Læsetid: 4 min.

Stilfærdigt fremragende

Caroline Albertine Minors noveller handler om sorgen som en gåde og om det ulmende, rolige, retningsløse liv
Det kan være svært at forklare, hvad det er ved Caroline Albertine Minors bog ’Velsignelser, der gør dens noveller så gode, skriver Informations anmelder Tue Andersen Nexø.

Det kan være svært at forklare, hvad det er ved Caroline Albertine Minors bog ’Velsignelser, der gør dens noveller så gode, skriver Informations anmelder Tue Andersen Nexø.

Sille Veilmark

18. marts 2017

Nogle gange kan novellerne i en samling danne en mosaik eller et mønster. I Caroline Albertine Minors nye, stilfærdigt fremragende bog Velsignelser er de mere som pindene i et mikadospil.

Nogle ligger på kryds, man kan ikke læse den ene, uden at det påvirker den anden, andre strejfer bare lige hinanden, enkelte ligger helt for sig.

Uanset hvad handler de nærmest alle sammen om sorg og tab – om sorgen som tab og som gåde – og tit også om unge mødre, der er alene med deres børn. Det er en bog om at være i tyverne, men egentlig ikke en bog om at være ung. Eller måske en bog om at være ung på en anderledes, indforstået, næsten stillestående måde.

Cirka halvdelen af novellerne berører på den ene eller den anden måde den danske pige Anso, der helt uforklarligt begår selvmord, mens hun er nanny i Australien.

I »Glem Archie Pey« har hendes mor Gedske fået tilsendt en mailkorrespondance fra Australien, åbenbart havde hendes datter en affære dernede. I »Flügel des Lebens« er korrespondancen nået frem til Fransciska, Ansos barndomsveninde, som har sin egen følelse af tomhed at slås med.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu