Læsetid: 3 min.

Underhundene, der kom til ære og værdighed

Selv om Jim Jarmuschs dokumentarfilm om The Stooges, ’Gimme Danger’, er både charmerende og underholdende, savner den dybde og perspektivering
Gimme Danger henvender den sig først og fremmest til den allerede omvendte, eftersom filmen aldrig for alvor får tydeliggjort, hvad der gjorde The Stooges så specielle

Gimme Danger henvender den sig først og fremmest til den allerede omvendte, eftersom filmen aldrig for alvor får tydeliggjort, hvad der gjorde The Stooges så specielle

Tom Copi

9. marts 2017

Oprindelig tog de færreste den amerikanske rockkvartet The Stooges seriøst. Hvad der måske heller ikke var meningen.

Fire uregerligt selvdestruktive snothvalpe (’trailer-thrash’!) fra Michigan, anført af den på en scene hæmningsløse Iggy Pop, udsendte to lp’er med rå, primitiv punkrock på det legendariske pladeselskab Elektra i årene 1969-1970 for at forsvinde ud af billedet. Kun for at dukke op for en kort bemærkning i 1973 som del af David Bowies mediecirkus, hvilket førte til endnu en lp med en ny guitarist og mere metalagtig lyd.

Derefter stilhed.

Selv om enkelte kritikere hyldede dens bestræbelser, forblev gruppen et kultfænomen og fragtedes hurtigt ud på den glemslens kirkegård, hvor rockens udtjente navne stedes til hvile.

Indtil punk i 1976-1977 vendte op og ned på måden rockmusik lyttedes til og opfattedes på.

Troen på teknisk perfektion, musikalsk ekvilibrisme og rocken som beslægtet med jazz eller klassisk afløstes af enkel, kraftfuld og primal tilgang til stoffet. The Stooges tid var kommet og de tre nævnte lp’ers betydning kan ikke overvurderes, idet de gav gruppen en position i rockhistorien, dens samtidige næppe havde troet mulig.

Det skadede ikke, at ikoniske Sex Pistols indspillede Stooges udødelige ode til kedsomhed, »No Fun«, og beholdt den på repertoiret til den bitre ende. Posthumt opnåede det vanartede ensemble stor betydning, og med hjælp fra Bowie lancerede Iggy Pop i ’77 en ujævn solokarriere, indtil bandet atter samledes i 2003. Altså fortællingen om underhundene, der kom til ære og værdighed.

Satans godt selskab

Det er den historie, Jim Jarmusch har sat sig for at fortælle i dokumentarfilmen Gimme Danger, der former sig som en såvel kronologisk fremstilling af gruppens karriere fra dens spæde start frem til genforeningen som en uforbeholden kærlighedserklæring til bandet.

Og altså ikke mindst den uforlignelige Iggy Pop, som udover sin  dødsforagtende sceneoptræden også er en af rockens mest velformulerede repræsentanter med en udsøgt sans for refleksion.

Han får da også (uforbeholden?) megen taletid i filmen, men da han er så satans godt selskab, er det svært ikke at lade sig forføre af hans intelligens, lune og selvironi.

Hvilket ikke forhindrer Jarmusch i ind i mellem at spilde tid på f.eks. en længere sekvens om, at Iggy på et tidspunkt måske så John Wayne på Hollywood Boulevard i forbindelse med gruppens famøse lost weekend i Los Angeles i 1973.

Dengang efter Stooges i oktober 1972 havde forladt London til fordel for Los Angeles, hvor der grundet lediggang og frustration over management og karriere gik heroin i den. Hvilket i sidste ende førte til bandets opløsning i februar 1974, hvor de spillede det herostratisk berømte sidste gig på Michigan Palace, hvor Iggy fik tærsk af en flok bikere. Som det kan ’høres’ på det posthumt udsendte livealbum Metallic K.O. (1976)

Men ellers er han som sagt en fremragende fortæller og filmens ubestridelige hovedperson, om end hans monologer suppleres med mindre interviewbidder med trommeslager Scott Asheton (død 2014), dens anden guitarist James Williamson og Mike Watts, bassist efter gruppens gendannelse i 2003 samt arkivoptagelser med bandets oprindelige guitarist, Ron Asheton, som forlod planeten 2009, suppleret med vidner som Asheton-brødrenes søster Kathy og manageren Danny Fields.            

En fanerklæring

Filmens første og nok største problem er manglen på optagelser med gruppen i dens storhedstid eller hvad vi skal kalde det. Fraset den berømte tv-optagelse fra Cincinnati Pop Festival 1970, hvor gruppen giver klassikeren »TV Eye«, og Iggy Pop tager en spadseretur henover publikums oprakte hænder, mens han kaster med peanutbutter (!), findes der kun ganske få klip af betydning, heraf ingen med lyd.

Det giver jo ikke Jarmusch det store at arbejde med, rent visuelt, hvilket han så løser med en noget generøs brug af samtidige arkivoptagelser uden at bringe decideret nyt på banen.

Gimme Danger er først og fremmest en fanerklæring, hvor bandet står i absolut centrum. Til gengæld gøres der ikke det store ud af samtidens modkultur, og hvorfor den ikke evnede eller ønskede at favne Iggy & The Stooges særegne minimalistiske udtryk, som skulle vise sig meget mere stildannende end størstedelen af datidens højt besungne navne.

Så lige meget hvor godt underholdt man føler sig af filmen, forlades biografen ikke desto mindre med en gnavende fornemmelse af en chance, der blev tabt på gulvet.

Sagt på en anden måde henvender den sig først og fremmest til den allerede omvendte, eftersom den aldrig for alvor får tydeliggjort, hvad der gjorde gruppen så speciel.

’Gimme Danger’. Instruktion: Jim Jarmusch. Medvirkende: Iggy Pop, James Williamson, Scott Asheton, Kathy Asheton m.fl. Premiere i Vester Vov Vov

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu