Det første, man har lyst til at sige, når man har læst Naja Marie Aidts bog, er tak! Tak, for at rædslen har fået et sprog.
»Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage,« lyder den paradoksale titel. For hvordan kan man give noget tilbage, som allerede er frataget én?
Umiddelbart minder den om en buddhistisk koan – som at klappe med én hånd – men efterhånden opdager man, at man faktisk har fået en gave: Den lille rædsel for, at ens børn skal dø, der ulmer et fjernt sted i enhver forælder, bliver skreget ud over bogens sider, så man selv bliver rædselslagen ved læsningen, men samtidig kommer til at gennemleve det, man frygter, uden at skulle leve i sorgen.
Dette kunne lyde, som om det var en terapeutisk bog. Det er det ikke, langtfra. At man suges så voldsomt ind, gør den tværtimod til litteratur, for det er netop det, stor litteratur kan: lade os leve ind i og forstå de værste, mørkeste, mest skræmmende følelser og tildragelser og derigennem udvide os som mennesker, uddybe vores viden om det, der er svært, så det bliver en del af vores eget nervesystem.
Og man kan vanskeligt forestille sig noget sværere end pludselig en lørdag aften i marts at blive ringet op og få at vide, at ens 25-årige søn er død, fordi han er sprunget ud af et vindue fra fjerde sal. Det gjorde Naja Marie Aidts søn, Carl, i en svampepsykose.
En kakofoni af stemmer
Bogen er opbygget som en polyfoni – eller snarere en kakofoni – af stemmer, der fremtræder på siderne i forskellig skrift og skriftstørrelse. Selve den konkrete historie, telefonopringningen om Carls fald, opholdet på Rigshospitalet, hvor han ligger i respirator, den lange venten, familie og venners kommen og gåen, begravelsen og den endelige konstatering af hjernedød er fortalt i kursiv. Erklæringen om hjernedøden står til allersidst: Det er den 16. marts 2015, og Carl er død, slutter bogen.
Ind imellem taler de forskellige stemmer med hinanden i alt fra fede versaler til maskinskrift: Digtere, som selv har mistet et barn, fra Cicero til Mallarmé, erindringsstumper fra Carls barndom, Carls stemme, barnestemmer, indre stemmer, politirapporten, krisepsykologen, astrologen, healeren osv., alle snakker de inde i hovedet, som bevidsthedslag gør, og bytter plads, som når Carls fars stemme, der lyder kold og mekanisk, bliver hendes egen. Lagene opfører sig som tektoniske plader, der skubber og skyder sig ind under, over og mellem hinanden, med et brag eller et sagte knirk.
Ombrydningen er lige så tilsyneladende kaotisk: Et digt begynder nederst på en side og fortsætter øverst på næste, de abrupte tekster glider på et fortløbende bånd gennem bogen uden hensyn til sideopdelingen.
Horoskopet
Men først er der fortvivlelsen, følelsen af ikke at kunne være i sig selv og vreden, raseriet mod alle forståsigpåerne, der vil hjælpe, – krisepsykologen, der konstaterer, at det er en normal sorg, og ikke en kompliceret sorg, hun lider af; healeren, der ganske vist lægger en varm hånd på hende, men »man kan ikke helbrede sorg«.
Der er skylden og afmagten, da hun finder sin søns horoskop, og der står:
»Selvom det kan have set ud, som om din mor var følelsesmæssigt gavmild og gav frit af sig selv, sidder du tilbage med en ubehagelig følelse af, at du på en eller anden måde var til besvær og dermed uønsket. Det har påvirket dig umådeligt stærkt. Dette er grunden til din egen usikkerhed og mangel på selvtillid.«
Det har han fået at vide. Og nu er han død.
Dér blev jeg rædselslagen.
Morens reaktion:
»Jeg piner mig/ selv med skyld/ og kaster mig/ ned på gulvet/ skrigende/ Jeg spytter på/ astrologi/ men piner/ stadig mig/ selv med skyld/ og kaster mig/ ned på gulvet/skrigende/.«
Ingen tid, intet sprog
Tiden går i stykker, den holder op med at gå, der er ingen tid, ingen fremtid, der er et evigt sorg-nu.
Og der er også vreden mod kunsten, hadet og afskyen mod sproget, der ikke længere duer, chokket over »at det, der har betydet alt, intet betyder«.
»Jeg har ingen ide om, hvordan jeg igen skal kunne lægge min kraft i at skrive. Det kræver så meget kraft. Så meget nærvær, koncentration og energi. Skønheden har forladt mit sprog. Mit sprog går i sørgedragt. Jeg er fuldstændig ligeglad.«
Men Naja Marie Aidt er forfatter, og hun har kun sproget at klamre sig til. Så bogen handler også om at genvinde sproget. Ved at læse hvordan andre i samme situation har mistet det og kæmpet med at få det igen. Ved at skrive enkelte ord med punktum imellem, som ’Trøst’ og ’Fængsel’. Men egentlig først ved at erkende, at hun aldrig mere bliver den samme. Hun er blevet en anden.
Kærligheden
Jeg skriver ’hun’, for det her er en bog, hvor man forkaster en betegnelse som ’fortælleren’. Der er ingen afstand mellem Naja Marie Aidt og det fortalte. Men træder man alligevel et skridt tilbage, kan man jo godt se, at bogen er formet til et kunstværk.
De adskilte udbrud, monologerne, digtene og skildringerne er ikke strøet så tilfældigt ud over siderne, som opbygningen suggerer. ’Ikke at kunne være i sig selv’ kontrasteres nogle linjer længere fremme med konstateringen af, at »vi er alene i vores kroppe«.
Vreden mod healere og andet godtfolks letkøbte ’forklaringer’ står over for hendes egen søgen efter tegn, efter måder at (ind)se døden på. »Er du i vinden,« spørger hun efter at have læst »Den tibetanske bog om livet og døden«.
Kaotisk har alt det nedfældede nok været i første omgang, men siden, som sprog og formsans er vendt tilbage, er det (også) blevet til kunst.
Her er titlen eksemplarisk. Først står den der bare. Men langt inde i bogen, hen mod slutningen, får man at vide, at titlen stammer fra ét af Naja Marie Aidts egne digte, og at fortsættelsen lyder: Giv dét tilbage/som du fik af den døde/da den døde var levende/
– og så giver titlen pludselig en anden form for mening, nemlig at det, der til slut er at give videre, er kærligheden.
Man sidder med en bog, der er skrevet af nødvendighed, og man suges ind i nødvendigheden, når man læser. Dybt berørt.
’Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog’. Naja Marie Aidt. Gyldendal. 168 sider. 250 kroner.
