sted meget tæt på grådens rand. Måske på Bornholm.

Men det er en smuk håndbog om overlevelse. Den er lige til at tage med i baglommen og tage frem, når det værst tænkelige sker.

’På Bornholm må man græde overalt’. Martha Flyvholm Tode. Høst & Søn. 94 sider. 190 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her