Michèlles bedste veninde Anna har duftet til Michèlles kussesafter. Anna ved det ikke, men det gør Michèlle. Forstår du, Michèlle boller med Annas ægtemand. Anna har luret, at der er utroskab på spil, og fået mistanken bekræftet ved at snuse til mandens beskidte underbuks – og dermed til Michèlles ædlere dele.
Paul Verhoevens Elle er bramfri og desillusioneret, en art fransk depraveret, seksuelt udskridende udgave af Woody Allens sædeskildringer. Med slet skjult fryd – og ofte krummede tæer – overværer man Michèlles socialisering.
Altid leveret med pokerfjæs og øjenbryn højt hævede over vrimlen, uden interesse for etikette eller traditionel ceremoni. Og så alligevel med en række sandheder og hemmeligheder pakket væk i et pulterrum, dér inde bag den bevæbnede mimik.
Michèlle er datter af Georges Leblanc, en streng katolik, der på barndommens gade altid drog korsets tegn på de andre børns ansigter. Indtil den dag nogle forældre bad ham holde op. Samme aften gik farmand ind i husene og dræbte samtlige gadens 27 børn samt kæledyr – undtagen en hamster.
Faderen kom hjem til Michèlle dækket i blod. Han besluttede at brænde hele husets interiør, og den tiårige Michèlle hjalp til. Politiet kom, da de var i gang med at brænde deres tøj. Nogen tog et foto, der gjorde hende landskendt.
Isabelle Huppert spiller Michèlle. Mesterligt. Som den tyske galning/skuespiller Klaus Kinski påpeger i sin selvbiografi Kinski Uncut, så er det skuespillerens sande adelsmærke at kunne løfte en dårlig film. Og det gør Huppert. Jeg nød Elle takket være Huppert. Som kan udslette med sit blik. Omfavne. Dominere. Lokke. Tirre. Og så kan hun se ud, som om hun holder på en hemmelighed, som man vil dø for at få fortalt. Hun operer i minefelter af følelser, uden at blive demonstrativ; i stand til både at kræve kærlighed og trygle om afsky.
Ok, Elle er så heller ikke en decideret dårlig film. Den har en umiskendelig Hitchcock-elegance i sit orkestrale, strygerdårende soundtrack, i sit voyeurtema, i sin leg med freudianske forældreforbindelser og fortrængninger. Og dialogerne kan være nærmest sprudlende i deres kyniske udleveringer af menneskelig dårskab.
Michael Hanekes
Hollandske, 78-årige Paul Verhoeven har tidligere excelleret i voldelige, ofte sexede film – bedst med rumsplatterfilmen Starship Troopers, men også ganske vellykket i Hitchcock-slasher-variationen Basic Instinct, i filmatiseringen af Philip K. Dicks Total Recall og i politidystopien RoboCop. Mens den langt mere pacifistiske danserfilm Showgirls blev lagt så meget for had, at den blev dyrket for sin kitsch af kulturelt opsætsige typer som overtegnede.
Verhoeven synes at være fascineret af overflader. Han finder tydeligvis nydelse i at lege med glidene i vores billedverdener mellem computerspils sadistiske realisme og 3D-hjernescanninger, mellem kristne stigmatiseringer og vaginale metaforer. Kristendommens ikoner er tom gestik i Verhoevens verden, en fernis over vold og seksuel afvigelse. Ja, Michèlle onanerer, mens hun ser på genboerne opstille et julekrybbe-tableau i forhaven.
Undervejs kommer jeg især til at tænke på østrigske Michael Hanekes mesterværk Pianisten. Også her kommer hovedpersonen fra en streng, katolsk baggrund. Også her lever hun i et stærkt følelseskontrolleret miljø, og moderrelationen er mildt sagt kompleks. Også her er seksualitet og intimitet svære at forene. I Pianisten er faderen død i psykiatrisk varetægt, i Elle er faderen låst væk på livstid. Og i begge film har vi Isabelle Huppert i hovedrollen.
En forskel: Haneke er en mester, og i Pianisten formår han ikke at dømme sin hovedperson. Det kan Verhoeven ikke lade være med. Han gør nar af sit midaldrende persongalleris sexliv og den forfængelighed, som er tæt knyttet til den.
Og han gør nar af det frisind, som de kun foregøgler, men ikke længere rummer i filmens mondæne, parisiske forstad. Da en af dem sætter Iggy Pops »Lust For Life« på under en middag, beder en anden om at skrue ned. De er trætte coverversioner af en bagstivert fra '68. Ja, Elle viser sig snart at være en seksualnegativ film. Selv i ungdommen er sex forkvaklet, fuld af utroskab og magtspil, klart udmejslet i Michèlles hanrej af en søn, forblændet af den ulidelige kærestes forførelsesteknikker.
Voldtægtslegen reduceres til krimiplot
Elle starter med, at Michèlle bliver voldtaget i sit eget hjem. Og centralt i fortællingen står voldtægtsfantasien, der jo kan findes hos repræsentanter for både kvinder og mænd. I Elle er det så mandens fantasi, og den realiseres uden kvindens samtykke – den går altså fra at være voldtægtsfantasi til reel voldtægt. Men over tid udvikler relationen mellem overgrebsmanden og Michèlle sig til en undersøgelse af voldtægt under en form for usagt samtykke.
Jeg ser det sådan her: Seksualiteten rummer muligheden for at undersøge de dunklere afkroge af sindet og for at performe og gennemleve angst- og/eller lystfulde sider af os selv, der ikke lader sig forklare eller undersøge på andre måder. Det er et sprog hinsides rationalitet og normer – en mulighed for at finde en uskyld i det fordomsfri og grænseløse.
I Elle reduceres voldtægtslegen desværre til et krimi- og hævnplot. Den seksuelle kreativitet og lystens transgressive mystik bliver reduceret til perversioner, som let forklares som konsekvens af Michèlles barndomstraumer. Hvilket vel er en form for småborgerlig og tidstypisk puritansk pointe. Hvis du går uden for seksualnormerne, så er der i det hele taget noget galt med dig.
Og så forføres jeg alligevel af Elle. Eller måske bare af Huppert. Af denne uudgrundelige kvinde, som så mesterligt lader os skimte hende, for så at glide os af hænde igen. Elle er således undervejs en betinget nydelse – med en uheldig eftersmag.
’Elle’. Instruktion: Paul Verhoeven. Manuskript: David Birke. Fransk-tysk (Biografer landet over)
