Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Et stærkt tidsbillede

Med sikker prosa, humor og uhygge fortæller Stine Askov historien om Ulf, en mærkelig og utilpasset dreng, som vokser op i 80’ernes og 90’ernes Nordsjælland
Stine Askovs tredje roman ’Bjørneklo’ føles til tider som en ungdomsroman, til tider som en psykologisk thriller. Der er en snert af noget overnaturligt eller eventyrligt ved romanen. Stine Askovs sprog holder hele vejen igennem et godt tag i læseren.

Stine Askovs tredje roman ’Bjørneklo’ føles til tider som en ungdomsroman, til tider som en psykologisk thriller. Der er en snert af noget overnaturligt eller eventyrligt ved romanen. Stine Askovs sprog holder hele vejen igennem et godt tag i læseren.

Linda Hansen

Kultur
1. april 2017

Bjørneklo starter med en fødsel: Marianne står alene i sit køkken, da veerne pludselig går i gang, det er den 9. september 1979, og Ulf Storm bliver født midt på køkkengulvet. Navlestrengen skærer hun over med en urtekniv.

Fra det øjeblik er Ulf en besynderlig tilstedeværelse i sine forældres liv. Der er noget galt med ham, men Marianne kan ikke sætte ord på, hvad det er. Han ser mærkelig ud.

Forældrene har aftalt ikke at opdrage barnet ved at slå, men allerede mens han er spæd, dasker Marianne til ham, niver ham og ryster ham, fordi han ikke vil give en lyd fra sig. Når han bliver ældre, opfører han sig ikke som andre børn. Ulf føles som en »skifting« – i mytologien et grimt troldebarn, som er blevet forbyttet med et menneskebarn.

Mangel på empati

Bjørneklo følger Ulf fra fødslen til teenageårene lige inden gymnasietiden. Som barn brænder han sig på den giftige plante, som lægger navn til romanen, og det efterlader hvide ar over hans ansigt og krop, som i forvejen er aparte: Han er større end de andre børn, i skolen kaldes han »Fisken«.

Ulf er intelligent og lærer sig selv at læse og skrive i en ung alder, men han forstår ikke de andres leg og vil helst være alene. Han er impulsiv og oprørsk og udviser en mere og mere skræmmende mangel på empati, som sætter læseren i et dilemma: Har man sympati med denne hovedperson, eller ikke? Er det Ulf eller omgivelserne, der er noget i vejen med?

Samtidig er han en sensitiv og perceptiv dreng, som drømmer om at blive forfatter. I barndomshjemmet opfanger han nuancerne i forældrenes kropssprog – det, de forsøger at kommunikere, og det, de forsøger at holde skjult – og igen og igen overhører han bekymrede og bekymrende samtaler om hans egen opførsel:

»Ulf ligger i sengen og lytter til samtalen bag væggen. De tror, de taler stille. Lidt senere tror de, de boller stille. Ulf står op og går ud i haven.«

Da faren falder ned fra en stige og får konstateret kræft, begynder Ulf at leve mere i fiktionens verden end i virkelighedens.

Stærkt tidsbillede

Stine Askovs tredje roman er et stærkt tidsbillede af en opvækst i 80’erne og 90’erne i Ålsgårde nord for Helsingør. Fortalt i en meget sikker prosa tegnes barndomshjemmet og skolen op med nøje udvalgte farver, genstande, madretter og dufte: Her er ikke en detalje for meget eller for lidt, ikke en beskrivelse eller dialogudveksling, som ikke sidder lige i skabet.

Ikke mindst portrættet af den verdensfjerne og selvoptagede, distræt rygende Marianne – i store dele af romanen bare kaldet »moren«, allerede i sproget er der en afstand imellem familiens medlemmer – er godt skrevet frem. Det er fra hende, Ulf har arvet sin drømmende natur.

Bjørneklo føles til tider som en ungdomsroman, til tider som en psykologisk thriller. Der er en snert af noget overnaturligt eller eventyrligt ved romanen, som sammen med den næsten sorte humor og de nogle gange groteske scenarier kan minde om norske Lars Saabye Christensens fortællinger om utilpassede særlinge.

Det er ikke altid, at Ulfs forsøgsvise erfaringer i voksenlivet er lige gribende, men Stine Askovs sprog holder hele vejen igennem et godt tag i læseren.

’Bjørneklo’. Stine Askov. Gyldendal. 248 sider, 280 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her