Læsetid: 3 min.

Sort Sol over Vestegnen

Veteranorkesteret Sort Sol turnerer efter et længere break og i denne omgang med materiale fra et kommende album, det første fra den kant i 16 år
Veteranorkesteret Sort Sol turnerer efter et længere break og i denne omgang med materiale fra et kommende album, det første fra den kant i 16 år

Per Lange / Ritzau Scanpix

1. april 2017

Der findes kunstnere, som med usvigelig sikkerhed leverer den samme formfuldendte præstation aften efter aften. Og tilmed i en form, der til forveksling minder om forlægget, dvs. de plader publikum forventes bekendt med.

Det er trygt og godt og en lille smule imponerende. Man forlader sådan en koncert med følelsen af at have overværet en teknisk præstation, der bør applauderes, hvad den i vid udstrækning også bliver.

Men tilføres der intet nyt overhovedet, kan en snigende følelse af kedsomhed godt krybe op på en bagfra, og man ender med at stille samme spørgsmål som Peggy Lee i hendes berømte sang, »Is That All There Is?«

Og så er der dem, hvor man aldrig rigtig ved, hvad man får. Hvor kvaliteten svinger, og man risikerer at møde både det magiske, det sublime og det inspirerede, men så sandelig også tomgang, trivialiteter og det direkte dårlige. Ofte på samme aften!

Bob Dylan er et lysende eksempel på en sådan kunstner, hvad der er med til at gøre ham både fascinerende og frustrerende. Og herhjemme tør man vist godt nævne veteranorkesteret Sort Sol i samme kategori, da det altid har sat en ære i ikke at indfri ens forventninger, da konfrontationskurs er en selvfølge i det foretagende. Og det er blandt andet det, der gør, at de bevarer deres relevans og denne signaturs bevågenhed.

Majestætisk og træls

På den led var der intet nyt under den gode gamle sorte sol torsdag aften på Portalen i Greve. Et langt og intenst sæt, der strakte sig fra det majestætiske over det betagende til det mildest talt trælse.

For én, der mere eller mindre trofast har fulgt bandet siden 1978, kom det ikke som noget chok, for at være fan af lige præcis den flok varylere har aldrig været noget, man gjorde for at koble af eller få sin selvfedme bekræftet, tværtimod hviler der en klædelig alvor over foretagendet, som måske er blevet mindre udpræget med årene, men folkelig gemytlighed eller almindelig imødekommenhed har det nu aldrig udartet sig til.

OK, forsanger Steen Jørgensen er blevet betydelig mere afslappet i sin sceneoptræden, hvilket måske skyldes, at han som sanger til stadighed bare bliver bedre og bedre.

Men til sagen: Sort Sol har et nyt album oppe i ærmerne, eller hvor den slags nu gemmes. Udsendes efter sigende til maj, og da det er det første af slagsen fra den kant siden 2001’s melodisk orienterede Snakecharmer, spillede en vis nysgerrighed mht. det ny materiale i høj grad ind. Det blev til så i alt seks nye numre, som stort set alle viste gruppen fra en elektronisk orienteret side, i øvrigt generelt afdæmpede sange, som gruppen kæmpede med at få form på. Overraskende var det også at høre modersmålet i »Stor, langsom stjerne«, en titel, der har noget selvbiografisk over sig i dette bands tilfælde.

Sikke en lyssætning

Godt så, det er altså seks år siden gruppen sidste turnerede, og det kunne altså høres. Sort Sol består nu om stunder af nævnte Jørgensen, guitaristen Lars Top-Galia og Tomas Ortved, en af rigets i øvrigt fineste trommeslagere. På en scene suppleres de med den fine guitarist Manoj Ramdas, allestedsnærværende Anders ’AC’ Christensen på bas og keys samt Timm Mason, der styrer det elektroniske.

Et flot herrehold, som givetvis vil udvikle sig til det rent ud monstrøse i løbet af den landsdækkende turné, der kører hele april måned, men som tydeligvis momentvis kæmpede med opstartsproblemer denne dejlige torsdag; guitarer, der ikke stemte, cues, der missedes, effekter, der tippede over i effektjageri, hvad der muligvis kan tilskrives nerver, men som naturligvis ikke klæder et show af den karakter.

Men for at rose den, der roses bør: Sikke dog en lyssætning! Mindes ikke at have set noget lignende længe, wow, det var godt nok bjergtagende.

Også lyden var excellent, der var fin separation og Jørgensens dybe stemme brændte flot igennem infernoet. Og når det løftede sig, helledusseda, så var man glad for at have taget turen til Greve. En hammereffektiv »Next Century«, et par knytnæveslag i form af »Dog Star Man« og »Siggimund Blue«, en fin og følsom »Kiss the Streets« og en herligt nervøst sitrende »Erlkönig« samt ikke mindst den afsluttende, mildest talt infernalske »Tatlin Tower«.

I sådanne tilfælde er Sort Sol stadig undertegnedes all-time yndlingsorkester af dansk aftapning.

Sort Sol, Portalen, Greve, torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu