Læsetid 3 min.

At skridte planløst over en fynsk mark

Naturen kædes sammen med familierelationer i Malte Tellerups debutroman, hvor fortælleren af samme navn vandrer ad de fynske landeveje. Det er ofte smukt og sjovt, men sproget er også overtydeligt og lidt upræcist
I Malte Tellerups debutroman beslutter fortælleren af samme navn og hans lillebror Emil sig for at vandre tværs over Fyn, fra deres barndomshjem til byen Tellerup, hvor deres mors slægt stammer fra. Den langsomme rejse over marker og igennem aflagte driftsområder giver form til deres fælles refleksioner over familieforhold og opvækst.

I Malte Tellerups debutroman beslutter fortælleren af samme navn og hans lillebror Emil sig for at vandre tværs over Fyn, fra deres barndomshjem til byen Tellerup, hvor deres mors slægt stammer fra. Den langsomme rejse over marker og igennem aflagte driftsområder giver form til deres fælles refleksioner over familieforhold og opvækst.

Mikkel Berg Pedersen
18. marts 2017

I Malte Tellerups debutroman vender fortælleren af samme navn hjem til Sydvestfyn, hvor hans far bor med sin kone, for at hjælpe med forberedelserne til deres 60-års-fødselsdag.

Under festmiddagen bestemmer han og hans lillebror Emil sig for at vandre tværs over Fyn til byen Tellerup, hvor deres mors slægt stammer fra, og det er denne langsomme rejse til fods over marker og igennem aflagte driftsområder, som giver form til deres fælles refleksioner over familieforhold og opvækst. At ’gå markløs’ betyder at skridte planløst over en mark, uden for stier og skel.

Mens de går, tanket op på kippers og købepizzaer, taler de to voksne brødre om deres erfaringer som skilsmissebørn, om maskulinitetsidealer, seksualitet og det lidt uforløste forhold til deres far.

De er to ’akademikerdrenge’ fra et samfund, hvor der arbejdes med hænderne; de hører hjemme her og de hører ikke hjemme her. Og selvfølgelig ved de begge, at der ikke er noget at komme efter for dem i Tellerup:

»Vi er her ikke for at vende tilbage til nogen form for hjemstavn. Alligevel fortsætter vi.«

En ’grineren’ type

I det nedslidte, forsømte landskab, hvor opdyrket jord står brak og stædige småplanter trives, finder Malte igen og igen paralleller til familien, de kommer fra:

»Omgivelserne synker ind i os, som vi går, og med det kommer familien tumlende. Som var de vækster i grøften, vi ikke bare kan bestemme.«

Heldigvis er lillebror Emil, for at bruge af romanens eget vokabular, en ret grineren og nede på jorden type, som punkterer stemningen med en tør kommentar, hver gang storebrors tankerækker bliver lidt for højpandede.

Omsorgsfuldt og vemodigt

Markløs er fortalt i korte kapitler med titler som »Frokost hos mormor«, »Skolelæreren og landmanden« og »Lidt om kærlighed«. Tellerup beskriver både omsorgsfuldt og lidt vemodigt det velkendte udkantsområde; landsbyer bestående af »et savværk, et pizzeria, en nærkiosk og en mand, der sælger skrot«, skoler som lukker og jord som forpagtes.

Det er et underligt affolket landskab, brødrene bevæger igennem – som Emil på et tidspunkt siger: »Ren spaghettiwestern«. I de rolige erindringsscener fra middage hos bedsteforældrene, som væver sig ind i landskabet, mens de går, er samtalerne gengivet på gæv, fynsk dialekt.

At læse Markløs kan føles lidt som at være på besøg hos en fremmed familie, at sidde med ved bordet og iagttage andres vaner, deres måde at tale sammen på, de tætte bånd. Man føler sig velkommen, men ikke helt hjemme. Det er hyggeligt, men også lidt uvedkommende.

Små skred i tekstens rum

Fortællerens sprog er til tider ret højstemt, til tider ligner det den måde, han og broren taler sammen på. Som når der står, at nattens mørke er »vildt noieren«. Eller at pizzaerne er »ok greasy«. Til tider er det bare uanstrengt lyrisk:

»En udpint mark springer langsomt i eng.« Der er mange lange samtaler i romanen, og de er ofte sjove, men det irriterer mig også, at fortællerens sprog er præget af den samme type henslængthed, som kendetegner dialogerne. At en grusvej er »møvet til« med traktorspor, at fortælleren sover i »mig og Emils gamle værelse«, eller at udmattelsen efter en lang dag fortrænger hans »frygt og hvad andet«.

Undervejs på turen tegner Emil flere gange i sin »tegnebog« – altså skitsebog? Den manglende præcision forstyrrer mere end den charmerer, ligesom den strukturerende metafor, som sammenkæder landskabet med familien, gentages lidt for ofte. På den måde bliver romanen på én gang overtydelig og lidt vag.

Allerbedst fungerer det, når betragtningerne af omgivelserne får lov at glide over i erindringer og refleksioner, uden at fortælleren nødvendigvis forklarer hvordan eller hvorfor (»Jeg har det drifteren, lidt random glider mine tanker rundt«). Når tekstpassagerne tager form af mere essayistisk art, eller når små skred i tekstens rum opstår næsten umærkeligt. Så kommer fortællerens stemme til sin ret, som når der i målløshed over et forsømt landområde meget smukt står:

»Jeg smiler, men prøver at lade være med at definere, vil gerne sætte pris på den åbenhed, her er. Den sårbarhed, den der ene gang da far rigtigt holdt om mig. Jeg lægger mærke til, at der i kransen af flere marker står buske som tjørn, slåen og ene. Vækster, som gør langsomme tilnærmelser mod skov.«

’Markløs’. Malte Tellerup. Linghardt & Ringhof. 160 sider. 250 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu